BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
portræt af Benedicte Huang
Foto: Esben Bøg-Jensen
*Seneste udgivelse

Benedicte Huang

    Hovedforfatter
    • Anne Vindum
      cand.mag., juli 2024

    Intro

    Benedicte Huang debuterede i 2023 med romanen ”Døtreskole”, der med et forfinet blik på ungpigeliv skildrer venskaber, skolegang og overgangen fra barn til voksen med mildhed og nysgerrighed. Romanens fortæller elsker at terpe i skolen, og hun lægger mærke til alle detaljer i indretning og relationer og livet generelt. Og så har hun et flydende og blomstrende sprog fuld af sammenligninger, der folder de betydende øjeblikke ud.

    Baggrund

    Benedicte Gui de Thurah Huang er født i 1991 og vokset op i forstæderne nord for København, i andre af hovedstadens bydele og i Aarhus. Hendes efternavn stammer fra hendes morfar, fortæller hun i et interview med Femina og uddyber: ”Gui er en særlig blomst, der blomstrer på det tidspunkt, hvor jeg blev født – og Huang er et virkelig almindeligt navn i Kina.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

    ”Det er ikke kun krøllerne, der gør min barnepige anderledes. Selvfølgelig er hun også yngre end min mor. Sommetider holder de møde, så serverer min mor de bløde oste, som hverken er dyre eller fine, men umiskendelig voksenføde alligevel. Man spiser dem ikke for at blive mæt, men for at underholde munden, mens andre taler.”

    ”Døtreskole”, s. 15.
    portræt af Benedicte Huang
    Foto: Esben Bøg-Jensen
    • Født

      1991.

    • Uddannelse

      Forfatterskolen, 2016. Skrivekunstakademiet, Bergen.

    • Debut

      Døtreskole. Gads Forlag, 2023. Roman.

    • Litteraturpriser

      Bodil og Jørgen Munch-Christensens kulturlegat, 2023.

    • Seneste danske udgivelse

      Døtreskole. Gads Forlag, 2023. Roman.

    • Inspiration

      Simone de Beauvoir, Fleur Jaeggy, Evelyn Waugh.

    I 2016 dimitterede Benedicte Huang fra Forfatterskolen, og hun er også uddannet fra Skrivekunstakademiet i Bergen. Siden 2017 har hun været kritiker og klummeskribent ved Politiken, og hun kender derfor ’gamet’ både som forfatter og kritiker, fortæller hun: ”For mig er det sådan, at det at læse og anmelde litteratur hænger tæt sammen med det at skrive litteratur. Der ligger et værdifuldt møde i det at læse bøger – jeg oplever det som en portal ind til andre menneskers følelser og erfaringer.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

    Benedicte Huang debuterede med romanen ”Døtreskole” i 2023, og den bygger både på andre bøger og på forfatterens egen erfaring. Gennem værket har hun besøgt sig selv som 14-15-årig og føler sig derigennem forbundet med den person, hun var i den alder. Hendes intention har været at skildre de stille piger; dem, der i ungdomsårene ikke er vilde og udadvendte, men mere betragtende, indadvendte. I det hele taget vil Huang gerne gøre op med begrebet 12-talspiger og hele ideen om, at det er kikset at fordybe sig: ”At fordybe sig er bare en af tusinde måder at erfare sig selv og sin egen virkelyst i verden på – det er hverken værre eller bedre end at være opslugt af skak eller dygtig til fodbold. Jeg var selv en elev, der gerne ville gøre det godt i skolen.” Hun fortsætter: ”Fordybelse er også en slags begær. Og en ting er sikker: Det har været vigtigt for mig at skrive en bog, som er på pigernes side.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15).

    Benedicte Huang har endvidere publiceret tekster i tidsskrifterne Trappe tusind og Victor B. Andersen’s maskinfabrik.

    Blokeret indhold

    Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

    Vælg "Tillad alle"

    Videoklip: Benedicte Gui de Thurah Huang. Afgangsoplæsning, Forfatterskolen, oktober 2016.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Benedicte Huang dykker i ”Døtreskole” ned i erfaringen af at være ung pige, på vej til at forlade barndommen og for første gang bevæge sig ind i de voksnes rækker. Hun skildrer overgangen som en periode med både nysgerrighed og modvilje, som om både fortiden og fremtiden trækker. Tanker om krop og køn, mødre og skolelærere fylder i hovedet, mens kroppen buldrer afsted med nye følelser og en ukendt sitren, ikke mindst i det helt særlige teenagevenskab, der i intensitet og nærhed kan ligne en forelskelse.

    Som det anslås i romanens prolog, så er forvandling et centralt tema, lige som det ”at størkne erindringen” er det. Hvordan opleves forvandlingen – og hvordan holder man fast i erindringen om den? Da fortælleren som voksen ser tilbage på sin ungdom, skriver hun: ”Og undervejs lagde jeg min ungdom fra mig som et snævert armbånd, jeg aldrig rigtig fik brugt.” (s. 8).

