Sabitha Söderholm

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., juli 2023

Sabitha Söderholm skriver sanseligt og poetisk om tabte kærlighedsforbindelser, kolonihistorie og duften af karryblade og natblomstrende jasmin. I både debuten ”Chellam” og i den omsorgsfulde ”Månens urt”, begge fra 2022, holder hun blikket fast på det, der binder os sammen og det, der definerer vores identitet. Og det blik lander ikke sjældent på naturen, så overdådig og rituelt genkommende, den er. Om det er velkendte bøgeklædte kyster eller Tamil Nadus røde jord, er der en hengivenhed og taknemmelighed over at få lov at være del af dette større, som gemmer på sit eget kloge sprog.

Baggrund

Sabitha Söderholm er født i Indien i 1989 og vokset op i Danmark. Den identitetsmæssige dobbelthed har hun udfoldet i blandt andet sin debutbog ”Chellam” fra 2022. Forfatteren var 19 år, da hun første gang besøgte Indien, hvor hun er adopteret fra. Senere er hun flere gange rejst tilbage, og i 2017 genmødte hun sin mor for første gang.

”Jeg læser om, hvordan briterne hængte dem, der modsatte sig kolonimagten, i banyantræets grene. Dette hellige træ, hvorunder folk fandt skygge og hvile, dette hellige træ, der tilbedtes, i det hængte de dem. Grenene gror ned mod jorden, skaber nye stammer og evigheder. Jeg læser om disse kroppe hængende fra trækronerne, forsøger at forvandle dem til evige grene, der gror ned i jorden og bliver en del af dette vandrende træ.”

”Chellam”, s. 60.

I 2019 kom Sabitha Söderholm ind på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i København, hvorfra hun blev bachelor i 2022, og om sin relation til billedkunst fortæller hun i et interview til I DO ART: ”Da jeg var lille, tænkte jeg aldrig, at billedkunsten var tilgængelig for mig, men det ændrede sig pludseligt, da jeg begyndte at rejse til Indien. Jeg blev opmærksom på materialer, objekter og sanser på en helt ny måde,” (…) “Da jeg kom til Tamil Nadu, hvor jeg er født, oplevede jeg, hvordan farverne er presente alle vegne. Vimpler og ting der glimter, kvinderne i deres sarier. Der var bare nogle ting, der faldt i hak – f.eks. at jeg altid har elsket at indrette mig med plastikblomster, mange farver og glimmer. Jeg vidste bare ikke hvorfor.” [1].

Foto: Eliyah Mesayer

Født
1989, Indien.
Uddannelse
Bachelor fra Kunstakademiet, 2022.
Debut
Chellam. Gads Forlag, 2022.
Litteraturpriser
Årets talent ved Blixenprisen, 2023.
Seneste danske udgivelse
Månens urt : Brudstykker. OVBIDAT, 2022.
Inspiration
Audre Lorde.

I 2022 udkom også den lille tekstsamling ”Månens urt” om sorg, og i 2023 har hun bidraget med et essay til samlingen ”Afbrydelsen”. Ud over de litterære udgivelser tæller Söderholms kunstneriske virke mere performative udtryk som lydværker og bålsamlinger, som hun blandt andet har lavet til udstillingen Soil. Sickness. Society på kunsthallen Rønnebæksholm. Hun har også lavet en workshop i rituel brevskrivning, og på Roskilde Festival 2023 afholdt hun sammen med sin mand Albert Scherfig en teceremoni med bål, krydderier og tekster om kolonialiseringens tehistorie. En overordnet ramme for hendes arbejde er henvendelsen: ”Jeg arbejder meget med henvendelser. Alle mine tekster og de ting, jeg har lavet i mere performanceagtige sammenhænge, er henvendt til nogen.” [2].

Ved Blixenprisen 2023 modtog Sabitha Söderholm en Blixenpris for Årets Talent, hvilket juryen motiverede således: ”Planteriget står centralt, syrener såvel som mangrover. Tonen er sanselig, sart, men tag ikke fejl: Blomsterbladsblidt hudflettes udbytning. Er det overhovedet muligt at skrive kolonialisme- og adoptionskritisk økopoesi med hjertegribende, afvæbnende ømhed og ynde? Ja.” (blixenprisen.dk).

”Chellam” var blandt de sidste fem finalister til Bogforums debutantpris i 2022, og ”Månens urt” blev nomineret til Poesiens pris i 2022.

