”Griessel sukkede og gik tilbage til mordstedet. Da hans tanker fokuserede på den voksende tilskuermængde som måtte under kontrol, erkendte han den nye nervøsitet han følte.
Den havde ikke noget at gøre med hans kønsliv, hans økonomi eller hans sult. Det var en forudanelse. Som om dagen bragte ondskab med sig.”
”Tretten timer”, s. 25.
I ”Tretten timer” skal han møde Anna på restaurant for at finde ud af, om han er taget til nåde. Men først skal han lige have overstået en af de mest hæsblæsende dage i sin tid inden for SAPS, Sydafrikas politistyrke.
Da Griessel møder på arbejde, får han den tvivlsomme ære at agere mentor for tre unge, aspirerende vicekommissærer, som skal efterforske to tilsyneladende usammenhængende mord. Åh ja, og desuden skal de også lige nå at redde den unge amerikanske pige Rachel Anderson, som er på flugt for sit liv gennem Cape Town fra en gruppe bestialske mordere, der allerede har slået hendes veninde ihjel.
Samtidig skal en af de unge opdagere undersøge mordet på den magtfulde kvindemagnet Adam Barnard, som delte sit liv mellem sit succesfulde musikselskab og sin alkoholiske kone.
I jagten på mistænkte og motiver til dagens to drab gives læseren et indblik i både den sydafrikanske musikbranche, turistbranche og politistyrkes skumle underverdener, hvor man aldrig kan vide, om en turistbus kun fragter turister, eller om en mand i politiuniform er til at stole på.
Forfatteren har overladt scenen til Benny Griessel og hans unge mentées for tretten timer, og han har eksperimenteret med tiden som en klaustrofobisk spændetrøje. Læseren opdateres på klokkeslettet cirka en gang i timen og følger politiet i hælene på morderne og morderne i hælene på den amerikanske pige. Spørgsmålet, som læseren må vente til allersidst med at få opklaret, er, hvad pigen har gjort for at fortjene at få en dødspatrulje på nakken.
Deon Meyer
Deon Meyers thrillerkrimier fra det moderne postapartheids Sydafrika er for længst begyndt at vække international opmærksomhed og har en stor fanskare over hele verden. Hans romaner er udkommet på ...
Læs hele forfatterportrættet