Shahrnush Parsipur

Emneord:

Hovedforfatter

Anne Vindum
cand.mag., august 2022

Den iranske forfatter Shahrnush Parsipur er en enestående stemme i verdenslitteraturen med sine magiske og civilisationskritiske værker. Hun vandt international berømmelse med romanen ”Kvinder uden mænd”, der sendte hende i fængsel i Iran på grund af de frimodige skildringer af kvindelig seksualitet. Nu er tre af hendes værker tilgængelige på dansk, og det giver os adgang til hendes eventyrlige fortællinger, der med kraftfuld sanselighed udfordrer bestående normer i forhold til køn, seksualitet og familieforhold og i et større perspektiv ulighed og hierarkier mellem kulturer.

Baggrund

Shahrnush Parsipur er født i 1946 i Irans hovedstad Teheran. Hun begyndte at skrive noveller og artikler som 16-årig og læste en bachelor i sociologi ved Teheran Universitet. Som 28-årig skrev hun sin første roman ”Sag va Zememstaneh Boland” (”The Dog and the Long Winter”), og samme år blev hun fængslet for at protestere over tortur af to aktivister. Inden da havde hun arbejdet som skribent og producer for nationalt tv og radio i Iran.

”Mahdokht havde tænkt sig at blive i haven og plante sig selv i jorden, så snart det blev vinter. Hun måtte forhøre sig hos nogle gartnere om, hvornår det var bedst at sætte et træ i jorden. Hun vidste det ikke, men så vigtigt var det nok heller ikke. Hun ville blive og give sig til at gro. Måske ville hun blive til et træ.”

”Kvinder uden mænd”, s. 18.

Da hun var ude af fængslet igen, flyttede hun til Frankrig for at studere kinesisk filosofi og litteratur ved Sorbonne i Paris, og det var under dette ophold, at hun i 1977 skrev sin anden roman, ”Majerahayeh Sadeh va Kuchake Ruheh Derakht” (”Plain and Small Adventures of the Spirit of the Tree”). Hendes tredje roman, ”Touba va Maanayeh Shab” (”Touba and the Meaning of Night”) fra 1980, var den første af hendes romaner, der blev udgivet.

Foto: Forlaget Falco

Født
17. februar 1946, Teheran, Iran.
Uddannelse
BA i sociologi, Teheran Universitet. Studier ved Sorbonne i Paris.
Debut
Sag va Zememstaneh Boland (The Dog and the Long Winter), 1974.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste danske udgivelse
Mænd fra forskellige civilisationer. Falco, 2022. Fortællinger. Oversætter: Nazila Kivi.
Shahrnush Parsipur Interview
Developing Literature in Iran is Difficult. Louisiana Channel, januar 2020.

Om den periode i slutningen af 1970’erne, hvor hun skrev ”Kvinder uden mænd” fortæller hun, at hun boede sammen med to kusiner og deres i alt tre børn. De havde alle haft dårlige oplevelser med mænd og havde besluttet at bo sammen, og at mænd var forment adgang: »Det tidspunkt, jeg begyndte at skrive romanen, var tiden inden revolutionen. Vi havde ikke hijab på dengang, så vi måtte selv bestemme, hvordan vi gik klædt,« [1].

Ved den iranske revolution i 1979 blev Shahrnush Parsipur nødt til at vende tilbage til Teheran, hvor hun kort tid efter blev sendt i fængsel i knap fem år. Selvom ”Kvinder uden mænd” var klar til udgivelse, turde hendes forlægger ikke udgive den, og da den endelig udkom i 1989, blev den beslaglagt og fjernet fra boghandlernes hylder, og Shahrnush Parsipur røg igen i fængsel: »Det var svært for styret at forstå, at jeg skrev om kvinders seksualitet.« [1].

Shahrnush Parsipur har altså været fængslet flere gange for sine tekster, der ofte fokuserer på kvinder, køn og seksualitet, blandt andet ved åbent at omtale jomfruelighed i ”Kvinder uden mænd”. Selvom det har haft enorme konsekvenser for hende, så fortryder hun ikke sine åbenmundede bøger: ”Jeg var forfatter. Jeg ønskede at skrive frit og uden frygt. Men for det blev jeg arresteret. Og det er prisen, jeg har betalt for at kunne skrive. Hvis jeg i dag var en ung kvinde, ville jeg gøre præcis det samme.” [1].

Både Parsipurs romaner og memoirer er stadig forbudt i Iran, og efter at have opholdt sig i forskellige lande har Parsipur siden 1992 været i eksil i USA, hvor hun har undervist og gæsteforelæst på en lang række universiteter. Udover sin egen litterære produktion har hun oversat bøger fra kinesisk og fransk, ligesom hun har lavet radioprogrammer. I dag er hun bosat i Californien og skriver ikke længere bøger, men underviser digitalt i skrivning. I et interview med Dagbladet Information fortæller hun, at hun ikke længere kan skrive om iranere, da hun ikke bor blandt dem – og at hun samtidig ikke føler sig hjemme i USA: »Eksil er en tilstand, det er noget, man kan føle. Grundlæggende føler jeg mig alene.« [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Shahrnush Parsipur Interview: Developing Literature in Iran is Difficult. Louisiana Channel, januar 2020.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Shahrnush Parsipur har gennem sit forfatterskab bevæget sig modigt ind på emner, som har været kontroversielle i hendes hjemland Iran. Hun har aldrig været i tvivl om, at den litterære frihed var vigtig, så hun har måttet flytte i eksil i USA for sine værker. Særligt den måde, hun skildrer kvindelig seksualitet på, er faldet det iranske styre for brystet: Hun skriver uhildet om sejlivede myter om jomfruhinde, om begær, lyst og kvinder, der ikke har brug for mænd. I et sanseligt og ikkedømmende sprog giver hendes kvindelige karakterer sig af med at følge deres lyster – og ikke samfundets forventninger. Den magt, der ligger i at være kvinde, synes farlig for mænd.

