”Syrenen blomster, og dens duft hænger over mig som et evigt varsel om, at snart vil du dø. Hvert år i maj. Den sidste og evige sommer, hvor du fandtes og gik ved siden af mig i Assistens og drak kaffe fra automaterne, røg cigaretter og talte om middagslure og birkeste. Du så mig i øjnene og lovede mig, at det alt sammen ville blive godt til sidst. Syrenen blomstrer, men som en slags fossil, en forstening, en syl i hjertet.”
”Månens urt”, s. 15.
Herefter inviterer den omsorgsfulde bog ind i sorgfulde og naturnære brudstykker, hvor det fortællende jeg i korte prosatekster og lyrik fremskriver det sorgens rum, hun mødte efter at have mistet en kærlighedsrelation til selvmord. Det er en påtrængende sorg, der til en start slog hendes krop i stykker, og som med tiden bliver et vilkår i livet: ”Sorgen læner sig ind over mig, når jeg står foroverbøjet hen over krukkerne. Den er lige her, ved siden af alt andet.” (s. 17). For sådan er sorgen, ved siden af alt andet, hele tiden. Så når velmenende mennesker efter tre måneder mener, hun skal komme videre, holder hun fast i sorgen, for den er kærlighed, lige som den er ”liguster, sort og bitter” (s. 22).
Naturen er overalt i teksterne, som lindring og trøst i form af nærvær, tryg genkommenhed og sansninger, og som giftige bær, som lægeurter og hele tiden valmuer, der er månens urt og som fortælleren smider frø fra ud i mosen i barndommens skov, hvor den elskede hængte sig. Han var som månen, lysende og langt væk, og han elskede birkeste.
Der er erindringsstykker om fortættede øjeblikke med den elskede (med psykedeliske svampe, angstsvedige hænder og lysende nætter) og en lavpraktisk tekst om at få adgang til deres ejendele i Pelican Self Storage. Til slut i samlingen væver fortælleren et sørgeslør af valmuer og kobbertråd, der skal falde fra bøgetræerne, ud over kysten og lyses op af månen.
”Månens urt” er smertelig og smuk og fuld af trøst, så menneskelig og selvkærlig i dens accept af sorgen, som den er: stor og brutal og omvæltende. Den minder os om, at vi kan lave vores egne ritualer i sorgen og være i den på vores egen måde.
Sabitha Söderholm
Sabitha Söderholm skriver sanseligt og poetisk om tabte kærlighedsforbindelser, kolonihistorie og duften af karryblade og natblomstrende jasmin. I både debuten ”Chellam” og i den omsorgsfulde ”Måne...
Læs hele forfatterportrættet