    Sprogligt er ”Døtreskole” fuld af sammenligninger og metaforer, der ustandseligt folder billeder ud: ”håret falder ned som et værelse om hovedet” (s. 47), et ”ansigt kan blive så medtaget, at det ligner en optrevlet handske” (s. 46) osv. Flere gange beskrives relationer som nogen, der kan være inde i hinanden, f.eks. som babusjkadukker eller ”Som om jeg var et stykke håndsæbe, og hun var skålen, jeg lå i” (s. 117), og der er mange metaforer med ost: ”en skimmelost der blunder alene i sin Tupperware”.

    Romanen har et roligt fremadskridende tempo, men uden at være decideret plotdrevet eller interesseret i en intrige. I stedet interesserer den sig for relationer og de små dramaer, der altid udspiller sig der. Om det siger Huang: ”Meget af det drama, der findes i det almindelige liv, består af de her bittesmå bevægelser i de nære relationer. Ofte er spændingerne så små, at man godt kan være i tvivl om, om man overhovedet har opfanget dem på den rigtige måde.” (Camilla Wass: Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar for den type piger, der får det klistret på sig. Femina, 2023-04-15). Fra det perspektiv flyder fortællingen, som de unge piger flyder med deres nyvundne erfaringer, og den dvæler ved de øjeblikke, der kan være så transformerende i ungdommen: Det første blik på ens mor udefra, den første erfaring af at begære et andet menneske, den første menstruation.

    Beslægtede forfatterskaber

    Den måde, ”Døtreskole” kredser om den spæde ungdom i en løs romanform, kan ligne Johanne Lykke Holms debut ”Natten før denne dag” fra 2020. Heri følger man den 13-årige jegfortæller, der bor med sin mor og søster og som forsøger at forstå de uafvendelige forandringer i puberteten, ikke mindst i kroppen. Også den nære mor-datter-relation udforskes i begge værker, som tætte, men komplekse forhold. I Johanne Lykke Holms anden roman, ”Strega” fra 2021, er miljøet et øde bjerghotel, hvor en flok unge piger bruger deres sommer. Ligesom i ”Døtreskole” opbygger teenagepigerne intense venskaber, lige på kanten af forelskelsen.

    I norske Tarjei Vesaas’ sitrende roman ”Is-slottet” fra 1963 (oversat til dansk i 2019) finder de to 11-årige piger Siss og Unn hinanden i et intimt og næsten symbiotisk møde, der dog ender fatalt.

    Flere gange undervejs i ”Døtreskole” nævner fortælleren Emily Brontës klassiker ”Stormfulde højder” fra 1847, og Huang fortæller selv, at hun særligt har været inspireret af internationale forfattere til arbejdet med ”Døtreskole”. Hun nævner den franske forfatter, filosof og feminist Simone de Beauvoir, Evelyn Waughs ”Gensyn med Brideshead” fra 1944 og schweiziske Fleur Jaeggys ”Tugtens lykkelige år” fra 1989 (på dansk i 2019), der også dissekerer det helt særlige pigevenskab, her på en kostskole for piger.

    Som Anne-Marie Mai nævner i sin motiveringstale i forbindelse med, at Benedicte Huang modtog Munch-Christensens debutantpris i 2023, så er der også en forbindelse til Tove Ditlevsen, som ”i en dansk sammenhæng fandt et særligt sprog for livets tidlige forår,” som Mai formulerer det. [2]Anne-Marie MaiTale til Benedicte HuangLitteratursiden, 2023-09-29.. I digtsamlingen ”Pigesind” (1939) har Tove Ditlevsen med en særlig sensibilitet formuleret de skrøbelige, formative år strukket ud mellem barndom, ungdom og voksenliv, og i romanen ”Barndommens gade” fra 1943 oplever vi verden som lige dele urovækkende og dragende fra en ung piges perspektiv.

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Tekster i tidsskrifter

    Knæ har ingen hukommelse. Victor B. Andersen’s maskinfabrik, årg. 40, nr. 55
    Knæ har ingen hukommelse. Victor B. Andersen’s maskinfabrik, årg. 40, nr. 55

    Benedicte Gui de Thurah Huang

    2015

    I vækst. Victor B. Andersen’s maskinfabrik, årg. 41, nr. 59
    I vækst. Victor B. Andersen’s maskinfabrik, årg. 41, nr. 59

    Benedicte Gui de Thurah Huang

    2016

    Revnefærdig, edderspændt. Trappe tusind: tidsskrift for litteraturvidenskab, nr. 16
    Revnefærdig, edderspændt. Trappe tusind: tidsskrift for litteraturvidenskab, nr. 16

    Benedicte Huang

    2017

    Roman

    Døtreskole
    Døtreskole

    Benedicte Huang

    Gads Forlag, 2023.

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    Et særligt øgenavn gør hende vred. Nu har hun skrevet et forsvar…

    Camilla Wass

    Femina, 2023-04-15.

    [2]

    Tale til Benedicte Huang

    Anne-Marie Mai

    Litteratursiden, 2023-09-29.