”en brusetablet suser/forbi mig/klokken er helt fire/og siver ud/knoglerne/indfanget af manden//somme tider/er jeg sorgens barn/jeg hører det ikke/hallo//dagen gemt væk/pulterkammer/tryllestav//til tider/er jeg/sorgens barn/aldrig ensom”
”Sorgens barn” fra ”Vokseværk” i ”Morti Vizki – Samlede digte”, s. 60-61.
I ”Vokseværk” er fortælleren ikke alene, så jeg’et får både selskab af et ”du” og et ”vi”, hvilket giver digtene en anden dynamik, eksempelvis i digtet ”Tropeseng”: ”[…] vi lægger hovedet mod gulvet/og ser ind i drømmen/for på strømpefødder/at nærme os som indviede børn//ja nu lægger vi os mod fladen/ind i håndens lukkede land.” Her ses et af digtsamlingens både romantiske og nostalgiske motiver, der relativt forståeligt beskriver oplevelsen af at falde i søvn. Meget sigende befinder digtet sig på grænsen mellem virkeligheden og drømmens verden, og i ”Vokseværk” betræder fortælleren dem begge. Fladen og denne ”håndens lukkede land” kan endvidere henvise til papiret og den verden, som Vizki skriver frem (altid i hånden) og ledsager læseren i.
”Vokseværk” beskæftiger sig i høj grad med det at skrive og forholder sig ofte ironisk til sig selv som tekst. Og det skorter ikke på eksperimenter, der bryder den ellers helstøbte form, eksempelvis i ”Digt med indlagt handling”: ”formiddagstimerne blindet for mælk/lader en person gå på gruset/langs armeret jernbeton/og opleve slagets floder i blodet//hvor hen i det tempo, flygtning?/ingen steder, i ring.//skjulte spilledåser i kødet/formiddags friske vinde.” Vizki demonstrerer ironisk, hvordan hans digte fungerer. Han sætter sin figur i scene, men denne går blot i ring som en spilledåse, der fortæller den samme melodi. Det er drillesygt, eksperimenterende og krævende for læseren at få hold på.
Morti Vizki
Den velfriserede punker Morti Vizki nåede i sin 20 årige karriere at udgive ti digtsamlinger, fire romaner, elleve radiospil, syv teaterstykker, to operalibrettoer og en børnebog, før han døde i 20...
Læs hele forfatterportrættet
