BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
zola
Foto: Mik Eskestad
*Seneste udgivelse

Robert Zola Christensen

Senest opdateret
  • Redaktionen
    juli 2025
  • Line Rasmussen
    cand.mag., 2013
Hovedforfatter
  • Martin Ravn
    journalist, juli 2025

Intro

Hvad er en historie, og hvad sker der med virkeligheden, når man fortæller om den? Denne undren over for verden og vores sproglige behandling af den ligger og skvulper lige under overfladen på alle Robert Zola Christensens udgivelser, hvad enten det drejer sig om korte noveller eller lange romaner. Humor og indlevelse præger fremstillingen af fortællingernes karakterer, der alle er kendetegnede ved, at de undrer sig. De undrer sig for eksempel over de mange og ofte ret tilfældige mellemmenneskelige forbindelser på tværs af geografiske grænser, som kommunikation på nettet fører med sig. I 2013 udgav Zola Christensen sin første egentlige spændingsroman, der markerer en ny retning i forfatterskabet.

Baggrund

Robert Zola Christensen blev født den 15. juli 1964 i København, og han voksede op på Amager med en far, der var smed, og en ufaglært mor. Da Robert Zola Christensen var 12 år, flyttede familien til Frederiksværk i Nordsjælland. Allerede som barn viste Robert Zola Christensen interesse for forfattergerningen, og barneværelset var klistret ind i små lapper med digte, han selv havde skrevet. Noget, der absolut ikke huede hans far.

”Efter mødet i USA måtte Nikolaj væk for en tid. Bare væk. Og hvad var mere naturligt end at lede efter manden, der i ét væk bestiller legoklodser? Af Kirk Christiansens oprindelige slags. Nu sidder Nikolaj i en bil på vej gennem den gråmørke ødemark. På vej mod den mærkeligste mand i verden. Jouri Heikka i Parkalompolo.”

“Good Luck, Mr. Gorsky”, s. 42.

Zola Christensen har i interviews ikke lagt skjul på, at han kommer fra en ikke-boglig familie, hvor det at være bogorm gjorde én til lidt af en sær snegl. Men Robert Zola Christensen fortsatte digtskriveriet helt op i gymnasiets skoleblad, hvor nogle af dem kom forfatteren Rolf Bagger for øje. Hans dom faldt prompte: Det var noget værre lort. Herefter holdt Zola Christensen op med at skrive overhovedet, og de næste ti år brugte han på sine akademiske studier. Som ung student flyttede han tilbage til København, hvor han startede på danskstudiet på Københavns Universitet.

zola
Foto: Mik Eskestad
  • Født

    15. juli 1964 i København.

  • Uddannelse

    Mag.art. og ph.d. i nordisk filologi.

  • Debut

    Kristinas tavshed, Borgen, 1997. Roman.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste udgivelse

    Stop 39. Arabesk, 2025.

  • Inspiration

    Milan Kundera.

I perioden 1987-89 boede Robert Zola Christensen i den franske by Aix-en-Provence, hvor han studerede sociologi. Herefter boede han i ti år i Lund i Sverige, hvor han studerede litteraturvidenskab og siden underviste i dansk sprog. Robert Zola Christensen skrev i den forbindelse en lærebog i dansk grammatik for svenskere.

Først da Forlaget Centrum i midten af 1990’erne udskrev en romankonkurrence, begyndte Robert Zola Christensen igen at skrive prosa. Her fik han den besked, at hans roman var god, men at forlaget gerne ville have en anden i stedet. Derfor skrev han den egentlige debutroman ”Kristinas tavshed”, der blev begyndelsen på et særdeles produktivt forfatterskab.

Udover flere romaner tæller forfatterskabet også en spændingsroman, den nævnte grammatikbog, en ph.d.-afhandling om vandrehistorier, en samling af vandrehistorier fra Kolding-området og en manual til skrivekunsten. Derudover har Robert Zola Christensen arbejdet på en billed/tekst-bog sammen med Dorthe Nors, hvor de har fotograferet mennesker på gaden i New York, interviewet dem og skrevet mere eller mindre sandfærdige historier om dem.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Robert Zola Christensen debuterede med en roman, der ligesom Martin A. Hansens halvtreds år ældre “Løgneren” er en dagbogsroman, der fortælles af en mand på en ø. Sproget i “Kristinas tavshed” havde ikke så lidt af den alvorstyngde, som karakteriserer Martin A. Hansen, og det er iøjnefaldende, at Robert Zola Christensen senere er kommet over denne tendens til cementtung alvor og med tiden har fundet sin egen lettere ironiske og humoristiske tone.

