Forugh Farrokhzad

Forough Farrokhzad blev pga. udgivelsen af sine eksplicitte digte i et tidsskrift beskyldt for promiskuitet, og da hun nægtede at stoppe med at skrive, blev hun i 1954 skilt fra sin mand, der også fik myndighed over deres søn. Forough Farrokhzad flyttede tilbage til Teheran, og her udgav hun i 1955 sin debut ”Asir”, der oversat til dansk hedder ”Fanget”. Den fraskilte kvindes stærke og sanselige, poetiske stemme var kontroversiel for det konservative Iran, og hendes tematiske kredsen om det kvindelige begær var ikke hidtil set i litterære kredse.

Foto: Privat foto / Gyldendal

Blåbog

• Født

  5. januar 1935 i Teheran.

• Død

  13. februar 1967.

• Uddannelse

  Skolegang indtil 15-årig og herefter kurser i syning og maleri på den tekniske pigeskole Kamalolmolk.

• Debut

  Asir. Amir Kabir, 1955.

• Litteraturpriser

  Ingen kendte. Bedste dokumentar ved Oberhausen Film Festival i 1963 for dokumentarfilmen ”Khaneh Siah Ast” (1962) (”Huset er sort”).

• Seneste udgivelse

  Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013. Oversættelse, redaktion og efterord ved Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup.

• Inspiration

  Nimā Yushij og A. Shamlu.

Efter udgivelsen og den heftige omtale af den første digtsamling blev Forough Farrokhzad indlagt i kortere tid på en psykiatrisk klinik med et nervøst sammenbrud, men hun var hurtigt ude fra klinikken igen og fortsatte sin skrivning.

Forough Farrokhzads rim og rytmer var nyskabende for deres tid, og mens hun sammen med sin nye elsker, filmskaberen og forfatteren Ebrahim Golestan (f. 1922), begav sig over mod filmmediet og skabte indtil flere dokumentarfilm, blev hendes sidste digte udgivet i forskellige iranske tidsskrifter. Forough Farrokhzad døde som 32-årig i 1967 i en bilulykke, og efter hendes død udkom i 1973 ”Iman Biavarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard” (”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid…”, 2013), hvor de sidste digte er samlet.

Betydningen af Forough Farrokhzads sanselige lyrik, hvor kvindens drift, ønsker og lyst udtrykkes i nyskabende, poetiske sprogbilleder og brudte, frie former, kan man ikke underkende. En af Irans højest skattede og indflydelsesrige poeter i det 20. århundrede læses stadig flittigt, og hendes kritisk af ægteskabsinstitutionen, den patriarkalske samfundsstruktur, de litterære traditioner, de klassiske myter og de religiøse tabuer vækker til stadighed genklang.

De første tre digtsamlinger

Allerede før sin debut i 1955 med digtsamlingen ”Asir” (”Fanget”) udgav Forough Farrokhzad en række digte i tidsskrifter, og især digtet ”Gonah” (”Synd”) vakte furore. Forough Farrokhzad var bare 19 år gammel, og prominente imamer forlangte, at det seksuelle og begærfyldte digt blev trukket tilbage.

Erotiske digte var som sådan ikke uhørte i 1950’ernes Iran, men at digtet stammede fra en kvindes hånd og beskrev den kvindelige lyst og nydelse, var for meget for både patriarkatet, offentligheden og litterater. ”Synd” blev derfor ikke udgivet i Forough Farrokhzads første digtsamling ”Fanget”, men kom med i efterfølgeren ”Divar” (1956) (”Muren”). ”Muren” dedikeres i øvrigt til Forough Farrokhzads tidligere ægtemand.

Som med de efterfølgende to digtsamlinger ”Muren” (1956) og den religionskritiske ”Osyan” (1958) (”Oprør”) er det primært den i datiden ganske feministiske kritik af kærlighedens konventioner og især ægteskabets fængslende fornemmelse, der er indholdsmæssig genstand for digtningen. Derimod er hendes form ganske traditionel, og ofte bruger Forough Farrokhzad en fast form med firelinjede strofer og parrim i sin tidlige digtning, ligesom hun også benytter den faste, iranske digteform ghazal med parrim og omkvæd i sine første digte.

