”»Jeg bliver ved og ved med at skrive om, til jeg er tilfreds. Jeg printer teksten ud for at se den på tryk, for så kan jeg bedre høre, om der er skingre ord i den. Jeg er meget påpasselig med ord. Der skal være en rytme i sproget, og man kan mærke, hvis den brydes. Det er ligesom en falsk tone i musik«.”
Janne Teller i et interview i Politiken.
Janne Teller fortæller i grotesk realisme en historie om, hvad der gør livet noget værd. Hun har skabt et rum, hvor det er børnenes gerninger og tanker, der får handlingen til at skride frem ulig den virkelige verden, hvor det oftest er de voksne, der bestemmer barnets udfoldelsesmuligheder. Gennem hele romanen optræder en sproglig figur i tre led, hvis form minder om at bøje verber. Fortælleren Agnes er: “Bange, mere bange, mest bange” , og om hunden hedder det: “Amok. Mere amok. Mokke, brokke, dumme hund!” . På den måde skaber Agnes en nødvendig afstand til handlingen og holder angsten (for at der ikke er nogen mening) lidt på afstand. Samtidig får fortællingen en særlig rytme: »Jeg bliver ved og ved med at skrive om, til jeg er tilfreds. Jeg printer teksten ud for at se den på tryk, for så kan jeg bedre høre, om der er skingre ord i den. Jeg er meget påpasselig med ord. Der skal være en rytme i sproget, og man kan mærke, hvis den brydes. Det er ligesom en falsk tone i musik«. (Dorte Hygum Sørensen: “Hvad er egentlig meningen?”. Interview i Politiken, 2002-03-14).
Til at opveje historiens gru er udover den sproglige rytme også morsomme beskrivelser af omverdenens reaktion. For eksempel fatter et kunstmuseum i New York interesse for det nedlagte savværk med de mange 'betydningsfulde' genstande. Museet tilbyder flere millioner dollars for elevernes dynge af ting, og læseren opfordres således til at tænke over, hvordan vi definerer kunst, og hvordan vi giver noget værdi. Og ikke mindst om den værdi, kunst har i penge, kan sammenlignes med den værdi eller betydning, ting og mennesker kan have for os.
Romanen gør opmærksom på det absurde i at tro, man kan samle betydning sammen som fysiske genstande, når det mest betydningsfulde måske er det, man ikke kan samle. Men den er også en refleksion over livets mening, hvor ondskaben hjælper til at erkende meningen. Til slut i romanen åbnes muligheden for, at Agnes og de andre i klassen når frem til en erkendelse af altings forgængelighed. Det nytter ikke at holde fast i livet, som var det en dynge betydningsfulde genstande: »Betydningen mærkes kun mellem linjerne i bogens slutning. For man kan ikke sætte for konkrete ord på den. Som pigen Agnes siger det i romanens næstsidste sætning: »Jeg ved, at betydningen skal man ikke spøge med«. (Dorte Hygum Sørensen: “Hvad er egentlig meningen?”. Interview i Politiken, 2002-03-14).
Janne Teller (børn og unge)
Janne Teller erobrede den børnelitterære scene i første forsøg med romanen “Intet” i 2000, som hun fik Kulturministeriets børnebogspris for. Med “Hvis der var krig i Norden” har hun slået sig fast ...
Læs hele forfatterportrættet
