Katrine Grünfeld

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
maj 2026

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2012

Katrine Grünfeld skriver romaner om kriser, sammenbrud og kvindefællesskaber, og de går i kødet på både ægteskabet, kærligheden og børnefamilierne. Det senmoderne menneskes opfattelse af lykke står for skud. Hendes fortællinger er både tragiske og humoristiske, og de leverer præcise portrætter af kvinder i alle aldre. Grünfelds forfatterskab består af enkle og ordknappe fortællinger, der drives frem af trangen til oprør og frihed.

Baggrund

Katrine Grünfeld er født og opvokset i Aarhus, hvor hun både har gået i folkeskole og på gymnasiet. Efter gymnasiet tog hun til USA, blev gift og boede i San Francisco i en del år, og så flyttede hun til København. I 1998 afsluttede hun sine studier som cand.mag. i litteratur og psykologi ved Roskilde Universitetscenter. Selvom det er mange år siden, hun har boet i Aarhus, føler hun sig stadig som en pige fra provinsen. Hun er hverken nostalgisk eller sentimental omkring Aarhus, men hun synes, livet er anderledes i provinsen, for som hun siger: ”Der er et andet tempo i provinsen, og man slapper lidt mere af.” [2].

”Jeg går ud på terrassen i solen. I er gået, lad det vare længe. Lægger mig i havestolen, den er hård uden madras. I værkstedet finder jeg en madras i den rigtige størrelse (…) Jeg ser staffeliet, selv om jeg forsøger at ignorere det. Hver sommer er det meningen, at det skal ud. Hver sommer glemmer jeg at tage det ud. Tiden er løbet fra det.”

”Sommerferie”, s. 21.

Men maskespillet afhænger ifølge Katrine Grünfeld ikke af postnummer. Det er blevet et alment menneskeligt vilkår at lade som om og iscenesætte. Hun siger: ”Vi er opdraget til at være pæne, og vi lærer tidligt, at livet er en popularitetskonkurrence. Det har tidligere været et kvindeproblem, men nu står det lige så slemt til hos mændene. Vi er så konfliktsky!” [3].

Foto: Carsten Lauridsen

Født
4. august 1968 i Aarhus.
Uddannelse
Cand.mag. i psykologi og litteratur fra RUC i 1998.
Debut
Mindre pletter. Gyldendal, 2008.
Litteraturpriser
Ingen kendte.
Seneste udgivelse
Små og store dødsfald. Politikens Forlag, 2026. Roman.
Inspiration
Mette Horn, Damen med de blå tænder og hendes mormor.

Og det er netop løgnen, der optager Grünfeld i forfatterskabet. Hun stiller skarpt på det ødelæggende facadespil, der både gør livet som børnefamilie og som par ulideligt og umuligt.

Selv lever hun nu som fuldtidsforfatter, men tidligere har hun arbejdet som erhvervspsykolog. Hun debuterede i 2008 med romanen ”Mindre pletter”, men har efter eget udsagn aldrig rigtigt truffet en beslutning om at være forfatter, for som hun siger, ”det har nok i højere grad handlet om at komme til et punkt, hvor jeg turde vise andre mine ting. Og så kaldte de mig forfatter.” [1].

Men hun skriver altid og har altid gjort det: ”Jeg skriver nok også for bedre at kunne rumme verdenen – nogle gange er der bare for meget verden. Og alt for mange ord, der flyver rundt i luften. Så er det godt at få deres betydning ned på papir.” [1].

Ved siden af arbejdet som forfatter er hun daglig leder af arbejdsfællesskabet Valerie Galner på Vesterbro.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Tematisk kredser Katrine Grünfelds romaner om det moderne parforhold, om den moderne kvinde og om middelklassens jagt på den lykkelige og perfekte tilværelse. De fem romaner er hver på deres måde et opgør med konventionelle opfattelser af ægteskab, kærlighed og familieliv. Katrine Grünfeld selv mener da heller ikke, at lykken findes som en konstant: ”Lykken kommer jo kun i glimt, resten er hårdt arbejde, og det kan vi ligeså godt indrette os på først som sidst, for ellers kommer vi til at gøre livet surt for os selv og hinanden.” [2].

