”Gaden var belagt med hvidt pulver nu; hun begyndte at snuble over murbrokker og sære genstande, som trykbølgen havde hvirvlet op: et gult udsalgsskilt, et tøjstativ formet til ukendelighed, cykler, der var rutsjet hen ad vejen, og tilfældige stykker af tøj på knækkede bøjler. Alt sammen akkompagneret af et kor af løbske bilalarmer.”
“Vold og magt”, s. 8-9.
I sin søgen efter sønnen kommer Dicte på en rejse igennem en underverden, hvor myndighederne sætter dagsordenen, udsteder medicinen og uddeler diagnoserne, og hvor værdien af et menneskes liv afhænger af, om man kan fungere ‘normalt’. Undervejs i romanen tematiseres aktiv dødshjælp, handicappede, socialt udstødte, behandlersystemet, butiksrapsende teenagere, kampagnejournalistik, ambitiøse kvinder med yngre elskere og så videre. Et eller andet sted i virvaret findes Bo, Ida Marie, Anne og Rose stadig, men de er mindre fremtrædende end i de første bøger.
Modtagelsen i pressen svingede mellem det ovenud begejstrede og det lunkne. En af seriens tilbagevendende læsere, Berlingske Tidendes anmelder Mette Strømfeldt, mente ikke, det kunne blive meget bedre: “Jeg vil vove den påstand, at hvis Egholm var brite eller amerikaner, var hun ikke alene et verdensnavn, men også mere end respekteret for den måde, forfatterskabet har udviklet sig på i de tre sidste bøger. Med “Vold og magt” og plottets gotiske tråde til det engelske, ligger det faktisk lige for at sammenligne Egholm med Minette Walters – vel at mærke da denne britiske krimidronning var på sit højeste." (Mette Strømfeldt: I en klasse for sig. Berlingske Tidende, 2009-08-19).
For andre, mindre entusiastiske læsere var udviklingen knap så markant og nærmere status quo, om ikke en egentlig afvikling. Det gjaldt Politikens May Schack, som gik kold i det overvældende galleri af relationer og karakterer. “Men man bliver efterhånden træt af metoden med at afdække enhver persons mere eller mindre sandsynliggjorte fortidsskeletter, der både skal forbindes med plottet og udtrykke aktuelle problemstillinger og debatter”. (May Schack: Egholms krimier gaber over mere end godt er. Politiken 2009-08-24).
Elsebeth Egholm
I et risikosamfund giver det god mening, at titlerne på Elsebeth Egholms populære krimier om journalisten Dicte Svendsen lyder som en forsikringspolice. Men hovedpersonen i bøger som “Personskade” ...
Læs hele forfatterportrættet
