”Der sidder en måge. En stormmåge. Næbbet er så gult. Hovedet og brystet er hvidt. En skade kommer hoppende tæt på mågen. En stormskade. Den findes ikke. Hun bryder sig ikke om dens skrig.”
”Stormskader”, s. 40.
Romanen er som Grünfelds tredje roman ”Et hjem i Mørke” en tredjepersons-fortælling, og hovedpersonen er som Mie i debutromanen ”Mindre pletter” ved at gå fra forstanden. Hun flygter fra familien, klipper håret af, drikker rødvin i spandevis i svigerfamiliens sommerhus, bader nøgen og går tur i klitterne. Det er en skildring af en kvindes sammenbrud i en kort og fortættet form.
Men som i Grünfelds tidligere romaner er sammenbruddet og opgøret med lykken hverken kedeligt eller trist. Tonen er bidende og beskrivelserne af familielivets prøvelser rammende, groteske og morsomme. Den kvindelige hovedperson går i hundene med stor sproglig energi. Romanens mange ordspil skaber desuden en følelsesmæssig distance til sammenbruddet ved at henlede læserens opmærksomhed på fortællingen som stilistisk udfoldelse.
Og så handler romanen om længsel. Der er længslen efter børnene, efter kærligheden, efter veninden M, som hun har svigtet og efter at forstå og finde sig selv, men mest af alt er der længslen efter noget ubestemt. Det er længslen som grundstemning, der driver romanens hovedperson.
”Stormskader” er en kort, fragmenteret prosatekst – en slags stream of consciousness – om det ensomme kvindelige sammenbrud drevet af stor længsel.
Katrine Grünfeld
Katrine Grünfeld skriver romaner om kriser, sammenbrud og kvindefællesskaber, og de går i kødet på både ægteskabet, kærligheden og børnefamilierne. Det senmoderne menneskes opfattelse af lykke står...
Læs hele forfatterportrættet
