*Seneste udgivelse

Dimitri Verhulst

Emneord:

Hovedforfatter

Mette Marie Zacher Sørensen
cand.mag., 2009

Dimitri Verhulsts forfatterskab spænder fra beskrivelsen af en mors “tissekort”, der giver adgang til at springe køen ved offentlige toiletter over, til beskrivelsen af fedtede klumper hår på en asylcenterbeboers hoved. Hans historier både henrykker og forarger læsere verden over. Humor, sarkasme og groteske fremstillinger er motoren i det særprægede belgiske forfatterskab, der ofte fremavler en syrlig politisk kritik.

Baggrund

Dimitri Verhulst er født i 1972 i den belgiske by Aalst i Belgien. Han voksede op i et hjem, hvor vold, alkoholmisbrug og utroskab stod øverst på familiens dagsorden. Moderen efterlod sin søn alene med faderen, men Dimitri stak kort efter af og blev i stedet anbragt hos en plejefamilie. Her kom han aldrig til at falde til og måtte i stedet klare sig selv. Det gjorde han i årene efter ved at tage arbejde som pizzabud, turistfører og tegneserietegner.

”Kapitalismen er en fantastisk opfindelse, og den har kun den ulempe, at man skal have penge for at kunne deltage i den. Det kaldes investering. Cashflow. Bingo. Kasse. Nasdaq. I dette land, der flyder med mælk og fritureolie, har man sandelig nogle herlige ord til sin rådighed, når det drejer sig om at anskaffe sig en kvinde. For slet ikke at tale om, når man skal anskaffe sig et pas.”

“Hotel Problemski”, s. 111.

Foto: Forlaget Ries

Født
Den 2. oktober 1972 i byen Aalst i Belgien.
Uddannelse
Journalist.
Debut
De kamer hiernaast, 1999 (ikke oversat til dansk).
Litteraturpriser
Blandt andet publikumsprisen “Gouden Uil” (2007) og den hollandske litteraturpris De Inktaap (2008),
Seneste udgivelse på dansk
Altings bedrøvelighed. Forlaget Ries, 2007.

I starten af halvfemserne begyndte Dimitri Verhulst at skrive. Til en begyndelse var det kun venner og bekendte, der læste hans tekster, men i 1999 fik han udgivet novellesamlingen “De kamer hiernaast” – der kan oversættes til “Værelset ved siden af” – og blev nomineret til NRC’s litteraturpris. Sideløbende har han udgivet små tekster i litterære magasiner, blandt andet i bladet Underground, hvor han også er redaktør. Desuden har han i mange år arbejdet som journalist, og da han på et tidspunkt blev sendt ud på et asylcenter for at researche til en artikel, blev det afsættet til at skrive romanen “Hotel Problemski”.

Dimitri Verhulsts romaner har vakt en del opsigt. Passager, hvor han for eksempel beskriver moderens fedme i grove vendinger, har fået hans egen mor til at anlægge sag an mod ham. I det hele taget er sprogbruget og emnevalget ofte kontroversielt.

I dag lever Verhulst i Vallonien, nær Huy i Belgien. Han er journalist for avisen De Morgen, og skriver også poesi og teaterstykker. Hans bøger er oversat til over ti sprog.

Udvalgte bøger

Humoren som motor og strategi

Dimitri Verhulst vælger nogle tunge emner og skriver om dem så legende let og humoristisk, at man i momenter glemmer tragedien bag. Romanerne er bygget op af snapshotagtige scener, der portrætterer nogle mennesker i et givent miljø. Der er således ikke en decideret fremadskridende handling, men mere et fletværk af billeder og situationer, således at man som læser føler man selv har været der – på asylcenteret eller på Verhulst-familiens stambodega. De uforfærdede, næsten surrealistiske beskrivelser giver en stærk billeddannelse og derfor også en følelsesmæssig indlevelse – som da den bomberamte dreng får et blåt glasøje, selvom hans andet er brunt.

Som med mange andre forfattere og filmmagere kan man hos Dimitri Verhulst overveje det etiske rigtige i at gøre dødalvorlige emner til beskrivelser, der får læseren til at klukle. Men lødigheden består i, at der ikke bliver gjort grin med nogen. Det er fortællingernes åbenbare absurditet og meningsløshed, der gør det komisk. Ligesom en stand-up komiker kan nærme sig nogle tabuer ved at overdrive og få os til at grine af det “forfærdelige”. Humoren bliver således adgangsbillet til et univers, der i andre sammenhænge nemt kunne være uudholdeligt at læse om.

