”Vi vidste blot at det ikke var menneskets natur kun at elske det der elsker igen.”
”Vild iris”, s. 19.
Digtene, der er relativt korte og skrevet i et ligefremt sprog, spejler ligeledes livets – og årets – cyklus, hvilket reflekteres i de skiftende stemninger fra forår til efterår. Fra digtene ”Forårssne” og ”Vintergækker” til ”April” mod ”Midsommer”, ”Høst” og ”Gylden lilje” fornemmes et gradvist stemningsskift fra håb og glæde til håbløshed og tristesse. ”Vintergækker” omhandler det nye liv på vej og lyset, der vender tilbage: ”Jeg regnede ikke med/ at vågne igen, igen at mærke/ min krop i stand til at svare/ i fugtig jord, at kunne huske/ så længe efter hvordan man åbner sig igen/ i det tidligste forårs/ kolde lys –” (s. 27). Hvorimod ”Gylden lilje”, et af digtsamlingens sidste digte, reflekterer dødens komme og årets afslutning: ”Da jeg mærker/ at jeg er døende nu og ved/ jeg ikke skal tale igen, ikke vil/ overleve jorden, blive kaldt/ ud af den igen, endnu/ ikke en blomst, blot en rygrad med rå jord” (s. 143).
Louise Glück bruger naturen som linse til at undersøge den menneskelige natur, livets foranderlighed og dualiteten mellem håb og melankoli: ”er du som hvidtjørnen/ altid den samme på samme sted/ eller er du mere som en fingerbøl, omskiftelig, springer først ud/ som et lyserødt skud på skråningen bag tusindfrydene/ og næste år lilla i rosenhaven?” (s. 39). Ligeledes er forholdet mellem mennesket og naturen et gennemgående tema i samlingen, der på filosofisk og eftertænksom vis undersøger, hvad det vil sige at være menneske.
Louise Glück
Amerikanske Louise Glücks poesi trækker ofte på hendes egne oplevelser og kredser om barndom, familie, relationer og død. Glücks sprog er klart og præcist og rigt på filosofiske refleksioner om men...
Læs hele forfatterportrættet
