BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Lån på biblioteket

Isaak-katedralen

Kari Hotakainen

144 sider

Lån på biblioteket
    Hovedforfatter
    • Andreas Tonnesen
      cand.mag., 2009

    Intro

    I “Iisakin kirkko” fra 2004 (“Isaak katedralen”, 2006) er det den halvfjerdsårige Paavo, der er fortællingens hovedperson. Han vågner op på et finsk sygehus efter en hjerneblødning og efterfølgende operation med konstateringen: “Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den.” (side 7). Han deler stue med to andre gamle mænd, og det er til han store ærgrelse, da han synes, de er nogle vrøvlehoveder, men mest af alt fordi de svage og sengeliggende mænd inkarnerer den hjælpeløshed og ensomhed, Paavo selv fornemmer. Det er et stærkt billede af den gamle mands afmagt, angst og melankoli, som Hotakainens roman giver læseren: ““I aften kommer I alle i brusebad”, sagde Jokinen. “Så kan vi også få vasket Jormakkas ører.” Jeg havde lyst til at flyve ud af vinduet, ud af min krop. Jeg så mig selv hjælpeløs ude i baderummet med vildtfremmede, sæbeindsmurte hænder på min hud, de flyttede sig op til mine ører og masserede mine øreflipper og øregange, mens jeg sad på en plasticstol med hængende nosser. Snart kommer der en hånd, der uden at spørge mig om noget vil sæbe mit allerdyrebareste ind.” (side 19).

    ”Hukommelsen er barmhjertig, den udvælger godbidderne fra fortiden og lader ben, brusk og sener ligge tilbage på kanten af tallerkenen. Jeg lukkede øjnene. (…) Underbevidstheden stiller ingen spørgsmål, den optager, hvad den har lyst til, og overlader det til mennesket selv at klippe materialet sammen til en fornuftig helhed. Eftersom jeg ikke var et menneske, men en patient, måtte jeg nøjes med den uklippede version.”

    “Isaak-katedralen”, s. 9.

    Bundet til sengen pendler vi som læsere sammen med Paavo frem og tilbage mellem oplevelserne på sygehuset og erindringsglimt af hans nyligt afdøde kone, Kyllikki, og deres eneste søn. Sønnen, Pekka, der arbejder i Sankt Petersborg med at forgylde kritusfiguren i Isaak-katedralen op til byens 300 års fødselsdag, har Paavo brudt med, da han til moderens begravelse har bekendt Paavo sin tro på Gud. Udskrevet fra sygehuset er det nu Paavos mission at tage til Sankt Petersborg, og med sin nylige nærdødsoplevelse vil han en gang for alle afhjælpe sønnen hans illusioner om et liv hinsides døden. Men missionen viser sig at være ikke helt så enkel, som Paavo havde tænkt sig den. For rejsen til Sankt Petersborg og mødet med Pekka, der med sine fyrre år, knirkende knæ og en voksende isse ikke er så fremmed og anderledes endda, bliver i høj grad en belæring for Paavo selv. Hans ateistiske hårdnakkethed viser sig således hen mod romanens slutning, som et uholdbart panser han har brugt til at skærme sig mod savnet af den afdøde kone, det brudte forhold til sønnen og angsten for døden. Med sin skråsikre ateisme har Paavo forsøgt at gøre sig hård og lukke af over for alle de ting, som han gennem sit liv har bundet sig til med håb og kærlighed, og som det er så smertefuldt at miste.

    Kari Hotakainen

    Finske Kari Hotakainen slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten”, som indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Portrættet af lagerarbejderen Matti Virt...

    Læs hele forfatterportrættet

    Opdag andre bøger