Sabitha Söderholm er bosat på Møn.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

”Chellam” og ”Månens urt” veksler begge mellem fortællende prosastykker og digte af varierende længde, helt ned til en enkelt linje. Der er mange gentagelser af sætninger og af det konkrete indhold i teksterne, der skaber et sanseligt og næsten eksotisk univers. Udover de to skønlitterære værker har Sabitha Söderholm bidraget til essaysamlingen ”Afbrydelser” (2023) og udgivet essayet ”Hvis også jeg kunne skrive om liljekonval” på idoart.dk (2021). Gennem Sabitha Söderholms værk løber en blomstrende streng af næsten grænseløs naturforbundethed og i det hele taget en interesse for forbindelser mellem mennesker, tider og steder. For hvordan kan man forbinde sig med hinanden, hvis man er adskilt og i øvrigt ikke taler samme sprog – eller er adskilt af døden? Det kan man gennem kroppen, gennem ritualer og nærvær med naturen. Samtalen kan også ske gennem naturen, som når fortælleren i ”Chellam” kigger på de hellige banyantræer, som kolonialister hængte lokale oprørere i. På den måde skriver Söderholm kolonihistorie og natur sammen med naturen som fortæller. Hun er politisk, men også sanselig og sårbar og spirituel.

Hun skriver om adoption og identitet og om alt det, der kunne have været anderledes: ”Hvad vil det sige at have kunnet et sprog og så møde det igen uden at forstå det? Hvad vil det sige at smage på noget, som hele ens krop reagerer på, uden at have minderne? Der er noget i genmødet, der får én til at tænke over, hvad man ellers kunne have været. Hvem det var meningen, man skulle have været.” [1]. Selv kalder Sabitha Söderholm sin skrift for indsamling, som en måde at skrive om alt det tabte, der kunne være givet videre gennem generationerne, men som måske er tabt nu: sprog, viden, ritualer og forbindelser. »Jeg kalder tit min skrift for indsamling. Chellam handler meget om at finde en fast grund at stå på i et liv, der er splittet eller fragmenteret, og hvor der er store huller i hukommelsen. Og den handler om at indsamle dufte, steder, planter og ting, man kan skabe et nyt landskab ud fra«. [2].

I begge hendes udgivelser er omsorg og sorg udgangspunktet: »Det, jeg arbejder med, udspringer af et ønske om at drage omsorg. Og den måde, jeg kan gøre det på, er ved at forsøge at skabe et sprog, der er omfavnende,« [2]. Og netop dette forrådskammer af omsorgsfulde ord giver plads til både poetiske sansninger og politisk bevidsthed.

Beslægtede forfatterskaber

Sabitha Söderholm fremskriver i ”Chellam” et sanseligt, erfaringsbåret fælles rum for kvinder på tværs af generationer i mødet mellem den fortællende kvinde og hendes amma. I sin kontroversielle gennembrudsroman ”Kvinder uden mænd” fra 1989 har den iranske eksilforfatter Sharhnush Parsipur (f.1946) også skrevet om blomstrende kvindefællesskaber, duftende natteblomster og en tæt forbundethed med havens forunderlige natur.

En forfatter, Sabitha Söderholm selv fremhæver i forhold til at se sit eget virke som omsorgsarbejde, er amerikanske Audre Lorde (1934-1992): »Vi kan jo godt synes, at self care lyder lidt poppet, men det er faktisk en radikal tanke hos den sorte feministiske tænker Audre Lorde, som jeg er meget inspireret af. Hun taler konkret om sorte kvinder, men i en dansk kontekst giver det mening for mig at overføre tanken til at omhandle minoriserede, undertrykte borgere. Chellam er skrevet til folk, der på en eller anden måde kan genkende sig i splittelsen, i manglen på sprog eller i hjemveen.« [2].

Nogle andre danske forfattere, der har beskæftiget sig kritisk med adoption, identitet og hvidhed, er f.eks. Maja Lee Langvad, der i ”Find Holger Danske” (2006) dissekerer det danske sprogs internaliserede racisme, selvhævdende danskhed og sin egen adoption og i ”Hun er vred” (2014) giver et ”vidnesbyrd om transnational adoption”. Eva Tind, der ligesom Sabitha Söderholm også arbejder i flere kunstformer, har på tværs af sit forfatterskab også udfoldet perspektiverne i den dobbelte identitet i at være adopteret eller flerkulturel, f.eks. i debuten ”do” (2009) og i romanerne ”Ophav” (2019) og ”Citronbjerget” (2023).