I et interview i det iranske tidsskrift Arash fra 1964 siger Forough Farrokhzad selv: ”Digtsamlingerne Muren og Oprør*, som jeg skrev dengang på versform, er i virkeligheden et udtryk for håbløs plasken med arme og ben imellem to faser i livet. De sidste åndedrag før en eller anden form for befrielse…*” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013).

Som sådan kan Forough Farrokhzads tre første digtsamlinger betegnes som en overgang fra det traditionelle liv, hun som 16-årig gik ind til i ægteskabet med Parviz Shapour, til det liv som ung, intellektuel kvinde, hun for alvor tog hul på, da hun i slutningen af 1950’erne forelskede sig i den gifte og kontroversielle filmskaber og forfatter Ebrahim Golestan.

En Anden Fødsel og Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid …

I 1964 udkom næsten seks års poesi i samlingen ”Tavallodi Digar”, (”En Anden Fødsel”, 2013), der blev Forough Farrokhzads fjerde digtsamling og som meget passende betitler en ny begyndelse i forfatterskabet. Bogen blev dedikeret til Ebrahim Golestan og betegner Forough Farrokhzads gennembrud rent litterært.

I sit gennembrud gør hun op med den faste måde, hvorpå den persiske digtetradition ellers har anvendt rytmer og rim, og rent tematisk fortsætter hun sin sensuelle kærlighedsdigtning om kvindeligt begær og fastholder en samfundskritisk tone, der sætter patriarkalsk, religiøs og militær undertrykkelse under behandling. Hun anvender stadig visse faste, iranske digteformer såsom to masnavier og en enkelt ghazal, men der eksperimenteres også med de frie former og med symbolikken. Metaforerne er originale og stammer ofte fra naturen, som anvendes i gentagende beskrivelser af et kærlighedsforhold mellem et jeg og et du.

”Iman Biavarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard” (”Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid…”, 2013) udkom samlet posthumt i 1973, men den islamiske revolution i 1978-1979 gav sig til udtryk i et over ti år langt forbud mod hendes digte. Mange af de syv digte i den sidste samling var inden Forough Farrokhzads død udkommet i tidsskrifter, og mens flere og flere iranere læste hendes tekster, blev akademikere og traditionalister ved med at kritisere hende. Flere skrev direkte, at hun burde stoppe med at skrive digte, men det havde hun ikke tænkt sig.

Om eftermiddagen mandag d. 13. februar 1967 standsede skæbnen imidlertid hendes forfatterskab, da den kun 32-årige Forough Farrokhzad døde alene i en bilulykke. På tragisk vis kørte den unge forfatter galt og døde, inden hun nåede hospitalet. Hendes elskede Ebrahim Golestan var den første til at finde hende efter ulykken, og selvom hendes minde står klart i mange iraneres erindringer, blev hendes digte først længe efter hendes død igen udbredt.

Efter hendes død voksede Forough Farrokhzads udbredelse og popularitet, og mange af hendes digte er oversat til bl.a. engelsk, tysk, spansk, fransk, tyrkisk, albansk, kurdisk, albansk, koreansk – men de danske oversættelser har der ikke været mange af. Forough Farrokhzads sidste digte, hendes insisteren på traditionsfornyelse og hendes stærke stemme står i dag tilbage som en hyldest til kærligheden, til nydelsen og til friheden.

Genrer og tematikker

Forough Farrokhzad skrev primært digte, men udgav også noveller i slutningen af 1950’erne og instruerede og klippede film såsom den sort/hvide dokumentarfilm ”Khaneh Siah Ast” (1962) (”Huset er sort”) om Baba Baghi – en lejr for spedalske i Iran. Filmen havde farsi voice-over med bl.a. oplæsning af Forough Farrokhzads tekster, og forfatteren selv adopterede nogle år efter drengen Hossein Mansouri fra lejren. Hossein Mansouri lavede senere filmen ”Moon Sun Flower Game” (2008) om forholdet til sin berømte adoptivmor.

