- Andreas Tonnesencand.mag., 2009
Intro
I “Iisakin kirkko” fra 2004 (“Isaak katedralen”, 2006) er det den halvfjerdsårige Paavo, der er fortællingens hovedperson. Han vågner op på et finsk sygehus efter en hjerneblødning og efterfølgende operation med konstateringen: “Gud findes ikke. Efter døden er der ingenting. Alt er før den.” (side 7). Han deler stue med to andre gamle mænd, og det er til han store ærgrelse, da han synes, de er nogle vrøvlehoveder, men mest af alt fordi de svage og sengeliggende mænd inkarnerer den hjælpeløshed og ensomhed, Paavo selv fornemmer. Det er et stærkt billede af den gamle mands afmagt, angst og melankoli, som Hotakainens roman giver læseren: ““I aften kommer I alle i brusebad”, sagde Jokinen. “Så kan vi også få vasket Jormakkas ører.” Jeg havde lyst til at flyve ud af vinduet, ud af min krop. Jeg så mig selv hjælpeløs ude i baderummet med vildtfremmede, sæbeindsmurte hænder på min hud, de flyttede sig op til mine ører og masserede mine øreflipper og øregange, mens jeg sad på en plasticstol med hængende nosser. Snart kommer der en hånd, der uden at spørge mig om noget vil sæbe mit allerdyrebareste ind.” (side 19).
