Kari Hotakainen

Emneord:

finsk litteratur

Hovedforfatter

Andreas Tonnesen
cand.mag., 2009

Finske Kari Hotakainen slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten”, som indbragte ham Nordisk Råds Litteraturpris i 2004. Portrættet af lagerarbejderen Matti Virtanens metodiske fortabelse viser med al tydelighed, at vi her har en forfatter, der med benhård og satirisk tone formår at spidde den afmagt og indestængthed, der lurer under det moderne velfærdssamfunds regelrette indretning. Også i “Isaak katedralen”, der udkom på dansk i 2006, bliver der med såvel humor som melankoli taget livtag med den angst og afmagt, det enkelte menneske føler indsat i en verden, der ikke er hans egen. I Hotakainens seneste roman “De uberørte” blander det samfundskritiske sig med noget, der ligner en kriminalhistorie, og vi følger en række ensomme skæbner, der alle har problemer med erotikken og intimiteten.

Hotakainen udfolder sine samfundssatiriske fortællinger med et sprog, der i sin kraft og præcision fører læseren helt ind under huden på hverdagens mennesker, hvor normaliteten konstant koger over og brænder på i al sin rablende vanvid.

Baggrund

Selvom Kari Hotakainen først i 2004 slog sit navn fast for et bredere nordisk publikum med romanen “Hjemmefronten” og med den hæder den indbragte ham, da han samme år blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris, er han langt fra at være ny i faget som forfatter. Forud for den prisbelønnede succesroman ligger en over 20 år lang og ganske omfattende produktion, der indbefatter fem digtsamlinger, tre børnebøger, seks romaner, adskillige radiospil og et teaterstykke for børn. Til listen af romaner skal foruden “Hjemmefronten” tilføjes romanen “Isaak-katedralen”, der udkom på dansk 2006, og romanen “De uberørte” fra 2008. Desuden blev Hotakainen i maj 2006 tildelt Nordisk Dramatikerpris for dramaet “Punhukka”, der dog ikke endnu ikke findes i en dansk oversættelse. Trods forfatterens omfattende produktion foreligger kun romanerne, “Hjemmefronten”, “Isaak-katedralen” og senest “De uberørte” i danske oversættelser.

”Jeg besluttede mig til at gå på opdagelse i kulturen omkring parcelhuslivet, og når jeg engang vendte tilbage, ville jeg kende hver en detalje, hver en facet i denne boform. Jeg besluttede mig til at udforske alle parcelhuse i området, uanset om de var til salg eller ej. Jeg besluttede mig også til at stifte bekendtskab med det folkefærd, der opretholdt deres helt egen kultur ude i byens omegn. Jeg var et etageejendomsmenneske, og jeg havde ingen berøringsflade med flok, der havde valgt andre boformer.”

“Hjemmefronten”, s. 51.

Foto: Veikko Somerpuro

Født
9. januar 1951 i den finske by Pori.
Uddannelse
Humaniorastudier ved universitetet i Helsinki.
Debut
Harmittavat takaiskut, 1982 (digte, ikke oversat til dansk).
Litteraturpriser
Kalevi Jäntii Prisen, 1989. Savoniaprisen, 1993. Finlandsprisen, 1993. “Tak for bogen medaljen”, 1998. Topeliusprisen, 2000. Finlandiaprisen, 2002. Nordisk Råds Litteraturpris, 2004. Nordisk Dramatikerpris, 2006.
Seneste udgivelse
Åndehul. Gyldendal, 2017. (Henkireikä, 2013). Oversat af Birgita Bonde Hansen. Roman.

Kari Hotakainen voksede op i den lille by Pori, midt i Finland. Efter humaniorastudierne på universitet i Helsinki arbejdede han en periode som reklamemand på et forlag. Hotakainen har siden 1986 boet med sin kone og deres to døtre i Helsinki.

Hotakainen betegner sig selv som den ordknappe bondedreng, der var nødt til at blive forfatter: “Når jeg ikke kunne lide at snakke, måtte jeg jo skrive. Desuden ... der var ikke noget andet, jeg duede til. Ifølge min familie og mine venner er jeg det mest upraktiske menneske, de nogensinde har mødt”. [1]. Den ironiske anekdote, som Hotakainen bruger til at beskrive sit kald som forfatter, peger videre end selve interviewsituationen og hen i mod noget centralt i hans forfatterskab.

