”Måske er de små lysglimt, han kan ane, i virkeligheden fjerne stjerner. Måske er det, han ser, en smule af en galakse, der er blevet tabt ned i smaragden engang i en fjern fortid.”
”Smaragdsliberen”, s. 301.
Parallelt med Pierres arbejde med sav, slibesten og fuld koncentration følger bogens alvidende fortæller hans datter Zara, der er kunsthistoriker og arbejder for Unesco. Hun er stærkt knyttet til sin far, der har måttet opdrage hende alene efter morens død. Nu bor Zara i Paris. Hun dæmper sine hovedpiner med rødvin, er ateist og har et forlist forhold med danskeren Bo bag sig. Man følger hendes arbejdsrejse til David Gareja-klostret i Georgien, hvor hun skal undersøge en række bjerghuler, hvortil en gruppe munke søgte tilflugt i 1600-tallet. Hulerne er senere blevet delvist ødelagt under russiske militærøvelser i forbindelse med den afghansk-sovjetiske krig i 1978.
Alene i de svært tilgængelige grotter gransker hun resterne af de religiøse motiver, der pryder væggene: ”Hun retter forsigtigt det blå uv-lys mod englens fødder. Den er så nærværende, at hun har lyst til at undskylde, at hun lyser på ham.” (s. 63). Et mirakel, eller hvad hun selv opfatter som et møde med Gud, redder hende, da også hun er døden nær i grænselandet mellem Aserbajdsjan og Georgien.
Hulemalerierne bliver et billede på et af romanens centrale temaer: hvilken rolle religion gennem historien har spillet i menneskers konflikter med hinanden. Og hvordan jøder, muslimer og kristne i nutiden kan vælge enten at forfølge og bekæmpe hinanden eller – som Pierre og hans barndomsven, den muslimske juveler Youssef – at bygge venskaber på deres fælles interesse for skak og ædelstene og respekt for hinandens respektive tro.
Anne-Cathrine Riebnitzsky
Anne Cathrine Riebnitzskys baggrund i både det litterære og militære gør hendes forfatterskab atypisk. I en hverdagsrealistisk prosa fortæller hun om udsatte børn i fattige, danske familier og kvin...
Læs hele forfatterportrættet