Det kan synes umuligt at holde Forough Farrokhzads eget liv helt uden for arbejdet med hendes digte og dermed sammenholde fokusset på ægteskabets begrænsende bånd i de første digtsamlinger med det faktum, at hun i samme år blev skilt fra sin mand. Forough Farrokhzad havde da også et næsten personligt forhold til sine digte. I et interview i det iranske tidsskrift Arash fra 1964 beskrev hun forholdet således: ”For mig er et digt som en ven jeg kan betro mig til. Eller som en kæreste der fuldender mig og tilfredsstiller mig, uden at gå mig på nerverne.” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013). Med andre ord stammer Forough Farrokhzads litterære temaer ofte fra hendes eget liv og fra den udvikling, hun som kvinde og menneske gennemgik.

Udviklingen var også litterær. Fra primært at have anvendt klassiske, iranske digteformer gik hun med sine sidste to digtsamlinger ”En Anden Fødsel” og ”Lad os begynde at tro på begyndelsen af en kold årstid …” over til at eksperimentere mere med formen, mens hendes indhold forblev ligeså kontroversielt for sin tid, som det hele tiden havde været.

Kvindens begær, lyst og nydelse var sammen med religionskritik og generel kritik af de faste begreber og modsætningspar, man både rent forstandsmæssigt og rent sprogligt var så vant til at anvende. Hun vendte verden på hovedet og tvang læseren til at se på den med nye øjne. Øjne, der søgte en frihed og som var villige til at se verden udækket, åben og uforfalsket.

Beslægtede forfatterskaber

Ikke alle Forough Farrokhzads digte er oversat til dansk, og selvom man kunne drage paralleller til danske forfatter Tove Ditlevsen, der som Forough Farrokhzad også leverede en bidende kritik af ægteskabet i en tid, hvor det var ganske uset, så er det måske mest naturligt at vende blikket mod Forough Farrokhzads eget hjemland.

Nimā Yushij (1896 – 1960) var en stor reformist af de klassiske, iranske digteformer i første halvdel af det 20. århundrede. Enderim, bogstavrim og andre faste forhold forsvandt sammen med en mere låst tematik lige så stille ud af digtningen i det, der passende kaldes ”ny digtning”. Politiske og samfundsmæssige temaer blev i højere grad taget op, og for Forough Farrokhzad betød det meget. Selv sagde hun i Arash-interview fra 1964: ”Nimā var en form for begyndelse for mig. I hans digte så jeg for første gang en selvstændig begrebsverden. Jeg så at jeg stod over for et menneske, ikke bare en håndfuld overfladiske følelser og banale gøremål.” (Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup: Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi. Gyldendal, 2013).

Også den iranske digter A. Shamlu (1925 – 2000) tegnede sig som en inspiration for Forough Farrokhzad, og især Shamlus brug af et enkelt sprog, der mere lignede dagligsproget og ikke forsøgte at tvinge ordene ned i fastlåste rytmer, fascinerede Farrokhzad og påvirkede hendes blomstrende formsprog.

Forough Farrokhzads digte om kvindelige drifter og hendes stadige overskridelse af acceptable grænser har skaffet hende kultstatus i hjemlandet, selvom mange af hendes digte stadig kun udgives i censurerede versioner. Hendes liv og digtning er efter hendes død smeltet sammen i et symbolsk holdepunkt, hvor kærlighedens nydelse er den altoverskyggende omdrejningsakse. Som sådan er betydningen af hendes forfatterskab unik.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Digte

Asir. Amir Kabir

Forough Farrokhzad

1955

Divar. Amir Kabir

Forough Farrokhzad

1956

Osyan. Amir Kabir

Forough Farrokhzad

1958

En Ny Fødsel. Ørnens Forlag

Forough Farrokhzad

1990. (Tavallodi Digar. Amir Kabir, 1964.)

Lån via bibliotek.dk

Lad os tro på begyndelsen af en kold årstid

Forough Farrokhzad

Basilisk, 2006. (Iman Bivarim beh Aghaz-e Fasl-e Sard. Morvarid, 1974.)

Lån via bibliotek.dk

Kun stemmen bliver tilbage. Poesi og biografi

Forough Farrokhzad

Gyldendal, 2013. Oversættelse, redaktion og efterord ved Shadi Angelina Bazeghi og Mette Moestrup

Lån via bibliotek.dk

Om forfatterskabet

Web

Artikler

Søgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet