”Hele denne forestilling om at skrive verden, sådan som den er, så den også kan læses, hele tanken om sammenfald mellem sproget og den synlige verden, alt det vi godt kan kalde verdens læselighed, synes snarere at pege på, hvor ulæselig den er. I hvert fald i sproget alene. I sproget må verdens læselighed forblive en metafor.”
“Hemmelighedstilstanden”, s. 125-126.
Et væsentligt diskussionspunkt i essaysamlingen er det under eller den tilfældighed, at menneskeheden er vokset frem af en enestående jordklode. Mennesket skildres som den særlige del af naturen, der kan betragte naturen og sig selv. Vi er enestående skabninger, der bruger ordet Gud, fordi vi har forestillinger om at kunne begribe hele universets sammenhæng udefra – som en Gud ville kunne. Men vi kan ikke komme uden for verden og se den udefra. Vi er altid en del af den, omtrent ”som øjet der ikke kan se sin egen nethinde” – som bogens sidste essay hedder. Christensen insisterer i det hele taget på de intime relationer mellem biologiens processer og det menneskeskabte. Hun understreger vigtigheden af, at der ikke sættes skarpe skel mellem naturen og menneskets kultur, men at vi prøver at se vores udfoldelse mere som en del af naturens proces.
Bogens titel er hentet fra den tyske romantikker Novalis udsagn: ”Det ydre er et til hemmelighedstilstand opløftet indre.” Der henvises til det mysterium, at sproget er uopløseligt forbundet med virkeligheden i en hemmelighedstilstand, som er tilgængelig gennem poesien. Hemmelighedstilstanden er noget indre i bevidstheden, hvor det er muligt at komme til en erkendelse om verden, hvis man er tilpas åben for at lade sig selv fare vild, indtil tingene eller ordene siger sig selv. Digteren opsøger i sin poesi en tilstand, hvor tingene siger sig selv. Hermed udslettes adskillelsen mellem menneskets bevidsthed og verden for et øjeblik. Det er muligt, fordi verden kan betragtes som et stort net af mulige sammenligninger, som mennesket – der er frembragt af naturen – er en del af. Mennesket er knyttet til naturens former ved selv at være en af dens mangfoldige former. Derfor er det muligt at erkende sammenhænge i verden, og her insisterer Inger Christensen på, at vores indsigt i verden samtidig er verden selv, der udfolder sig gennem os. Fordi naturens former gentager sig i mennesket og dets sprog. Verden kan både læse og læses, som det hedder i essayet ”Den naive læser”. Mennesket læser verden på samme måde, som alle levende organismer må læse den verden, de er sat i, for at overleve: ”Vi som mennesker kan læse en mangfoldighed af tegn, fra stjernernes og skyernes bevægelser, over fugletræk og fiskestimer til myresprog og vandhvirvler hjemme i køkkenvasken”.
Inger Christensen
Inger Christensens forfatterskab er enestående ved dets evne til at forene suveræn form og sprogbeherskelse med stor sanseorienteret fylde. Både i sin poesi og i sine prosatekster tænker Inger Chr...
Læs hele forfatterportrættet
