Louise Glück

Emneord:

Hovedforfatter

Martine Stock
journalist, august 2023

Amerikanske Louise Glücks poesi trækker ofte på hendes egne oplevelser og kredser om barndom, familie, relationer og død. Glücks sprog er klart og præcist og rigt på filosofiske refleksioner om menneskelig eksistens. Hun stræber efter at udforske det, der er fælles for alle mennesker og bruger myter og naturen til at formidle disse tematikker – en bedrift, der indbragte hende Nobelprisen i litteratur i 2020.

Baggrund

Louise Glück blev født i 1943 i New York City og var hendes forældres andet barn, men det første til at overleve. Selvom storesøsteren gik bort, inden Louise Glück blev født, satte dødsfaldet et tydeligt aftryk: ”Hendes død var ikke min oplevelse, men hendes fravær var,” som Glück har formuleret det [4].

”Tror I det betyder noget for mig/ om I taler til hinanden?/ Men jeg synes I skal vide/ jeg forventede mere af to skabninger/ med forstand: hvis ikke/ I faktisk ville holde af hinanden/ så i det mindste at I ville forstå/ at sorgen er fordelt/ mellem jer, blandt alle som jer, for at jeg/ kan kende jer, som dybblåt/ karakteriserer den vilde scilla, hvidt/ skovviolen.”

”Vild iris”, s. 57

Tre år efter forfatterens fødsel kom endnu en pige til, og familien flyttede til Woodmere på Long Island i staten New York. En relativt velstående forstad med gode skoler og naboer i den øvre middelklasse. Faren, der læste højt for sine døtre om aftenen inden sovetid, ansporede Louise Glück til at kaste sig over litteraturen, og hun begyndte tidligt at læse græsk mytologi, hvilket hendes værker bærer tydeligt præg af.

Foto: Nobel Prize Outreach. Photo: Daniel Ebersole

Født
22. april 1943 i New York City, USA.
Død
13. oktober 2023.
Uddannelse
Columbia University, 1963.
Debut
Firstborn. 1968.
Litteraturpriser
Pulitzerprisen, 1993. National Book Critics Circle Award, 1993. Nobelprisen i litteratur, 2020.
Seneste udgivelse
Vinteropskrifter fra fællesskabet. Multivers, 2023. (Winter Recipes from the Collective, 2020). Oversat af Jens Bruun.
Inspiration
Emily Dickinson,William Blake, Rainer Maria Rilke.

I skolen klarede forfatteren sig godt. Mens hun fandt det faglige let, var det straks sværere med det sociale. I gymnasiet udviklede hun alvorlig anoreksi og måtte stoppe sine studier for at få hjælp. Syv års psykoanalytisk terapi lærte Glück at tænke selv, som hun har udtrykt det flere gange, og forfatteren har aldrig lagt skjul på, at hendes digterarbejde har et terapeutisk anliggende, som det udtrykkes i en artikel fra Dagbladet Information: ”At skrive er også en slags hævn over livets tilfældigheder: uheld, tab, smerte. Hvis du skaber noget ud af det, så har disse begivenheder ikke længere magten over dig.” [4].

I flere år arbejdede Glück henimod at få udgivet sin første bog, men da det langt om længe lykkedes med ”Firstborn” i 1968, var det svært for hende at komme videre i sin skriveproces. Ved et tilfælde endte forfatteren, der aldrig havde haft ønske om at være lærer, med at undervise på et universitet og fandt stor glæde og tilfredsstillelse ved at lære fra sig: ”At undervise var et mirakel. Misundelsen, jeg troede, jeg ville føle, mod talentfulde, yngre forfattere, kom ikke (…) Jeg brugte mit sind igen. Og derefter, utroligt nok, begyndte jeg at skrive igen; digte helt anderledes, end den stive måde, der var tilfældet i min første bog.” [1].

