Chris Kraus

Genrer og tematikker

Genremæssigt kan Chris Kraus’ bøger defineres som autofiktive. Hun trækker i overvejende grad på hovedstolen og lægger heller ikke skjul på det: ”Det hele skete (…) Der ville ikke være nogen bog hvis det ikke var sket” [1]Elaine BlairChris Kraus, Female AntiheroThe New Yorker, 2016-11-21.. Selvom Kraus ærligt lægger alt det private ud til offentligt skue, bør hendes bøger dog ikke læses som ren selvbiografi. De er i høj grad konstruktioner af og ironiseringer over selvet, samtidig med at de rummer det kritiske element, der har givet Kraus og hendes litteratur ikonstatus blandt en ny generation af feminister.

Kraus trækker på 1970’ernes feminisme i form af mantraet om at gøre det private politisk: ”Hvis kvinder ikke har formået at lave ”universel” kunst, fordi vi er fanget i det ”personlige”, hvorfor så ikke universalisere det ”personlige” og gøre det til genstand for vores kunst?” (”I love Dick”, s. 234). ”I love Dick” er et af de tidligste eksempler på den autofiktive genre, der i dag dominerer megen nyskreven litteratur, i hvert fald i Skandinavien. Det, der i 1997, da ”I love Dick” udkom, knap nok blev regnet som rigtig litteratur, er i dag blevet mainstream.

Den kvindelige antihelt er et andet gennemgående tema hos Kraus, og humoren bruges også som et opgør med kønsstereotyper: ”Hvis en mand laver sjov med sig selv er det en joke. Hvis en kvinde gør det samme er det patologisk og betyder at hun har brug for terapi,” forklarer Kraus ironisk i et interview [1]Elaine BlairChris Kraus, Female AntiheroThe New Yorker, 2016-11-21.. I den autofiktive konstruktion ligger netop også en stor del selvironi. Hendes forelskelse i Dick antager en teenageagtig fanbesættelse, og som sådan beskriver hun den også selv. Hun spiller på fordomme om kvindekønnet, som hun både demonstrerer gennem sine egne erfaringer – sig selv som ”case” – og gennem historiske anekdoter om kvindelige kunstnere fra tidligere tider, hvis kunst også konstant blev bedømt og kritiseret ud fra det altoverskyggende faktum, at de var kvinder.

Beslægtede forfatterskaber

Det er oplagt at referere til den bølge af såkaldt autofiktiv litteratur, når man leder efter beslægtede forfatterskaber til Chris Kraus’. Karl Ove Knausgård ikke mindst, som må siges at være den aktuelle autofiktive bølges mest fremtrædende forfatter. Han skriver i den grad med udgangspunkt i sit eget liv og dagligdag, men bruger, ligesom Kraus, disse erfaringer til at fortælle noget mere generelt om vores samtid og de kulturelle faktorer, der sætter rammerne for vores eksistens.

Formen og galskaben og galskaben i formen i ”I love Dick” kan minde om stilen hos en anden feministisk forfatter, svenske Sara Stridsberg. I ”Drømmefakultetet” sprutter Valerie Solanas, baseret på virkelighedens Valerie Solanas (kvinden der skød Andy Warhol), af vanvid og kvindeoprør iblandet fortællemæssige afstikkere og sproglige eksperimenter, om end på en langt mere radikal og mindre humoristisk facon end Chris i ”I love Dick”. ”Drømmefakultetet” handler også om kønsmæssige magtforhold, og om hvem og hvad, der får lov til at definere, hvem der er gal, og hvem der er genial.

En kvinde, der kan føjes til Kraus’ katalog over kvindelige kunstnere underkendt af deres samtid, er danske Ingeborg Stuckenberg. I sin samtid var hun henvist til sin rolle som hustru til en af tidens kendte forfattere, Viggo Stuckenberg, selvom senere litteraturforskning har vurderet, at en stor del af mandens værker faktisk var forfattet af Ingeborg. Både personligt og litterært sætter Ingeborg Stuckenberg spørgsmålstegn ved ægteskabets institution og kvindens rolle i den. Det sker i ”Fagre ord”, der oprindeligt blev udgivet under Viggos navn, og i novellen ”Badegæster”, der skildrer, hvordan kønsnormer og klasseskel skaber klaustrofobiske begrænsninger for karakterernes liv.

Relaterede forfattere