Christina Englund

Emneord:

Senest opdateret

Karina Søby Gulmann
cand.mag., september 2024

Hovedforfatter

Karina Søby Gulmann
cand.mag., 2021

Christina Englund dykker i sit forfatterskab dybt ned i den menneskelige psyke og tager livtag med smertepunkter som angst, ensomhed, tab, død og psykisk sygdom. Med sin ordknappe, fragmentariske og samtidig poetiske stil prikker hun hul i facaderne og trækker læseren med derind, hvor det gør allermest ondt.

I romanen ”Den sidste sol” fra 2024 portrætterer hun en dysfunktionel familie, der går i opløsning, da den dominerende far forsvinder. Katastrofestemningen præger romanen både på det personlige plan og i form af angsten for jordens undergang, og under overfladen lurer det overnaturlige.

Baggrund

Christina Englund er født på Frederiksberg i 1974. Sine folkeskoleår tilbragte hun på henholdsvis Sønderjyllandsskolen på Frederiksberg og Rødkilde Skole i Vanløse. Hun har skrevet og digtet, lige så længe hun kan huske tilbage. Allerede før hun lærte at læse og skrive, tegnede og fortalte hun historier, som moren eller mormoren skrev ned for hende. Det var ikke altid, folkeskolen havde forståelse for den fantasifulde elev. Da hun i 2. klasse fik til opgave at skrive om en dag i sommerferien, og hun skrev om et rumskib, der landede i en skov, fik hun besked om, at den slags altså ikke skete i normale sommerferier.

”Ved lyden af telefonen river et eller andet sig løs i Betty. Noget begynder at dale, som efterårsblade, eller som sne, falder lige så stille, bliver ved med at falde, bliver til en dynge inden i hende, sne. I det øjeblik fryser hun. Så er hun ikke længere i tvivl.”

"Slugt", s. 7.

På sin hjemmeside fortæller hun: "Så længe, jeg kan huske, har jeg bokset med skriften. Bokset – men også nydt at forsvinde ind i fortællingens og fantasiens rum, hvor det kun er mig, der bestemmer." (christinaenglund.dk/referencer).

Foto: Mathilde Schmidt

Født
26. december 1974, Frederiksberg.
Uddannelse
Retorik, Københavns Universitet, 2006.
Debut
Uden egentlig at sove. Gyldendal, 1992. Noveller.
Litteraturpriser
Skulderklaplegatet, 2020.
Seneste danske udgivelse
Den sidste sol. Lindhardt og Ringhof, 2024. Roman.
Inspiration
Siri Hustvedt, Flannery O’Connor, Virginia Woolf, Inger Christensen og Ray Bradbury.

Trangen til at bestemme har også slået igennem på anden vis. Hun droppede således ud af Sankt Annæ Gymnasium midt i 2.g for i stedet at dyrke skriften. På det tidspunkt var hendes første bog blevet antaget på Gyldendal. I løbet af de følgende fem år havde hun forskellige cafe- og rengøringsjobs, rejste en del og skrev også. Undervejs debuterede hun – som 17-årig – med den anmelderroste novellesamling "Uden egentlig at sove" (1992).

I 1997 begyndte hun på en enkeltfags-HF og to år senere på retorikstudiet på Københavns Universitet, som hun afsluttede i 2006. I et mailinterview med Forfatterweb fortæller hun: "Det gode ved studiet var, at det var meget praktisk anlagt. Det er også et studie, der kredser om didaktikken og rummer mange overvejelser om, hvordan teori og praksis kan hænge sammen. Det har jeg brugt rigtig meget i de mange år, jeg har undervist i særligt kreativ skrivning." (Mailinterview med Forfatterweb, september 2021).

Siden debuten har hun udgivet syv romaner og bidraget til flere antologier, ligesom hun skriver artikler, digte og noveller til tidsskrifter og aviser. Ved siden af forfattergerningen har hun en masse andre litterære engagementer. Hun underviser børn i kreativ skrivning, læser manuskripter for andre forfattere, holder foredrag, indtaler lydbøger og lignende.

Det er dog ikke kun litteraturen, Englund er bidt af. Hun beskriver sin familie som værende fuld af musikere, hvorfor hun har en forkærlighed for musik og fællessang. Ikke mindst jazz har en stjerne hos forfatteren – en interesse der har givet sig udslag i, at hun i en periode var vært på DR Podcasten Jazz&Bøger.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Christina Englund skriver psykologiske romaner med et skarpt blik for den menneskelige psyke og for mellemmenneskelige dynamikker. Med få greb maler hun sine karakterer frem og borer lige ind til de punkter, hvor smerten bor.

Skrivestilen er minimalistisk og fragmentarisk. Korte sceniske klip flimrer ud og ind af hinanden som en refleksion af de splittede og sindsforvirrede karakterer, hun skriver frem. Mange af karaktererne er i øvrigt så sindsforvirrede, at de glider fra normalgrænsen over i en decideret psykisk syg tilstand. Dermed bliver et relevant emne at diskutere i forlængelse af værkerne, hvor grænsen mellem normal og gal går, og hvad der kan få den menneskelige psyke til at knække.