Lårklaskende morsomt - og politisk

I både “Hotel Problemski” og “Altings bedrøvelighed” skildres vrangsiden af samfundet. Det er beskæmmende, at børn skal vokse op med kronisk alkoholisme i socialt belastede hjem, og det er ubærligt at tænke på, hvis ens samfund har asylcentre, hvor beboerne bliver behandlet som dyr. Dimitri Verhulst vender denne vrangside ud mod verden og gør det beskæmmende nærværende og fordøjeligt. Det er provokerende, både fordi han forvandler komplekse sociale problemstillinger til poetiske historier med glimt i øjet, men også fordi læseren gennem indlevelse og (en mulig) identifikation bliver lokket til at glo lige ind i samfundets fortrængte og blødende sår.

Forskellen på de to romaner er, at hvor “Altings bedrøvelighed” er med til at sætte spørgsmålstegn ved ’det gode liv’, så skildrer “Hotel Problemski” et decideret ’ikke-liv’. Den politiske opsang i “Hotel Problemski” er således hvinende tydelig: Man kan ikke tillade sig at have asylcentre, der behandler folk på den måde!

“Altings bedrøvelighed” fordrer en mere nuanceret refleksion vedrørende socialhjælp og livsformer.

Litterære inspiratiooner og slægtskaber

Dimitri Verhulsts sproglige stil bærer præg af noget rablende og samtidigt nøgternt. Det er som historierne er fosset ud af hans pen, og at der i hver enkelt fortælling “kunne være meget mere, hvor det kommer fra”. Hans tone er personlig og svær at sammenligne med andre forfatterskaber.

Konceptet i “Altings bedrøvelighed”, hvor en stor del af forfatterens egen biografi bliver anvendt og leget med, er set hos en del danske forfattere i samtiden. Af eksempler kan nævnes Knud Romers “Den som blinker er bange for døden” (2006) samt Erling Jepsens “Kunsten at græde i kor” (2002). Begge disse romaner er baseret på barndomsminder, og de benytter ligesom Dimitri Verhulst en bittersød humor til at skildre brutale sandheder vedrørende henholdsvis tyskerhad og incest.

Konceptet med at anvende humor som afvæbner af tunge emner ses blandt andet også hos den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer, der har skildret verdensbegivenhederne Holocaust og 11. september med bøgerne “Alt bliver oplyst” (da. 2003) og “Ekstremt højt og utrolig tæt på” (da. 2005). Begge Foers romaner håndterer sørgelige skæbnehistorier ved at etablere et charmerende persongalleri og en leg med sproget.

Når Dimitri Verhulst er blevet inspireret til at skrive om et asylcenter efter et journalistisk besøg, giver det et særligt skær af autenticitet, hvis man altså ved det, inden man læser bogen. Som læser forventer man et særligt indblik fra en der har “været der selv”. Denne strategi ses i sin yderste konsekvens hos den tyske journalist og forfatter Günther Walraff, der i 1970’erne blev indbegrebet af “under cover-journalistikken”. Her tog han blandt andet identitet som tyrkisk arbejdsmand – med falsk navn og udklædning – for at kunne give en detaljeret beskrivelse af, hvordan det var at leve på bunden af det tyske samfund. Dimitri Verhulst er ikke ligeså radikal i sin fremgangsmåde, men projekterne er sammenlignelige.

Endelig er Dimitri Verhulst blevet kaldt Belgiens svar på den franske forfatter Michel Houellebecq. Dette skyldes dels det provokerende i forfatterskabet, dels den underliggende vrængen af den vestlige civilisation og dens dehumaniserende kølighed. Begge forfattere har også den historie til fælles, at de er blevet jagtet af familiemedlemmer og andre, der føler sig udstillet i deres bøger. En problematik Knud Romer i øvrigt også kan nikke genkendende til. Når forfattere lader deres værker balancere helt tæt på grænsen mellem virkelighed og fiktion, kan det ofte medføre kraftige reaktioner.