Den stilistiske udvikling havde på dette område taget et kvantespring allerede med debutens opfølger “Good Luck, Mr. Gorsky”, der også på andre områder indvarslede elementer, der har præget resten af Zola Christensens forfatterskab. Det gælder interessen for de små historier, der er i omløb mellem mennesker, og som har en evne til at skabe forbindelse mellem fremmede – nemlig vandrehistorien. Allerede samlingens titel refererer til en sådan vandrehistorie, nemlig historien om den mærkværdige hilsen, Neil Armstrong afgav fra månen i 1969, lige inden han gik tilbage til rumskibet. Ifølge diverse mere eller mindre obskure websites, sagde han nemlig ikke blot de berømte ord om “et lille skridt for et menneske, men et kæmpe skridt for menneskeheden”, men også sætningen “Good luck, Mr. Gorsky”.

I de næste romaner fjernede Zola Christensen sig yderligere fra debutromans gravtunge alvorssprog, men det er i “Jysk Fitness” og “Tennis”, at han for alvor finder sin helt egen stil både i sprog og indhold.

Her er fællestrækket, at det, der på overfladen er et typisk dansk hverdagsscenarie, er rigt på ualmindeligheder, hvis man kigger efter. I “Biologen der tabte hovedet” og “Jysk Fitness” er det endog kriminalgåder, hverdagen skjuler under sin tilsyneladende begivenhedsløshed. Det er dog ikke kriminalgåderne, der er det centrale i de to romaner, for det er ikke gåderne, forfatteren har sin opmærksomhed rettet mod. Den er derimod fokuseret på de mange og mærkelige forbindelser, der findes mellem mennesker, og som knyttes sammen af de historier, der vandrer fra menneske til menneske.

I “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” møder Christensens skrivestil kongenialt sit stof, og der fortælles naturligt og uforceret i fortid og nutid, om de historier i et liv, der brager ind i hinanden. Imellem mennesker og i mennesker. Menneskehistorier.

Med spændingsromanen ”Is i blodet” fra 2013 lader forfatteren for første gang et reelt kriminalplot styre sin fortælling. Genremæssigt bevæger han sig derfor lidt udenfor sit sædvanlige spor og ind i den afart af krimigenren, der betegnes som videnskabskrimien. Zola Christensen berører i sin bog det aktuelle og politisk sprængbare tema: klodens klimaforandringer.

Beslægtede forfatterskaber

Robert Zola Christensens romaner folder sig ud som en form for moderne socialrealisme. Han har en stor forkærlighed for de virkelighedsnære skildringer og for at dykke under overfladen i de mennesker, der befolker virkeligheden. Romanen “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” kan læses i en litteraturhistorisk forlængelse af Martin Andersen Nexøs klassiker “Pelle Erobreren”, men hvor sidstnævnte er en klassisk udviklingsroman om en fattig bondedreng, der kæmper sig fri af sine fattige kår og bliver i stand til at forsørge sin familie, så ender “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” knap så lykkeligt. Ganske vist får hovedpersonen Allan forceret bjerget, men ensomheden og et enormt indre kaos holder Allan fast og gør, at bruddet aldrig bliver en forløsning.

Det indfølte tidsportræt i “Aldrig så jeg så dejligt et bjerg” er ligeledes indholdsmæssigt tæt beslægtet med romaner af de norske forfattere Lars Saabye Christensen og ikke mindst Karl Ove Knausgård.

Robert Zola Christensens optagethed af fortællingen i alle dens udformninger giver hans bøger en form for slægtskab med Peter Seeberg, der ligeledes interesserede sig for de historier, der er tilstede overalt, men som ikke nødvendigvis gør meget væsen af sig.

Med sin kreative brug af krimigenren i romanerne “Biologen der tabte hovedet” og “Jysk Fitness”, minder Robert Zola Christensens leg med genrer om Pia Juuls i romanen “Mordet på Halland”.

Selv nævner Robert Zola Christensen, at han er inspireret af internationale forfattere som Milan Kundera, Moravia, Paul Auster, Kerstin Ekman, James Ellroy og Beate Grimsrud.