Romanernes hovedpersoner er kvinder, og de har til fælles, at de har svært ved at vælge. Både Mie i ”Mindre pletter”, Johanne i ”Sommerferie”, Pelle i ”Et hjem i Mørke” og den kvindelige hovedperson i ”Stormskader” er superrefleksive, og de gør sig så mange tanker om sig selv og andre, at de ofte fremstår komiske og pinlige og ude af stand til at tage livet på sig. Katrine Grünfeld har et skarpt blik for den slags kvinder, og hun skildrer dem med lige dele ømhed og humor.

Derudover er Grünfeld en eminent iagttager af ægteskabet og menneskers spil med hinanden, og romanerne fremstår som skarpe og præcise afdækninger af facadespillet og den politiske korrekthed. Når Johanne i ”Sommerferie” sørger for, at Røde Kors-bladet ligger øverst i bunken, når vennerne fra den kreative klasse kommer på besøg, får hun kvalme over sin egen selviscenesættelse, men hun gør det alligevel. Den type afdækning af dobbeltmoralen er et gennemgående træk i forfatterskabet, hvor Grünfeld også udstiller falskhed og hykleri.

Grünfeld skriver realistiske fortællinger i et ligefremt og dynamisk sprog. Romanerne er præget af en ironisk distance både til ideen om det perfekte parforhold og den perfekte tilværelse. Grünfeld lader sine antiheltinder gennemskue facaderne, så de kan se ind i andre menneskers sprækker. På den måde bliver romanerne et opgør med pænhed til fordel for at lade det egentligt menneskelige få plads. Selv siger Katrine Grünfeld om det tema: ”Jeg bliver meget træt af, at tilværelsen skal se så perfekt ud. Man skal være den perfekte mor, den perfekte hustru, den perfekte veninde, den perfekte dit og dat og jeg ved ikke hvad, men sådan er livet jo ikke, og det er anstrengende at se, hvordan folk halser af sted efter det idealbillede, som de alligevel ikke kan leve op til, og når de opdager, at de ikke kan det, for det er der ingen, der kan, så puster de sig op og lukker en masse varm luft ud” [2].

Beslægtede forfatterskaber

Katrine Grünfelds forfatterskab er befolket af selvbevidste og selviscenesættende kvinder. Heltinder eller måske snarere antiheltinder, der ofte kommer til at fremstå ufrivilligt komiske, og som på hver deres måde har svært ved at vælge. Den mest rendyrket komiske og kejtede antiheltinde er Helen Fieldings Bridget Jones-figur, men også i danske Helle Helles forfatterskab findes kvindelige hovedpersoner, der har svært ved at vælge, og som mod deres vilje virker pinlige. I Helles ”Dette burde skrives i nutid” fra 2011 går hovedpersonen Dorte næsten i stå i sit lille hus i Glumsø, selv om hun er ganske ung, indskrevet på universitetet og har livet foran sig. Helle Helle og Grünfeld deler en sproglige enkelthed, men deres måde at skrive karakterer frem på er væsensforskellige. Helle Helle har et ydre blik på sine personer og viser dem gennem nøgterne beskrivelser af deres handlinger og i deres dialog, hvor Grünfeld ser sine karakterer indefra og derfor også lader dem træde frem gennem deres indre ofte modsætningsfyldte tankemylder.

Lone Hørslevs kvindelige figurer Marianne og Jannie lider i romanen ”Sorg og camping” (2011) som Johanne i ”Sommerferie” af længsel efter noget ubestemt andet, og begge forfattere synes at være enige om, at samlivet og ægteskabet anno 2012 er i en sørgelig forfatning. Grünfeld mener sågar, at der er behov for en ny måde at leve på. Hun siger: ”Egentlig synes jeg, at parforholdet har spillet totalt fallit som ramme om børneopdragelse. Måske skal vi indrette samfundet anderledes. Bo i store fælleskollektiver eller skrue forbruget helt ned og finde frem til en ægte simple living i stedet for de der forløjede simple living-kulisser, som vi kan vise frem. Et eller andet må vi gøre. Vi er simpelthen nødt til at holde op med at gå og lyve for hinanden.” [3].

Både Hørslev og Grünfeld beskæftiger sig tematisk med den menneskelige væren med hinanden, og de deler en interesse for kvinders liv og psyke. Med det tema skriver Grünfeld sig ind i en tradition af kvindelige, danske forfattere, der netop har kvindeliv, familieliv og den besværlige kærlighed som omdrejningspunkt. Den tegnes foruden af Lone Hørslev og Helle Helle også af bl.a. Hanne Vibeke Holst, Ida Jessen, Trisse Gejl og Kirsten Hammann.