Donna Tartt

Emneord:

Hovedforfatter

Louise Rosengreen
cand.mag., 2014

Donna Tartt skriver i hånden og bruger gennemsnitligt et årti på en roman. Den elegante, reserverede forfatterinde siger selv, at hun ikke har mere end fem romaner i sig. For det tager tid at skrive, når man skriver pertentligt, perfektionistisk og ambitiøst. Debuten ”Den hemmelige historie” gjorde Tartt kult i USA og gav hende økonomisk frihed til arbejdet med efterfølgeren, den prisbelønnede ”Den lille ven”. Hendes tredje roman, ”Stillidsen”, er blevet rost for bevægende og intelligent at formidle forfatterindens kærlighed til kunst og klassisk håndværk via en fortabt forældreløs drengs tour de force gennem et Amerika fuld af hemmeligheder, svindel, venskaber og morfinslikkepinde.

Baggrund

Donna Tartt blev udråbt som et litterært geni, allerede før hendes første roman stod på boghandlernes hylder. I det hele taget er hun en sjældenhed blandt amerikanske bestsellerforfattere. Hun er tilbageholdende med at give interviews og fortæller kun modvilligt om sit privatliv. Hele hendes persona er omgivet af en mystik, som hun selv gennem tiden behjælpeligt har fodret med citater som ”Jeg er præcis samme størrelse som Lolita” og historier om, at hendes mor var så stor en læsehest, at hun læste bøger, mens hun kørte bil.

”Og dog var hun helt sig selv: en sjældenhed. Jeg kan ikke huske jeg nogen sinde har set andre der lignede hende. Hun var sorthåret med lys hud der blev fregnet om sommeren, porcelænsblå øjne med en masse lys i (…) hun var lige så skinnende og nervøs og flot som en væddeløbshest.”

”Stillidsen”, s. 14.

Foto: Beowulf Sheehan

Født
23. december 1963 i Greenwood, Mississippi.
Uddannelse
Bachelor fra Bennington College, 1986.
Debut
Den hemmelige historie. Lindhardt og Ringhof, 1992. (The Secret History. Alfred A. Knopf, 1992.) Oversat af Annelise Schønnemann.
Litteraturpriser
WH Smith Literary Award, 2003. Nomineret til National Book Critics Circle Award og Baileys Women's Prize for Fiction, 2014.
Seneste udgivelse
Stillidsen. Lindhardt og Ringhof, 2014. (The Goldfinch. Little, Brown and Company, 2013.) Oversat af Annelise Schønnemann.
Inspiration
Peter Pan, Charles Dickens, Flannery O’Connor og Robert Louis Stevenson.

Tartt voksede op i en lille by i Mississippi. Hendes mor var sekretær og faren, en rockabilly musikant og lokalpolitiker, var sjældent hjemme. Som lille (hun var så lille, at hun gik i dukketøj) var Tartt en læsehest ligesom sin mor. Yndlingsbøgerne var J.M. Barries ”Peter Pan” og ”Dr. Jekyll og Mr. Hyde” af Robert Louis Stevenson. Hun var kun fem år gammel, da hun skrev sit første digt. Som 13-årig blev hun trykt i et litterært tidsskrift, og i gymnasiet pjækkede hun gladelig fra undervisningen for at tage hjem og læse romaner under dynen. I 1981 begyndte hun på universitetet, hvor hendes skrivestil imponerede flere af underviserne. De anbefalede hende at skifte til det kreative Bennington college i Vermont. Her mødte hun bl.a. Bret Easton Ellis. De to datede i en periode og udvekslede manuskripter. Efter mange års arbejde udkom debuten ”Den hemmelige historie” i 1992. Den blev en bestseller og er oversat til 24 forskellige sprog.