Med ”Is i blodet” træder forfatteren ind i en nyere tradition af videnskabskrimer, der kendetegnes ved at plottet udspiller sig i et videnskabeligt forskermiljø. På dansk er der indenfor de seneste år udgivet en del krimier med et videnskabeligt felt i fokus. I 1992 kombinerede Peter Høeg underholdning og encyklopædi i bestselleren ”Frøken Smillas fornemmelse for sne”. I 2003 udgav den amerikanske forfatter Dan Brown sin historiske thriller og verdenssucces ”Da Vinci Mysteriet” og gav hermed genren et gevaldigt boom – og den er siden blevet fortolket og udført på vidt forskellige måder. Den danske forfatter Sissel-Jo Gazan har udgivet ”Dinosaurens fjer” (2008) og ”Svalens graf” (2013), der begge forener et videnskabeligt plot med et psykologisk drama. Forfatterparret Bille & Bille har udgivet to titler af en forventet trilogi med videnskabsjournalisten Thea Vind som hovedperson. I ”Gudindens sidste offer” fra 2012 bliver journalisten involveret i en intrige blandt internationale arkæologer – og i ”Nattens gerning” fra 2013 er det astrofysiske forskningsmiljø omdrejningspunkt for et dramatisk plot.

Robert Zola Christensens spændingsroman ”Is i blodet” er første bog i en planlagt serie.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Kristinas tavshed
Kristinas tavshed

Robert Zola Christensen

Borgen, 1997.

Biologen der tabte hovedet
Biologen der tabte hovedet

Robert Zola Christensen

Borgen, 2000.

Jysk fitness
Jysk fitness

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2004.

Tennis
Tennis

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2006.

Aldrig så jeg så dejligt et bjerg
Aldrig så jeg så dejligt et bjerg

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2009.

Glenn Wiedemanns forsvinden. Armé
Glenn Wiedemanns forsvinden. Armé

Robert Zola Christensen

2012. Kortprosa

Is i blodet
Is i blodet

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2013. Roman.

Adams forbandelse
Adams forbandelse

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2015.

Larverne, Ansaldo og Krydderihandlerens søn
Larverne, Ansaldo og Krydderihandlerens søn

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2016.

Balloner forbudt. Arabesk
Balloner forbudt. Arabesk

Robert Zola Christensen

2017

Gæsten
Gæsten

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2017. Krimi.

Det er Knud, som er død. Arabesk
Det er Knud, som er død. Arabesk

Robert Zola Christensen

2019

Stop 39. Arabesk
Stop 39. Arabesk

Robert Zola Christensen

2025

Fortællinger

Good luck, mr. Gorsky
Good luck, mr. Gorsky

Robert Zola Christensen

Borgen, 1999

Noveller

Fancy og andre dyr
Fancy og andre dyr

Robert Zola Christensen

Borgen, 2003.

Digte

To præsidenter i en juniorkano. Adressens forlag
To præsidenter i en juniorkano. Adressens forlag

Robert Zola Christensen

2004

Børnebøger

Melodi og kuglerne
Melodi og kuglerne

Mari, Robert Zola Christensen og Lilian Brøgger Bacquin

Gyldendal, 2014. Illustrator: Lilian Brøgger.

Melodi og den gule regnfrakke
Melodi og den gule regnfrakke

Mari, Robert Zola Christensen og Lilian Brøgger Bacquin

Gyldendal, 2015. Illustrator: Lilian Brøgger.

En hat med grønne vinger. Arabesk
En hat med grønne vinger. Arabesk

Mari, Robert Zola Christensen Bacquin

2016. Illustrator: Allan Christian Hansen. Billedbog

Andre udgivelser

Samlerne

Robert & Svend Allan Sørensen Zola Christensen

2005. Ord og billedkunst

Manual til skrivekunsten
Manual til skrivekunsten

Robert Zola Christensen

Gyldendal, 2005.

Hævn. FADL
Hævn. FADL

Robert Zola Christensen

2013. (13.17)

Kanon - ti kapitler i dansk litteratur
Kanon - ti kapitler i dansk litteratur

Robert Zola Christensen

AArhus Universitetsforlag, 2021.

Da kulden forsvandt - Beretninger fra klimafronten
Da kulden forsvandt - Beretninger fra klimafronten

Robert og Sebastian H. Mernild Zola Christensen

Gyldendal, 2022.

Dødslægen - branden på Bornholm 1995. Impact Press
Dødslægen - branden på Bornholm 1995. Impact Press

Robert og Miki Mistrati Zola Christensen

2022

Mord i familien : dobbeltdrab på mor og far. Kriminalforlaget
Mord i familien : dobbeltdrab på mor og far. Kriminalforlaget

Robert og Miki Mistrati Zola Christensen

2024. True crime

Om forfatterskabet

Litteratursiden

Om Robert Zola Christensen

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Robert Zola Christensen

Kilder citeret i portrættet

[1]

Litteratursiden

Robert Zola Christensen.

[2]

Litteratursiden.

Fangel, Gitte: Forfattere i dialog.

[3]

Litteratur, tennis og fodbold. Fyns Stiftstidende. 13-10-2006.

Jørgen Aagaard