”Molly har ikke kendt andre drenge på 6 år. Efter at have mødt Arne håber hun, at der er forskel på dem. For Arne er lidt klistret at røre ved, og han gør aldrig, som hun siger. Faktisk gør han altid det modsatte af det, hun siger.”
”Ranuknus”, s. 6.
Arnes forældre beskriver deres søn i absurde vendinger som en 6-årig dreng, der kan gå pænt i snor, men ikke er så god til at høre efter. ”Hans ører er vokset helt ud, men de virker ikke så godt”, står der i det jobopslag, de har hængt op i deres trappeopgang. Arne gør oftest det modsatte af, hvad Molly beder ham om, og derfor finder hun hurtigt ud af at beordre ham til det modsatte af, hvad hun mener. Hun siger f.eks., at han skal larme, når hun vil have ham til at være stille.
”Ranuknus” er skrevet i et humoristisk, mundret og legesygt sprog. Det ses eksempelvis, når Molly i en af bogens mange dialoger spøgefuldt spørger Arne, hvornår han sidst har sluppet en vind, idet han svæver oppe under loftet. Fortællingen udviser stor sympati for den tilbageholdende og dagdrømmende Arne. Den følger en barnlig logik, hvor tyngdekraften er delvist ophævet, og omverdenens mangel på forståelse for Arnes anderledeshed illustreres ved, at han omtales og behandles som en hund, der skal holdes i snor og luftes regelmæssigt.
Arne er et tænksomt barn, der lever i sin egen verden, mens Molly er handlekraftig og hittepåsom. På den måde er de hinandens modsætninger, men de har drømmen om noget uopnåeligt til fælles. Molly ønsker sig en pony, og Arne drømmer om at komme ud i Rummet. Men Molly må lægge sin egoisme til side, da hun ser, hvor skuffet Arne bliver, da luften begynder at sive ud af hans drøm om at være en planet. Og værdien af deres venskab viser sig i sidste ende at være større end deres individuelle længsler.
Zenia Johnsen
Zenia Johnsen skriver smukt sælsomme og finurligt fantasifulde billedbøger, grafiske romaner og andre fortællinger til børn med en ambition om at få dem til at føle sig betydningsfulde. Hun skriver...
Læs hele forfatterportrættet