Som forfatter – og politisk menneske – føler Shahrnush Parsipur sig forpligtet til at italesætte voksende ulighed og til at komme med bud på løsninger på den voksende ulighed globalt set. Det fortæller hun i et interview lavet til den internationale litteraturfestival Louisiana Literature.

Sprogligt er Shahrnush Parsipur en ener, da hun med mytisk eventyrlighed lægger sig op ad en form for magisk realisme, hvor alt kan ske på den mest selvfølgelige måde. I ”Kvinder uden mænd” forekommer det helt naturligt, at en kvinde bliver til et træ, og at en anden kvinde føder en vandlilje. Magien opstår alle steder, og hvis man er åben for miraklerne, så sker de, helt naturligt. Der er referencer til Bibelen i ”Frie oplevelser” med henvisninger til Lilith, der siges at være Adams første kone og siden mørkets dronning, og til myten om Kain og Abel.

Som Nazila Kivi skriver i efterordet til ”Frie oplevelser”, så er Parsipur en af de første kvindelige iranske forfattere, der skriver romaner og ikke poesi, som der ellers har været tradition for blandt kvindelige forfattere gennem flere århundreder.

Uden at være eksplicit samfundskritiske, så er Parsipurs værker civilisationskritiske, særligt over for dem, der mener at være mere værd end andre, om det så er civilisationer, folkeslag eller køn. Om ”Mænd fra forskellige civilisationer” fortæller hun: ”Alle disse civilisationer er i Mellemøsten. Og bogen viser alle Mellemøstens problemer. Jeg ønskede at udstille, hvilken absurd situation vi i Mellemøsten står i.” [2]. Fordi hun ikke har kunnet tale frit, har hun brugt myten og eventyret til at udtrykke sig, og måske netop denne fabulerende virkelighed fuld af muligheder kan give trøst til dem, der ikke lever i fri bevægelighed. Selv siger Parsipur: »Når du er i et land, hvor du ikke kan skrive frit, søger du mod fantasien og det overnaturlige. I Iran var det svært at skrive om politiske ideer. Derfor måtte jeg søge efter en anden form, og jeg fandt, at myten er den bedste måde at skrive om politiske ideer i et undertrykt land på.« [2].

Beslægtede forfatterskaber

I den danske forfatter Charlotte Weitzes forfatterskab er der også en generøs åbning mod det overnaturlige, og i hendes roman ”Rosarium” fra 2021 bliver en kvinde til et træ, og en rosenbusk bliver levende. Det forekommer helt naturligt i romanens logik, og det minder om den selvfølgelighed, hvormed menneske og natur smelter sammen i Shahrnush Parsipurs ”Kvinder uden mænd”. I Weitzes værker har menneske og natur samme status, og det eventyrlige og overnaturlige rangerer på samme niveau som den realistiske og genkendelige menneskeverden. Både hos Weitze og Parsipur udtrykkes en holdning om, at hvis man er åben over for verden og naturen, så vil man også opdage den magi, der opstår, og at der er mere mellem himmel og jord, end man måske både kan se og forstå.

I ”Kvinder uden mænd” er der et frisat fællesskab i haven i Karadj, og et andet frigjort kvindefællesskab kan man læse om i Merete Pryds Helles roman ”Det vågne hjerte” fra 2022, hvor en flok mere eller mindre politisk aktive kvinder tager på to ugers kvindehøjskole en varm sommer i 1984. De gør også op mod samfundets normer, som på alle måder er mindre snærende end den iranske virkelighed, men ikke desto mindre fordrer et opgør med patriarkatet. I Liv Nimand Duvås moderskabsroman ”Mødrenes hus” (2022) fremskriver hun også et utopisk kvindefællesskab, hvor mødre af alle slags forenes i fælles, kærligt samarbejde om moderskabet.

Den måde Shahrnush Parsipur skriver sin egen form for magiske realisme på, ligner til dels de sydamerikanske forfattere, der ofte kobles med genren, som for eksempel Gabriel Garcia Marquez og Isabel Allende.

Den måde, Parsipur lader tilsyneladende urealistiske ting ske, minder om Peter Adolphsens ”Små historier” (1996, 2000 og 2020). De har samme kontralogiske handlinger, hvor noget usandsynligt pludselig sker med største naturlighed – og ofte i et komprimeret tidsrum. Hos Adolphsen er formatet også kort, men med samme uendelige mulighedsrum som hos Parsipur. Al realistisk og fortælleteknisk logik er suspenderet til fordel for fantasi, fabuleren og møder af en anden verden.

Men mest af alt er Shahrnush Parsipur sin egen. Som Nazila Kivi skriver i efterordet til ”Mænd fra forskellige civilisationer” så er Parsipur blot den anden kvindelige iranske romanforfatter, som vi kender til, så hun har en enestående position i litteraturen både ud fra sit køn, sin oprindelse og sin særegne skrift.