Først 10 år efter, i 2002, udkom Donna Tartts anden roman ”Den lille ven”, og der gik endnu et årti før ”Stillidsen” var færdigskrevet. Alle tre romaner har Tartt skrevet i hånden, og selv om hendes skriveproces tager tid, elsker hun sit arbejde. Hun sammenligner skrivningen med miniaturemaling: “at male et vægmaleri på størrelse med en mur med en pensel på størrelse med en øjenvippe; et mikroskopisk, meget detaljeret arbejde, men over et stort areal og meget lang tid. Det er derfor, det tager så længe.” [1].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Donna Tartt fortæller om, hvor og hvordan hun skriver

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Både ”Den hemmelige historie” og ”Stillidsen” er fortalt af en mandlig førstepersonsfortæller, mens ”Den lille ven”, der har en kvindelig hovedperson, er konstrueret som en flerstemmig fortælling. I alle Donna Tartts romaner er hovedkarakteren et ungt menneske, der udvikler sig fra barn til voksen. Denne interesse for ungdommen begrunder hun selv således: “Det er et mysterium, hvorfor vi skriver det vi skriver. Jeg ved at en del af grunden til, at jeg tiltrækkes af disse ting er, at jeg altid forsøger at genskabe den jublende, galopperende glæde jeg følte, da jeg læste bøger som barn. At skrive om unge mennesker er for mig en måde at komme tilbage til barndommens læseglæde, da alt var muligt – en måde at huske hvad jeg holdt af ved at læse i første omgang.” [2].

Det er ofte tilfældigheder, der gør, at Tartts karakterer havner i problemer eller kriminalitet, hvilket medvirker til at gøre stemningen i hendes romaner uhyggelig. Hun genbruger træk fra krimien og thrilleren, men bøgerne er primært udviklingsromaner. Hovedpersonerne er antihelte, der ikke kan leve op til samfundets normer, tager forkerte beslutninger og lyver for deres medmennesker og for læseren. Udviklingsromanen er en genre, der er forbundet med naturalismen. Den adskiller sig fra den klassiske dannelsesroman ved at repræsentere et pessimistisk livssyn: Tartts karakterer er ikke harmoniske mennesker, men derimod desillusionerede og deprimerede problembørn.

Donna Tartts sprog er tæt og levende, og hendes billedsprog er velvalgt og præcist. Hun skriver pertentligt og perfektionistisk, og hendes direkte tale er meget virkelighedstro. Samfundsklasser og sociale tilhørsforhold optræder som tematikker i handlingerne, men afspejles herudover i karakterernes sprogbrug. Eksempelvis i ”Stillidsen” når den flersprogede Boris laver grammatiske fejl og bruger russiske ord i sit amerikanske, eller når professor Julian Morrow i ”Den hemmelige historie” holder en filosofisk monolog om æstetik.

Beslægtede forfatterskaber

Da Donna Tartt debuterede med ”Den hemmelige historie”, blev hun af flere amerikanske kritikere regnet som en del af den såkaldte Brat Pack-generation. Brat Pack var navnet på en gruppe af yngre yuppieforfattere, heriblandt Bret Easton Ellis, Jay McInerney og Tama Janowitz, der inspireret af minimalister som Raymond Carver skrev køligt og moraliserende om det angstfulde storbyliv i 1980'erne.

Selv læser hun hellere 1800 tals litteratur end moderne værker. Især Charles Dickens klassiske beretninger om fattige folks livsvilkår under den britiske industrialisering. At lade tilfældige begivenheder afstedkomme at karakterernes liv ændres for altid er bare et af de greb, hun henter fra den engelske mester.

Blandt sine jævnaldrende kolleger er Donna Tartt nu ikke ene om at skrive lange, psykologiske portrætter om ensomhed, depression, misbrug og det moderne menneskes frihed eller mangel på samme. Tartts fiktioner udspiller sig, ligesom landsmanden Jonathan Franzens, i perioden før og efter årtusindeskiftet i dysfunktionelle amerikanske familier på tværs af sociale skel. Jonathan Franzen er, som Tartt, vidt belæst i litteraturhistorien og trækker på bl.a. Henry David Thoreaus ”Walden” i sin roman ”Frihed”, der af kritikere over hele verden er blevet udråbt til Den Store Amerikanske roman. I ”Frihed” er det ikke en malet stillids, men en lille, levende spurv i naturen, som hovedpersonen Walter Berglund sætter sig for at redde fra udryddelse.

Endelig er New York rammen for Jonathan Safran Foers anden roman ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, hvori en 9 år gammel dreng mister sin far ved terrorangrebet på World Trade Center den 11. september 2001. Ikke ulig Theo i ”Stillidsen”, der mister sin mor ved et fiktivt terrorangreb på et kunstmuseum i New York City. Ideen til denne kobling mellem terror og kunst udsprang af Tartts dybfølte frustration over, at Buddha-statuerne i Bamiyan i Afghanistan blev sprunget i luften af Taleban i 2001.