- Line Rasmussencand.mag., 2013
- Martin Ravnjournalist, juli 2025
Intro
Den nogle og tredive årige Kenneth Kirkholt flytter efter endt cand.merc. eksamen fra København til en by i nærheden af Kolding, hvor han har fået arbejde i den lokale fitness kæde, og således er scenen sat i Robert Zola Christensens ”Jysk Fitness” fra 2004. Kenneths eksamensresultater giver ham ikke de helt store muligheder for selv at vælge sin arbejdsplads, og samtidig bidrager det mildest talt anstrengte forhold til en dominerende kæreste i København til motivationen for Kenneths jyske eksil. Men integrationen foregår ikke smertefrit, og den menneskesky, tilbageholdne og i fitness henseende ret uduelige ny økonomiansvarlige fra København bliver ikke taget vel imod af de lokale. Der er dog en undtagelse, fitness instruktøren Liselotte, der allerede på første date introducerer Kenneth for sin søn, hvilket bliver begyndelsen på Kenneths indrullering i de komplekse, nærmest labyrintagtige, jyske familierelationer. Billedet af Jylland som et sted, hvor alle er i familie med hinanden, og grisene lever under bedre forhold end menneskene, danner den barokke baggrund for romanens kriminalintrige.
