”Læg jer ned! Hvad det end er, det derude, så vil det jer noget, og I kan hverken se det eller forstå det i oprejst tilstand.
Nej, man måtte lægge sig ned, blive sårbar. Ikke kun iagttage, også undre sig, holde sig vågen, og selv på en lys nat tegnede Cygnus sig jo som en svane på træk.”
”Spænd”, s. 44.
Til den anden side bor den lidt retningsløse frisørdatter Jenny, som Gunn føler et ansvar for og tager med ud at se på stjerner. Gunn får pejlet Jenny ind på hendes egen vej, og de to introverte og særlige mennesker finder et sælsomt og rummeligt fællesskab.
Når Gunn bestrider sin forskerstilling på Instituttet inde i byen, falder hun ind i et fagligt fællesskab med genkendelige koder. Sammen med sin kollega Niels har hun i mange år taget hånd om Drengen, der nysgerrigt har fulgt deres arbejde og nu er sendt i omløb i USA med penge fra Professoren. Gunn har altså noget med at tage sig af de sære børn, barnløs og af og til som et stort, sært barn selv.
Romanen, der er fortalt i tredjeperson med perspektiv hos Gunn og fuld af gamle danske ord, går i stille tempo fra vinter til forår, mens Gunn langsomt bliver klogere på sig selv, spændt ud mellem universets uendelighed og brændekløvning, mellem nattens stjerner og sitrende nye relationer. Når hun åbner begge ladens porte, opstår en forskydning mellem virkelighed og fantasi, og her befinder hun sig bedst: i spændet mellem verdener, med plads til at drøne ud ad tankens lange baner og samtidig være til stede med kroppen lige her.
Der er læbælter, skydetårne og rævepis, og der er jantelov, forsmåede egoer og martyrier så store som selve mælkevejen i denne lavmælt rasende fortælling om at blive sig selv sent i livet og efterhånden ikke finde sig i mere pis. Og ikke mindst om længslen efter at blive set og anerkendt som den, man er.
Dorthe Nors
En teenager, der har mistet sin mor, og et ungt kærestepar, der er ved at blive ædt op indefra af dystre hemmeligheder om deres fortid. Det lyder som deprimerende læsning, men er det ikke. Dorthe N...
Læs hele forfatterportrættet