I 1992 udkom ”Vild iris”, der blev hendes gennembrudsværk. Hendes evne til at transformere personlige oplevelser til universelle følelser har gjort hendes lyrik betydningsfuld og indflydelsesrig, og i 2020 blev hun tildelt Nobelprisen i litteratur.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Hør Louise Glück læse digtet ”The Red Poppy” (”Rød valmue”) fra gennembrudsudgivelsen ”Vild iris”. Nobel Prize, april 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Louise Glücks omfattende forfatterskab strækker sig over flere årtier og dækker en bred vifte af genrer og tematikker. Hendes lyrik er kendetegnet ved at udforske menneskelige følelser og forbindelsen til naturen. Poesien er selvreflekterende og filosofisk og udfolder mørke og komplekse sider af det menneskelige liv, samtidig med at sproget er præcist og nøgternt. Hun anvender symbolske billeder, metaforer og allegorier til at formidle disse følelser og erfaringer, som det blandt andet ses i beskrivelserne af planter og blomster i ”Vild iris”. Gennem planternes forvandling året igennem undersøger hun den menneskelige identitet, og hvordan vi ændrer og udvikler os over tid. Hun bruger ligeledes naturbilleder og mytologi til at udfolde, hvordan mennesker oplever tab, og hvordan de er i stand til at leve videre.

Forfatterens lyrik er karakteriseret ved en næsten allestedsnærværende dualitet mellem håb og melankoli, som blandt andet symboliseres gennem forårets spæde håb om genfødsel og efterårets skønhed og tristesse. Årstidernes skiften bruges i det hele taget som metaforiske billeder på følelser og livsovergange. Dels som billeder på grænsefeltet mellem liv og død, et tema, som forfatteren også er optaget af. Dels som en måde at beskrive livsforandringer, herunder overgangen fra barndom til voksenlivet, og en nostalgisk længsel og refleksion over det forgangne. Og endeligt udtrykker de skiftende årstider menneskelige følelser, der kommer og går i en cyklisk uendelighed; håb, glæde, melankoli og sorg – alle følelser, der hører med til livet.

Louise Glücks forfatterskab er dybt forankret i den moderne amerikanske poesitradition, og ifølge digteren Rosanna Warren er Louise Glück en digter, hvis styrke består i at fjerne sig fra lyrikkens jeg ”som genstand og genstand for opmærksomhed”, som der står i en artikel fra POV International [3].

Beslægtede forfatterskaber

Selv har Louise Glück nævnt den engelske digter William Blake, den amerikanske digter Emily Dickinson samt tyske Rainer Maria Rilke som vigtige inspirationskilder. Det gjorde hun blandt andet i sin tale ved overrækkelsen af Nobelprisen i Litteratur i 2020: ”Da jeg var et lille barn på, tror jeg, omkring fem eller seks år, iscenesatte jeg en konkurrence i mit hoved, en konkurrence for at afgøre verdens bedste digt. Der var to finalister: Blakes ”Den lille sorte dreng” og Stephen Fosters ”Swanee River” (…) Jeg følte mig sikker på, at Blake på en eller anden måde var klar over denne begivenhed, opsat på udfaldet af den. Jeg forstod, at han var død, men jeg følte, at han stadig var i live, da jeg kunne høre hans stemme tale til mig, forklædt. Jeg følte, at han talte, kun til mig eller især til mig. Jeg følte mig udvalgt, privilegeret; jeg følte også, at det var til Blake, jeg aspirerede at tale, til hvem, sammen med Shakespeare, jeg allerede talte.” [2].

Louise Glück beskriver ligeledes Emily Dickinson som en afgørende inspirationsfigur og siger: ”Emily Dickinson er næsten som en slags leder for mig, fordi hun fik mig til at indse, at livet som digter faktisk var en mulighed.” [2]. Begge digteres lyrik kredser om et indre følelsesliv, lige som de begge bruger naturbilleder- og metaforer til at spejle menneskelige følelser og livsovergange. Derudover har de begge et præcist og relativt ligefremt sprog.

Louise Glück har også udtrykt beundring for Rainer Maria Rilkes værker og hans evne til at udforske komplekse følelser og eksistentielle spørgsmål i sin poesi. Af danske forfattere kan Louise Glück sammenlignes med blandt andre Mirian Due, hvis ligefremme sprog og brug af symboler har ligheder til Glück. Derudover bruger de også begge naturen som tematisk ramme.