Udvalgte bøger

Centralvarme generationens diffuse kamp

Titlen “Hjemmefronten” henviser til den moderne mands identitetskamp, som den udspiller sig midt mellem kvindefrigørelse, madlavning, bleskift og grædende børn. Hovedpersonen Matti er, som han selv beskriver det, den nye generations frontkæmper, der tilhører “centralvarme”-generationen – generationen der er fulgt efter de gamle frontkæmpere, heltene der forsvarede Finland mod russisk invasion ledet af Stalin i Vinterkrigen i 1939: “De havde ikke lært mig noget, som jeg kunne bruge i arbejdet med at passe et hjem. De havde ikke så meget som prøvet at skifte en ble, de havde aldrig tilberedt en makaronigratin for slet ikke at tale om, at de skulle have vandret i timevis frem og tilbage mellem soveværelset og køkkenet med et barn, der havde mellemørebetændelse. De havde befriet landet, kvindens frigørelse og opgaverne på hjemmefronten skulle min generation tage sig af”. (side 21). Således træder den historiske dimension humoristisk ind i romanen. Den tidligere generations heltefigur, hvis kampe og værdier var defineret af klare frontliner – klart definerede landegrænser og kønsroller – er hos Hotakainen skiftet ud med den kriseramte hjemmefar, der kæmper en diffus kamp for selvretfærdiggørelse og sammenhæng.

”Under alle omstændigheder går der mænd og kvinder iblandt os, som er blevet såret i denne krig, og de er mindst lige så mange, som der er registrerede krigsveteraner. Antallet af savnede har ingen noget tal på, det er så godt som umuligt at føre statistik over dem, de benægter alt og lever i det skjulte på værtshuse rundt omkring i landet. Andelen af krigsskadeerstatninger i form af underholdningsbidrag i den samlede pengestrøm er så stor, at presset på sociologerne bliver ved med at vokse.”

Kari Hotakainen: “Hjemmefronten”, side 111-112.

Hotakainen sammenvæver på raffineret vis en række forskellige stemmer i sin komposition. Fra kapitel til kapitel veksles der mellem de forskellige karakterers synsvinkler og stemmer, og man pendler som læser fra det ene mentale rum til det næste. Med denne teknik understreger Hotakainen den problematiske kommunikation mellem menneskenes indre turbulente følelsesliv og det omgivende samfunds regelrette tonefald. Også ironien, som måske er et af de mest markante træk ved romanen, opstår i kraft af denne problematiske udveksling.

Perspektivering og litterære åndsfæller

Et gennemgående træk ved Hotakainens romaner er den konstante svingning mellem karakterernes turbulente, indre følelsesliv og en ydre verden, der ikke rummer muligheden for at udtrykke og behandle disse følelser. Indenfor disse rammer udstilles det moderne velfærdssamfunds knapt så flatterende sider; det være sig det offentlige sygehus, hvor mennesker bliver patienter, eller materialismens løgnagtige drømmebilleder, der inkarneres i ejendomsmæglerens hykleriske skikkelse. Hotakainen formår at skildre disse konfliktfyldte områder med en mesterlig fornemmelse for de forskellige figurers sproglige univers. Det er ud af denne sproglige nærhed, at romanernes forunderlige blanding af satire og tristesse bliver levende.

Med sine mange stemmelejer og den konstante pendlen mellem indre og ydre, mellem det dagligdags og det rablende giver Kari Hotakainens romaner mindelser om danske Peer Hultberg i romaner som “Byen og Verden” og “Requiem”. Selv nævner Hotakainen så forskellige inspirationskilder som den russiske forfatter Nicoláj Gógol, den tyske ekspressionist Alfred Döblin, surrealismen og stumfilmen – i Hotakainens litterære produktion indgår der da også en romanbiografi om stumfilmskuespilleren Buster Keaton. Og med den mærkværdige blanding af satire og tristesse for øje kunne man pege på ligheder med den finske filminstruktør Aki Kaurismäki, der blandt andet er blevet kendt for filmene “Skygger i Paradis” (1986), “Manden uden fortid” (2002) og “Lys i tusmørket” (2006). I dansk sammenhæng kan Hotakainens romaner yderligere ses i forlængelse af en samfundssatirisk tradition fra Ludvig Holberg over over Hans Scherfig.