Flere af romanerne låner elementer fra den psykologiske thriller. Blandt andet hendes anden bog "Itu" fra 1994 om den unge neurotiske Linda, hvis virkelighedsopfattelse ofte skrider. Hun har svært ved at skelne mellem virkelighed og fantasi og har det med at gå og slå sine nære ihjel… Også romanen "Dør til et værelse" låner elementer fra den psykologiske thriller, da hovedpersonens mentale sammenbrud får hende til at jagte lastbilchaufføren, der er skyld i hendes families død, for at påføre ham samme smerte, som hun selv føler.

Et helt centralt tema hos Christina Englund, der går igen i samtlige romaner, er dysfunktionelle familierelationer. På sin hjemmeside forklarer hun, hvorfor det tema fylder så meget i hendes forfatterskab: "Jeg synes aldrig, det holder op med at være interessant, hvad der foregår mellem mennesker i det lille lukkede rum, familien er. Og i det hele taget mennesker imellem, mellem to veninder eller kærester eller to fremmede, der falder i snak ved et busstoppested. De små og de store dramaer som kan fortælles med et blik, et træk på skuldrene eller en enkelt replik." (christinaenglund.dk/referencer).

Tab og sorg er ligeledes emner, der behandles i Englunds værker. Både i romanen ”Den sidste sol”, hvor den kvindelige hovedperson ofte vender tilbage til tabet af sin mor, og i romanen "Slugt". I sidstnævnte oplever Francesca Woodman et kærlighedsforhold, der går i stykker, og flere af hendes nære venner dør. Den sorg, det medfører, sender Woodman ud på en glidebane, hvor hendes virkelighedsopfattelse bliver stadig mere forvirret og flimrende.

Beslægtede forfatterskaber

Christina Englunds forfatterskab indskriver sig i gruppen af minimalister og kortprosaister som Christina Hesselholdt, Kirsten Hammann, Helle Helle og Peter Adolphsen. Sceniske klip og diffuse spring i tid og sted samt i indre og ydre formidling er kendetegnende for flere af forfatternes centrale værker, og læserne må ofte selv skabe sammenhæng og mening. Hos Englund understreger stilen karakterernes diffuse og psykisk uligevægtige indre, hvilket også gør sig gældende i eksempelvis Kirsten Hammanns roman "Vera Winkelvir" fra 1993. Også hos Hesselholdt er stilen et spejl på karakterernes liv, men hvor psykerne ofte knækker hos Englund, bevarer de sådan nogenlunde deres ve og vel hos Hesselholdt, der primært undersøger den indre, ofte flertydige monolog, og hvordan man kan leve med sine forskellige stemmer.

Det ordknappe har hos flere af forfatterne den effekt, at sproget bliver nærmest fjerlet og lyrisk. Blandt andet gør det sig gældende hos Christina Hesselholdt, Peter Adolphsen og Christina Englund.

Det surrealistiske og uvirkelige, som præger Englunds debut "Uden egentlig at sove", kan minde om en blanding af Adda Djørups "Hvis man begyndte at spørge sig selv" fra 2007 og Hammanns "Vera Winkelvir". I Djørups novellesamling er afsættet for fortællingerne oftest en besynderlig hændelse eller underfundig sætning, og den beskæftiger sig som "Uden egentlig at sove" med relationer, kærlighed, liv og død. Fælles for "Vera Winkelvir" og "Uden egentlig at sove" er blandt andet, at de tager afsæt i hverdagsoplevelser, men at det hele har et abrupt, surreelt præg, og ligesom karaktererne i "Uden egentlig at sove" famler efter forbindelse og mening, har Vera også problemer med sin væren. Eksempelvis gentages det flere gange i romanen, at nogen har opfundet Vera, og nu må hun selv finde på resten.

Katastrofestemningen, som præger ”Den sidste sol” både på det personlige plan og i form af angsten for jordens undergang, kan give mindelser om Stine Askovs ”Katalog over katastrofer”. I begge værker spiller fædres praktiske forhold til potentielle katastrofer en central rolle, og romanerne undersøger, hvad det betyder for deres nærmeste.

Englunds roman "Slugt" skriver sig ind i en af tidens markante litterære tendenser, den såkaldte exofiktion, hvor omdrejningspunktet er en virkelig person, som bliver fiktionaliseret. Exofiktion blev født på den franske litterære scene, men præger nu også i stor stil den danske litteratur. Det er ikke mindst relevant at trække paralleller til Christina Hesselholdts roman "Vivian" fra 2007, der ligeledes tematiserer en amerikansk fotograf, men også romaner som Eva Tinds "Kvinden der samlede verden" fra 2021, Kristina Stoltz’ "Cahun" fra 2019, Malene Ravns "Hvor lyset er" fra 2020 og Jesper Wung-Sungs "Kvinde set fra ryggen" fra 2021 er oplagte at sammenligne med.

Spørger man Englund selv, hvilke forfatterskaber hun tyr til, nævner hun "Siri Hustvedt, Flannery O’Connor, Virginia Woolf, Inger Christensen og Ray Bradbury. I forbindelse med arbejdet med min seneste roman "Slugt" har jeg læst en del Sylvia Plath. Det gav mening af flere årsager, blandt andet var der noget ved tonen i "Glasklokken", jeg gerne ville fange. Og så har jeg brugt små bidder af hendes digte i min bog." (Karina Søby Gulmann: Mailinterview med Forfatterweb, september 2021).