”Den eneste der aldrig kiggede op og ned ad Vivian, når det skulle forestille at hun ikke lagde mærke til det, var selvfølgelig Bønne. Han piftede heller aldrig, når hun gik op ad trappen. Han kunne sikkert slet ikke pifte.”
”Godheden selv”, side 26.
På trods af sit handicap og generte gemyt lykkes det alligevel Bønne at komme i lag med et par syersker fra møbelfabrikken. Først den uopnåelige Vivian og siden den knap så uopnåelige Dorthe.
Bønnes største fangst bliver dog den smukke Nina, en fra barndommen dybt forstyrret tandlægefrue, som han scorer foran næsen på hele byens slæng af unge kunstnertyper. Heller ikke her falder tingene dog ud til Bønnes fordel, men han formår alligevel på sin vis grad at træde i karakter, da hun begynder at jokke på ham.
I alle relationerne mellem kolleger, kunstnere, folk fra forskellige sociale lag, mænd og kvinder er et konstant spil om anerkendelse, hvor de kæmper om positioner i forhold og fællesskaber. Dog ikke Bønne, som tilsyneladende holder sig uden for den kamp, men som alligevel til sidst er ham, der høster den største anerkendelse og kommer i avisen.
Fortælleren i ”Godheden selv” er en interessant størrelse, der kender sine figurer til bunds og oven i købet spiller en indirekte rolle i det univers, der formidles. Efterhånden afsløres det, at fortælleren er en del af slænget af byens kunstnerspirer, som spiller en stor rolle i bogens anden del. Selv træder vedkommende ikke ind i selve handlingen, men forholder sig passivt iagttagende. Til gengæld er det en rigtig fortæller-fortæller, der uddyber, udtrykker sin holdning og spekulerer i de uklarheder, som den trods alt ikke helt alvidende fortæller har styr på. Og der er en figur, som fortælleren aldrig helt får styr på: Bønne, den flinke sinke, godheden selv.
Bent Vinn Nielsen
Bent Vinn Nielsen er dansk litteraturs store hængerøv, men hans romaner er også knivskarpe analyser af det Udkantsdanmark, som i medierne sjældent er andet end et losseplads for tabere og bondeknøs...
Læs hele forfatterportrættet
