I helt korte kapitler med opsummerende overskrifter følger vi den lille familie finde et hus i Husum og langsomt tilegne sig koderne på villavejen, mens de falder ind i det lokale fællesskab: det omsorgsfulde nabopar Ole og Ole og forældrefællesskabet på den lokale legeplads. De fleste karakterer omtales blot som nogens forældre: Der er f.eks. Zoyas pakistanske forældre med meget rummelige familiebegreber, Veras mormor, der ved en del om at sætte grænser og Storms mor, der ikke viser tegn på at have et indre liv. Drevet af en ukuelig nysgerrighed på andre mennesker bruger fortælleren timevis på at tale med nye mennesker og indgå i fællesskaber, mens hun studerer egne og andres forhold til kernefamilielivet.
”For mig repræsenterer Storms far og mor livets gåde. De er gode forældre, gode naboer, gode samfundsborgere, og menneskelivet er som skræddersyet til dem. En stabil og direkte kurs mod døden, som jeg er sikker på, at de også tager i stiv arm, når den tid kommer. Det er ikke så kompliceret, siger min svigermor, de er bare normale.”
"Ti vilde heste", s. 94.
Undervejs indgår fortællerens mange jobansøgninger til jobs, hun ikke har de formelle kompetencer til, men som hun med sin 38-årige erfaring som mor, partner, vred osv. alligevel mener at være den rette til. Hun er et selvreflekteret menneske, der trods tvivl (og stort besvær) som oftest har en holdning til de andres livsførelse. En insisterende optagethed (måske en lille forelskelse) af den tavse fodboldtræner Ejgil får hende til at engagere sig i den lokale fodboldklub, mens hun andre aftener forsøger at gennemføre et samleje med sin kæreste derhjemme. Og tit står hun ude under deres store hængepil og betragter sit liv lidt udefra.
Fra sit ståsted midt i livet kan fortælleren se sig selv både som barn og som forælder og begribe livets og dødens spænd. Sammen med alt det muntre er der en blødhed og en alvor i skildringen af den kærlighed og bekymring, der indfinder sig, når man får børn. Og selv bare er et stort barn, der prøver at være voksen, at befinde sig inde på midten og ikke hele tiden i yderpolerne.
Som altid hos Pilgaard er der en stor opmærksomhed på sprog: børnenes ufuldendte sprog, Zoyas forældres øvelser i udtalen af danske vokaler og ikke mindst alle de ting, vi går og siger, som bogstavelig talt er noget vrøvl, i bedste fald en kliché.
