BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
christine lind ditlevsen
Foto: Bjarke MacCarthy
*Seneste udgivelse

Christine Lind Ditlevsen

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2022
Hovedforfatter
  • Karen Fjordside Pontoppidan
    stud.mag., 2017

Intro

Christine Lind Ditlevsen vil skrive tekster med vinger. Med dét forstår hun tekster, der løfter sig i mødet mellem poesi og prosa, og med dén ambition debuterede hun i 2015 med romanen ”Fredag lørdag søndag”. Romanen skildrer en weekend i en ung piges kaotiske liv, men er ifølge forfatterinden ikke kun en roman for unge. Christine Lind Ditlevsen skriver nemlig med det mål for øje, at hendes bøger skal kunne læses af alle.

For sin roman ”Fredag lørdag søndag” blev Ditlevsen nomineret til Bogforums debutantpris i 2015 og Læsernes Bogpris i 2016.

Baggrund

Christine Lind Ditlevsen er født i Skanderborg i 1971, men byen har aldrig været hendes hjem. Til gengæld har hun boet femten andre steder i løbet af sit liv, hvilket er symptomatisk for hendes trang til at flytte sig. Hun beskriver sig selv som ”rodløs” [1]Karen Fjordside PontoppidanInterview til Forfatterweb, februar 2017. og har altid rejst meget. Et fast element i hendes omflakkende liv er hendes mand, som hun har boet sammen med i 20 år. De bor i dag i Gentofte sammen med døtrene på hhv. otte og fjorten år.

”Der er noget i luften, jeg er ekspert i at fange, når der er noget i luften. Længe før min far og Bilbo brød ud i et skænderi, kunne jeg mærke det, det var dér jeg begyndte at ryge, det var lettere på den måde. Så stod jeg på havegangen mellem udstuen af mørkt træ og brombærbusken, hev den ene Kings ned efter den anden, mens de tynde vægge lod fragmenterne slippe ud.”

”Fredag lørdag søndag”, s. 33.

Ud over sine mange fysiske rejser får Christine Lind Ditlevsen afløb for sin bevægelsestrang gennem sine skriverier, hvis grundsten blev lagt i de tidlige teenageår. Her startede hun med at skrive små digte, og senere fik hun en internetblog, hvorpå hun dagligt lagde et digt til offentlig skue. Det var her, hun begyndte at tage sine skriverier rigtig alvorligt, og gennem bloggen trænede hun forfattergenet og fandt et sprog, der passede sig for hende at udtrykke sig på.

christine lind ditlevsen
Foto: Bjarke MacCarthy
  • Født

    i 1971 i Skanderborg.

  • Uddannelse

    Cand.phil. i religionsvidenskab ved Aarhus Universitet.

  • Debut

    Fredag lørdag søndag. Høst & Søn, 2015.

  • Seneste udgivelse

    Som om natten varer evigt. Jensen & Dalgaard, 2022.

  • Inspiration

    Bjørn Rasmussen, Mette Moestrup, Christina Hagen, Olga Ravn, Caspar Eric, Aymo-Boot, Lea Marie Løppenthin, Harald Voetmann, Unica Zürn, Tomas Espedal, Karl Ove Knausgaard, Edward St. Aubyn, Alexandra Kleeman, Kristin Hatch, Emma Cline, Deborah Levy.

Som 20-årig søgte Ditlevsen ind på Forfatterskolen, men fik afslag. I stedet studerede hun religionsvidenskab ved Aarhus Universitet og færdiggjorde uddannelsen i 2002. Dog vedblev hun med at skrive, og i 2015 tog hun på Testrup Højskole for at deltage i skivekurset ”Tag og skriv”. Her mødte hun en blandet skare af forfatterspirer, og hun oplevede, hvordan ”skriveriet blev en holdsport.” [2]Karen Fjordside PontoppidanUd af ugen, ind i livetInformation, 2015-05-08.. Kurset på Testrup gav den rette næring til hendes egen forfatterdrøm: ”At være sammen med alle de andre, unge som gamle, fik mig til at skrive bedre.” [2]Karen Fjordside PontoppidanUd af ugen, ind i livetInformation, 2015-05-08..

Endeligt udslagsgivende for Ditlevsens debut blev et skrivekursus hos københavnerboghandleren Thiemers Magasin i 2015, ledet af forfatter Christina Englund. I forbindelse med kurset fik Christine Lind Ditlevsen etableret et møde med forlaget Rosinante & Co. – et møde, der skulle føre til udgivelsen af debuten ”Fredag lørdag søndag”.

Ved siden af forfattergerningen er Christine Lind Ditlevsen redaktør ved debat- og netværksforummet ”Kommunikationsforum”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Christine Lind Ditlevsens er optaget af samspillet mellem genrer. Selvom ”Fredag lørdag søndag” er skrevet i prosaform, bestræber hun sig på også at lade poesien få plads, så teksten bliver ”poetisk og sand på samme tid” [2]Karen Fjordside PontoppidanUd af ugen, ind i livetInformation, 2015-05-08.. I et interview til Forfatterweb siger hun om sit valg af genrer: ”Jeg kan ikke lide genrer. Jeg kan ikke lide forventninger. […] Derfor skriver jeg ikke socialrealisme, jeg skriver helst prosalyrik.” [1]Karen Fjordside PontoppidanInterview til Forfatterweb, februar 2017..

