Dean R. Koontz

Tidlige værker

Dean Koontz’ hovedpersoners fortid er gerne en voldelig barndom og ofte en alkoholisk far, inspireret af Koontz’ egen barndom. Og det er ikke kun hovedpersonen, der er forfulgt af en traumatisk barndom. Morderen er ofte en person med samme ulykkelige fortid, der har gjort ham sindssyg og nu driver ham til at begå sin bestialske mord. mord. I ”Sælsom hvisken” (1980) afslører en hæsblæsende slutning morderens virkelige identitet og oprindelse. I ”Ondskabens bolig” (1990) er morderen på sin vis også uskyldig; skylden ligger begravet i hans perverse fortid og barndom, der har gjort ham til monster.

I andre romaner, som ”Midnat” (1988) og ”Dragens tåre” (1992), findes oprindelsen til psykopati også i mordernes opvækst. Selv om morder og hovedperson er to forskellige personer, er det nærliggende at opfatte dem som henholdsvis den negative og positive del af samme psyke. For at den positive side - hovedpersonen - kan blive fri, må den negative side - morderen - overvindes.

Genrer og tematikker

I Danmark er Dean Koontz mest kendt som horrorforfatter (hans tidligere produktion blev udgivet under forskellige pseudonymer), men selv er han modstander af genreprædikater: ”Jeg skriver også kærlighedshistorier, tegneserier, historier med en åndelig kant, men jeg har aldrig følt, at jeg skriver i en bestemt genre (…) Jeg skriver mainstream fiction, hvori jeg importerer elementer af forskellige genrer,” har han sagt i et interview [2]Sunday Book ReviewDean Koontz – By the BookNew York Times, 2014-07-24..

Klassiske, mørke gyser- og horrorelementer er dog et tilbagevendende, tematisk mønster i hans forfatterskab: Monstre, psykopater, bestialske mord og neurotiske hovedpersoner med traumatiske barndomsoplevelser er gennemgående træk i en Koontz-roman, uanset genre.

En typisk Koontz-historie fortæller, hvordan det fortrængte vender tilbage til hovedpersonen, enten i form af en morderisk psykopat eller som dødsensfarlige overnaturlige hændelser. I novellen ”Ukendte veje”, fra bogen af samme navn, er hovedpersonen nødt til at se sin mørke fortid i øjnene for at kunne gå en lysere fremtid i møde. I den tidlige roman ”Syner” (1977) bliver den clairvoyante Mary Bergen forfulgt af en mystisk seriemorder, der invaderer hendes sind. Og i ”Kold ild” (1991) bliver den clairvoyante Jim Ironheart forfulgt af natlige mareridt, der bliver faretruende virkelige. Flugt er nyttesløs. Hvis personerne vil gøre sig håb om at overleve, må de tage kampen op.

I de nævnte eksempler må hovedpersonerne, for at overvinde det onde, konfrontere pinefulde erindringer fra deres egen barndom, ubehagelige oplevelser, som de har fortrængt i deres voksenliv. Mary må huske, hvem der voldtog og næsten myrdede hende, da hun var seks år, og Joey må se sandheden i øjnene om sin storebror. Først når hovedpersonerne accepterer fortiden og løsriver sig fra dens hæmmende indflydelse på deres liv, kan de vinde kampen.

Koontz udleverer ikke sine psykopater til læserens fordømmelse, men til vores forståelse og medlidenhed. De var engang ligeså følsomme og skrøbelige som læseren og hovedpersonen, og deres umenneskelige handlinger er resultatet af en barndom, de har mistet kontrollen over. Et eksempel på det er novellen ”Killinger” fra ”Ukendte veje”, hvor Marnie i desperation over tabet af sine killinger udviser samme ufølsomhed over for sine tvillingesøskende, som faren har udvist over for killingerne.

Samtidig siger Koontz også, at minder om vold ikke kan overvindes med vold, men kun med kærlighed. Hovedpersonen i ”De uskyldige”, Addison Goodheart, er, som hans navn antyder, et godt eksempel på, at vold ikke altid avler vold. Han er en person, der, trods sin hårde opvækst og dårlige behandling af samfundet, formår at elske og være god mod andre.

Dean R. Koontz er af sit forlag Berkeley blevet døbt the Master of Menace, men Koontz’ forfatterskab er også gennemsyret af optimisme: Ved siden af den voldelige barndom indtager kærligheden nemlig en central plads. Evnen til at elske andre er de ensomme hovedpersoners belønning for at overleve konfrontationen med sig selv.