- Katrine Lehmann Sivertsencand.mag., 2015
Intro
Pia Juul debuterede i 1985 som lyriker, og de følgende 10 år udgav hun flere digtsamlinger og en enkelt roman. Digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” udkom i 1999. Pia Juuls lyrik er i høj grad forankret i sprogets rytme og melodi, men hendes digte er som oftest også kendetegnet ved en fortællende form. I mange af Juuls digte udspiller der sig en form for narrativt forløb. Et andet kendetegn er det selvironiserende og selvanalyserende. I digtsamlingen “sagde jeg, siger jeg” finder man for eksempel flere digte, der omhandler en vis onkel Hector og noget, han engang har sagt. I digtene sættes denne episode sammen med ord som “men det har jeg nok fortalt dig før” og “her siger jeg det selv igen”. På denne måde peges der på digtet selv og på digtsamlingen, hvor den samme situation netop gentages og videreudvikles. Samlingens titel henviser også til dette selvrefererende element.
