”Bedsteforældrene blev i klitten med udsigt til sommerhuset bagude og den brede strand foran dem. De andre var forvandlet til små silhuetter i solflimmeret ude i havstokkens fodkildrende opskyld fra sidste flod og det venligt slikkende vand. Den dramatiske Nordsø hvilede.”
Henning Mortensen: “Havside Sommer”, side 27.
“Havside Sommer” er første bind af en serie på hele ti bøger om Ib. Allerede i bogens begyndelse sendes en klar hilsen til den franske forfatter Marcel Prousts verdensberømte erindringsværk “På sporet af den tabte tid” (1913-27). Ganske vist sker henvisningen først med henvisning til hovedpersonens dårlige helbred (“Ib er så bestemt af sin astma, jeg tror, han udvikler sig til en lille Proust”, s. 41), men bemærkningen er også en besked til læseren om, at der her er tale om et yderst ambitiøst forsøg på at rekonstruere barndommen gennem sproget og forfatterens erindring.
For Ib er verden delt i to. På den ene side er hverdagen i Horsens, hvor den står på sygdom og en trang lejlighed på fjerde sal. Den anden side af tilværelsen repræsenteres af paradiset Fanø, hvor familien tilbringer deres sommer, omgivet af skøre, men sjove slægtninge og evige sandstrande. Alligevel lurer også tristessen på Fanø. De voksnes hvisken om gaskamre og atombomber giver drengen søvnløse nætter. Hver en flig af den virkelighed, man gerne holder skjult for børn, skræmmer Ib fra vid og sans, når han får nys om den. Ib er en lille astmatisk detektiv på jagt efter sandheden om livet, men hans erkendelser er ikke nødvendigvis særligt betryggende.
Ibs observationer af verden omkring ham veksler mellem det eventyrligt paradisiske og uhyggelige. Mosterens skræmmende psykiske lidelse bliver langsomt åbenbaret, mens moderens eget psykiske velbefindende står som et ubesvaret, men påtrængende spørgsmål. Faderen heltemodige cykeltogt tværs over Jylland står for den lille dreng til gengæld som et utroligt helteridt.
Henning Mortensen
Henning Mortensen er dansk litteraturs hårdtarbejdende altmuligmand. Med udgangspunkt i tresser avantgardens eksperimenter har han siden 1966 kastet sig over et væld af genrer, og et mægtigt forfat...
Læs hele forfatterportrættet