Birgitte Krogsbøll

Genrer og tematikker

Birgitte Krogsbølls digte er ikke bundet sammen af metrik og enderim, der rimer på kryds og tværs. I stedet bindes de sammen af andre principper, eller man kan sige, at de rimer på andre måder. Hun skaber forbindelser imellem ord på et væld af forskellige måder, og med sin særlige sprogintelligens viser hun sine læsere sprogets alternative strukturer. I sin poesi bruger Krogsbøll ofte lydord, omskrivninger af ord eller opfinder helt sine egne, og ordenes funktion er ofte lige så betingede af deres lyde og bibetydninger som af det, de primært benævner. Sproget i hendes digte veksler desuden fra det abstrakte eller surrealistisk poetiske til ren prosa.

Allerede i debutsamlingen ”Wöldums pulsar syndrom” optræder lister, der er arrangeret alfabetisk, lister over grimme ord og et langt digt med titlen ”Opdateret katalog over lidelser med socio-moralsk betydning,” hvor selvopfundne latinklingende lidelser arrangeres, f.eks. ”Calvecnae”, ”Idiose”, ”Ymeral dryssitis” etc. Især i forfatterskabets seneste del indtager den konceptuelle beskæftigelse med lister, kataloger og orden en central position – både som organiserende princip og som motiv. Desuden er naturvidenskaben som system og metode et tilbagevendende tema.

Birgitte Krogsbølls forfatterskab arbejder bl.a. med at undersøge og at skabe nye måder at organisere verden og sproget på. Hun fortæller, hun selv ”har skrevet, fra jeg lærte at læse,” og den encyklopædisk verdensforståelse har hun fået ind med modermælken: ”Jeg er vokset op i et hjem med masser af opslagsbøger. Leksika og Politikens håndbøger over alt fra sten, fugle, insekter, planter til fisk og svampe. Jeg fik Linnés systemer ind, mens vi gik ude.” (Interview til forfatterweb, september 2014). Og kombinationen af systemer, kreativ skriveglæde og natur er af stor betydning for Krogsbølls poesi.

I talrige digte bruger Krogsbøll naturen, dens væsener og planter som motiver til at afstedkomme særlige stemninger, refleksioner eller erfaringer med. Og i digtenes relative fravær af mennesker er det ofte dyrene, der står i centrum. Hendes digte tilhører ikke romantikkens besyngelse af en guddommelig og ren natur, for der skildres ofte en kultiveret natur; dyrene indgår i en menneskemæssig kontekst; eller fortællerens levende iagttagelser af et natursceneri forskyder den gængse forståelse af naturen.

Foruden naturen kredser forfatterskabet om de nære og hverdagsagtige ting; udsigten fra en lejlighed, teen og skyerne og lydene fra fortællerens naboer, hvilket giver digtene en rolig og eftertænksom stemning. Samtidig er der ofte en latent melankoli i forfatterskabet, der f.eks. kommer til udtryk i de mange menneskeforladte digte og den tilbagetrukne fortæller, der distanceret og nøgternt skildrer sine medmennesker igennem lejlighedens eller erindringens vinduer – en melankoli, der dog i ”Betelgeuse brænder jern” bliver eksplicit. Andre steder er poesien med sin varme humor og begejstrede blik på verden dog blottet for enhver tristesse.

Beslægtede forfatterskaber

Birgitte Krogsbøll indtager sin helt egen plads i dansk litteraturhistorie og er uden sidestykke. Der er dog alligevel ligheder og slægtskaber med andre forfattere. Et godt eksempel på en litterær slægtning er Eske K. Mathiesen, der som Krogsbøll ynder at skrive digte om naturen. Især fugle er et tilbagevendende motiv hos begge – hos Mathiesen optræder ofte hejren, og hos Krogsbøll betragtes hyppigt mågerne. Begge forfattere anvender kyndigt naturen som motiv til at sætte underfundige erfaringer eller refleksioner i scene med, og begge de har et jordnært og nænsomt blik for, hvad der omgiver os.

Der er i flere af Krogsbølls digte fra ”dyr med næb ordnet efter antal:” klare paralleller til Peter Seeberg og hans litterære eksperimenter i ”Om fjorten dage” fra 1981. Her har han eksempelvis både en ekstremt kortfattet timeplan for en snegl og en kuriøs tekst med titlen ”Biografi af en snegl,” hvor en snegls liv skildres i floromvundne vendinger som gjaldt det en biografi-værdig personlighed. Der er altså både formmæssige og indholdsmæssige ligheder i de absurde anbringelser af et dyr i en menneskekontekst og de betydningsmæssige sammenstød, der sker, når man lader naturen og kulturen tørne sammen i litterære fremstillinger.

Birgitte Krogsbølls legesyge omgang med det danske sprog, dets ord, deres lyde, de fastgroede vendinger og alle hendes formeksperimenter har, som mange andre af hendes samtidige digtere, et slægtskab med Per Højholts skrivning. Og som hos Krogsbøll eksperimenterer hans digtning også med et jordnært materiale, der vrider nye former og forbindelser frem af sproget og tingene.

Relaterede forfattere