Når ”Fredag lørdag søndag” har weekenden som omdrejningspunkt er det udtryk for, at Ditlevsen skriver fra hjertet og med erfaringen som udgangspunkt: ”Dan Turèll holdt af hverdagen, jeg holder af weekenden. Og så har jeg efterhånden oplevet fredag, lørdag og søndag en del gange i mit liv” [2]Karen Fjordside PontoppidanUd af ugen, ind i livetInformation, 2015-05-08..

Temaerne er ungdomsrelaterede, og livet med fest, druk og sex kører for fuldt blus på de sociale (medie)platforme. Christine Lind Ditlevsen skriver i et sprog, så man til tider skulle tro, hun selv var på alder med hovedkarakteren i ”Fredag lørdag søndag”, Kat. Ved brug af hashtag, slang, SMS-sprog og forkortelser rammer hun en rå og ungdommelig jargon, og den hurtighed, med hvilken fortællingen zapper frem og tilbage mellem dialog, SMS-udveksling og flydende tankestrøm, mimer et tempofyldt ungdomsliv, hvor en lineær levebane er splittet i fragmenter fordelt på såvel sociale netværk som på virkelighedens platforme.

Fordi Christine Lind Ditlevsen kombinerer tematiseringen af at stå på kanten til voksenlivet, ungdommens vilde natteliv, Kats kamp med kærlighed og venskab med et ungdommeligt fortællesprog, er forfatterinden ofte blevet kategoriseret som ungdomsforfatter. Om dette mærkat siger hun: ”Jeg kan ikke lide at være ungdomsforfatter. Det synes jeg ikke, der er noget, der hedder. Alle er unge indeni.” [1]Karen Fjordside PontoppidanInterview til Forfatterweb, februar 2017..

I et interview til Information i 2015 har hun desuden sagt: ”Jeg skriver ikke til nogen bestemt aldersgruppe, og hvis en fyrreårig ikke kan genkende det følelsesmix af ekstase og lede ved livet, en druktur fremkalder, bør vedkommende især læse bogen […] Det er en forfatters pligt at kunne mestre forskellige jargoner. En prøve, der afslører, om forfatteren kan skrive.” [2]Karen Fjordside PontoppidanUd af ugen, ind i livetInformation, 2015-05-08..

Beslægtede forfatterskaber

At tematisere ungdommen og overgangen til voksenlivet er et tema, der kendes fra forfatteren Camilla Wandahl. Hendes bøger handler ligesom ”Fredag lørdag søndag” om stærke venskaber, kærlighed, konflikter og forsoning. Wandahl har udgivet en lang række bøger og senest romanen ”Et stykke af månen” fra 2016 om gymnasiepigen Dina, der, som Kat, kæmper med at forene kærlighed og venskab.

Ungdommen behandles også i Sanne Munk Jensens romaner ”Nærmest hinanden” fra 2002 og ”En dag skinner solen også på en hunds røv” fra 2007, samt i Martha Flyvholm Todes debut "På Bornholm må man græde overalt" (2017). Sidstnævnte handler om gymnasieeleven Maria, der søger sin egen måde at genskabe meningen med livet efter sin stedfars for tidlige død.

I ”Alting ramler” (2015) af Mette Vedsø kæmper Diana med utilregnelige forældre, der dyrker utroskab og alkoholisme. Diana klarer sig igennem, da hun finder kærlighed andetsteds.

Ungdommen fra drengens perspektiv skriver Jakob Fälling om i romanen ”Blindskud” (2015), og Becky Albertallis ligeledes i romanen ”Simon vs. verdens forventninger” (2016). I sidstnævnte er sproget, på samme måde som sproget i ”Fredag lørdag søndag”, ungdommeligt og rammer målgruppens jargon.

Vil man gerne læse ungdomsbøger, der behandler stærke tematikker, men ikke stiller så store sproglige krav til sin læser, som ”Fredag lørdag søndag” gør det, kan man ty til Rosinantes Zoom-serie, der er letlæselige ungdomsbøger om tunge emner som sorg, svigt, tilgivelse og forsoning. I serien finder man blandt andet romanen ”Sort Lucia” af Sandra Schwartz.

Den norske ungdomsserie SKAM, der havde premiere i 2016, og som blev vist på NRK i Norge og siden på DR3 i Danmark, er et eksempel på en tv-serie, der ikke blot tematiserer mange af de samme problematikker som ”Fredag lørdag søndag”, men også rent stilistisk rammer et ungdommeligt udtryk i sin dyrkelse af karakternes evne til at zappe mellem forskellige (medie)platforme i opbygningen af deres identitet og selvbillede.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Fredag lørdag søndag
Fredag lørdag søndag

Christine Lind Ditlevsen

Høst & Søn, 2015.

Som om natten varer evigt
Som om natten varer evigt

Christine Lind Ditlevsen

Jensen & Dalgaard, 2022.

Om forfatteren

”Lyst til Lyrik”

Palle Schmidt i samtale med Christine Lind Ditlevsen på plotcast.dk

Litteratursiden.dk

Om Christine Lind Ditlevsen

Hør Christine Lind Ditlevsen læse op af sin debutroman ”Fredag lørdag søndag”

Kilder citeret i portrættet

[1]

Interview til Forfatterweb, februar 2017.

Karen Fjordside Pontoppidan

[2]

Ud af ugen, ind i livet

Karen Fjordside Pontoppidan

Information, 2015-05-08.