”Synet er plettet af lys og mønstre, ruder beskidte af fingre, Kelly kan se sine egne øjenvipper, som brede skygger omkransende stuen, og hvis hun lukker dem; kød, pletter, lys og et motiv hun ikke helt kan få øjeblik over. Det er alkoholen der gør det ved synet, som om det skiller pupillen lidt fra iris og får de to til at arbejde langsommere sammen, danne huller i billedet.”
”Kelly”, s. 45.
Kelly bliver gravid. Maven vokser, og Viola forsvinder ud af fortællingen igen. Nu er der bare Kelly og Pusser og et ufødt barn. Sammen med maven vokser Kellys trang til at give barnet omsorg og et bedre liv end det, hun selv har levet. ”Må min baby være tryg, må min baby være rask, må min baby være varm, må min baby leve med lethed og velbehag”, synger hun (s. 87). En vintermorgen snubler Kelly i en snedrive og kan ikke rejse sig. Fødslen går i gang. Hun føder sit barn, og imens forsvinder alt det kolde.
Parallelt med handlingsforløbet på gården, fra Pusser samler Kelly op i sin lastbil til og med barnets fødsel, fortælles hovedkarakterernes historie i flashbacks. Her hører vi først og fremmest om Kellys opvækst, men vi hører også om Pusser, der en dag får en plejesøster. Det er Viola.
Bogen er fuld af kontrastfulde, sproglige billeder og beskrivelser af, hvordan karaktererne betragter detaljer i omgivelserne omkring dem. Det kan være beskrivelsen af en udsmasket flue på en arm eller af læbestifter på et bord. Først langt inde i teksten kan læseren begynde at sammenstykke en kronologisk rækkefølge i det fortalte. Det gør fortællingen svær at sammenstykke til at starte med, men det flytter samtidig fokus væk fra kronologien og over på de enkelte øjeblikke og måden, handlingen fortælles på.
Runa Lily Luth
Vi kommer helt ned i detaljerne i Runa Lily Luths tekster. Med næsen helt nede i den klistrede æggeblomme, det stinkende fluelig og den kolde, våde snedrive skriver hun en virkelighed frem, der går...
Læs hele forfatterportrættet