”Troels står ved hendes seng og stinker. Han rækker hånden ud og befaler hende igen at gribe den. Det banker på døren, og hun kan ikke andet end at lukke op. Når Ludvig kommer, forsvinder Troels. Det er to onder, men hun foretrækker Ludvig. Ham kan hun måske tale fra sit forehavende, men et spøgelse ved hun ikke, hvordan man maner i jorden.”
”Sværmeri”, s. 58.
Handlingen udspiller sig i den danske Guldalder i første halvdel af 1800-tallet. Hovedpersonen er den kunstnerisk begavede Marie-Louise Dane, som ved historiens begyndelse er indlagt på et norsk behandlingssted for sindslidende. Hun kaldes dog hjem til Danmark, da hendes mand Troels ligger for døden med de skader, han har pådraget sig under Slaget ved Trafalgar. Den unge enke tager herefter ophold i Bakkehuset hos Kamma og Knud Lyne Rahbek og møder billedkunstneren Bertel Thorvaldsen, som hun får et kærlighedsforhold til i Rom. Udklædt som manden Evald Solbakke udfolder hun sine egne kunstneriske ambitioner, og efter rejser i Europa møder hun i Danmark den mand, som gennem hele fortællingen fremstilles som hovedpersonens store kærlighed, maleren I.C. Dahl.
Charlotte Weitze skildrer i sin historiske roman Guldalderen ved at inddrage vigtige begivenheder og centrale kulturpersonligheder som Bertel Thorvaldsen, Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og flere andre. Hun lader samtidig den historiske periode fremstå levende for læseren med sin skildring af tidens hverdagsliv med stinkende gader og prostituerede smittet med den franske syge – datidens betegnelse for syfilis. Ud over sin historiske skildring er det en roman om kærligheden og kunsten, og om en sammenhæng imellem disse to: ”Er kunsten ikke mere værd end alt andet? Det er dér, at evigheden og den dybe kærlighed virkeliggør sig. I sammenligning er den menneskelige kærlighed blot støv.” (s. 110).
Det overnaturlige er også til stede i denne Weitze-tekst, hvor manden Troels efter sin død forfølger den kvindelige hovedperson som et koldbrandstinkende spøgelse.
Charlotte Weitzes ”Sværmeri” er 19. bind i serien, som også indeholder bøger af bl.a. Maria Helleberg og Bodil Steensen-Leth.
Charlotte Weitze
Eventyr er forstørrede billeder af livet, har Charlotte Weitze engang udtalt. Hun er kendt for at inddrage motiver fra folkeeventyret og væsener fra folketroen i sine fortællinger. Weitze skaber un...
Læs hele forfatterportrættet