Georges Perec

Emneord:

Hovedforfatter

Tue Løkkegaard
cand.mag., 2016

Den franske forfatter Georges Perec døde i 1982. Først fire år forinden, efter hovedværket ”Livet en brugsanvisning” for alvor satte ham på det litterære kort, lykkedes det forfatteren endeligt at kunne leve af sin kunst. Perec efterlod sig et mangfoldigt og uhyre forskelligartet korpus. Han viser enorm nysgerrighed i sin tilgang til litteraturen, hvor melankolien og legen altid går hånd i hånd. I dag er Perec anerkendt som en af efterkrigstidens mest betydningsfulde og originale franske forfattere, hvis værker har sat sig spor hos en lang række nutidige forfattere og kunstnere.

Baggrund

Georges Perec blev født d. 7. marts 1936 i Paris. Han var søn af polske jødiske immigranter. Hans far Icek Peretz og hans mor Cyrla Szulewicz blev gift i 1934 og bosatte sig i Rue Vilin i Belleville-området i Paris, der på denne tid var et jødisk område. Moderen arbejdede som frisør, mens faderen meldte sig ind i hæren for at bekæmpe den tyske hær i 1939. Fire år og tre måneder efter Perecs fødsel blev Paris invaderet af de tyske tropper. Den 16. juni 1940 blev Perecs far dødeligt såret, og Perecs mor flyttede den lille Perec til en fri zone uden for besættelse i Villard-de-Lans året efter. Her boede han resten af krigen med dele af sin familie. Moderen forsøgte senere at nå sin familie uden for Paris, men blev anholdt af nazisterne og interneret i Drancy for senere at blive flyttet til Auschwitz, hvor hun døde. Perec blev af frygten for nazisterne opfordret til at skjule og glemme sin jødiske baggrund, og han blev døbt Perec. I 1945 flyttede Perec tilbage til Paris, hvor han blev adopteret af sin tante Esther Bienenfeld og hendes mand David.

”Deraf vil man kunne udlede noget som muligvis er puslespillets ultimative sandhed: I modsætning til hvad man kunne tro, er puslespillet ikke noget ensomt spil: hver eneste af de bevægelser som spilleren udfører, har puslespillets skaber gjort før ham eller hende; hver brik han tager op, igen og igen, som han undersøger, kærtegner, hver eneste kombination han afprøver, igen og igen, enhver famlen, enhver intuition, ethvert håb, enhver modløshed, er blevet besluttet, beregnet, tilrettelagt af en anden.”

”Livet en brugsanvisning”, s. 14.

I perioden 1958 til 1959 aftjente Perec sin værnepligt hos faldskærmstropperne, og i 1960 blev han gift med Paulette Pétras (som han senere separeredes fra). Parret flyttede kortvarigt til Sfax i Tunesien. Han studerede sociologi og historie på Sorbonne, hvor han også blev undervist af den franske filosof Roland Barthes. Han skrev samtidigt små anmeldelser og essays til anerkendte franske tidsskrifter som La Nouvelle Revue Française. Han var samtidigt involveret i et semimarxistisk tidsskrift kaldet La Ligne Générale. Perec fik arbejde som arkivar hos CNRS (Nationalt Center for Videnskabelig Forskning), mens han arbejdede på forskellige litterære projekter, der alle blev afvist.

Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Født
7. marts 1936 i Paris, Frankrig.
Død
3. marts 1982 i Paris, Frankrig.
Debut
Les choses. Une histoire des années soixante. 1965.
Priser
Prix Renaudot, 1965. Prix Jean Vigo, 1974. Prix Médicis, 1978.
Seneste udgivelse
Verdens rum og andre tekster. Arena, 2016. Oversat af Christian Yde Frostholm.
Inspiration
Raymond Queneau, Jules Verne, Michel Leiris, Franz Kafka, André Breton, Michel Butor.

I 1965 fik Perec sit litterære gennembrud med romanen ”Ting”, der ikke kun fik hans gamle lærer Barthes’ lovprisning, men tilmed tjente ham Renadout-prisen. I 1967 mødte Perec forfatteren Raymond Queneau, der var medlem af den matematisk-litterære gruppe OuLiPo (Ouvroir de la littérature potentielle – Værksted for potentiel litteratur). Perec blev medlem, og gruppens interesse for matematiske regler i litteraturen ville spille en afgørende rolle i resten af Perecs forfatterskab. I 1972 blev Perec medstifter af tidsskriftet Cause commune sammen med sin gamle gymnasielærer og sociolog Jean Duvignaud og filosoffen Paul Virilio.

Perecs forfatterskab kastede disse år mange forskelligartede udgivelser af sig. Alt fra romaner over mindre tekster og essays til krydsord, digte, radiospil, teaterstykker og film. I denne periode var Perec stadig ansat hos CNRS. Hans position i det franske litteraturlandskab, der prægedes af helt andre tendenser, var tvetydig, og der var langt fra hans kæmpe succes med ”Ting”. Det var først i 1978, da hovedværket ”Livet en brugsanvisning” udkom, at han endelig kunne slippe tøjlerne som arkivar. Bogen gav ham Médicis-prisen.

Perec, der gennem sit liv var storryger, døde 3. marts 1982 af lungekræft på hospitalet Charles-Fois-d’Ivry-sur-Seine, og han ligger i dag begravet på Père Lachaise-kirkegården i Paris.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er ganske svært at genrebestemme Georges Perec, ligesom der løber utallige temaer gennem hele forfatterskabet. Et sted godt at starte er hos Perecs egen inddeling af sit forfatterskab. I sin lille korte tekst ”Notes sur ce que je cherche” inddeler Perec sit forfatterskab i fire dele. Disse fire dele fletter sig ind i hinanden og er ikke fire uafhængige kasser. Derudover skriver Perec, at han aldrig har lyst til at skrive den samme bog to gange, hvorfor man også må se hver enkelt bog eller tekst som et nyt forsøg på at tilnærme sig, beskrive eller undersøge forskellige tematikker og former. Perecs fire inddelinger lyder: ’det selvbiografiske’, ’det sociologiske’, ’det ludiske eller legende’ og ’det romaneske’.

Det selvbiografiske er et centralt tema hos Perec, særligt op til midten af 1970’erne og drejer sig om hans udforskning af erindringen og erfaringen. Hans barndom, forældrene, krigen og jødedommen er konkrete omdrejningspunkter. Tilnærmelsen til det selvbiografiske følger dog ikke typiske selvbiografiske mønstre, men er snarere eksperimenterende forsøg på at nærme sig noget fortrængt eller glemt. Gennem næsten alle sine værker lægger Perec små spor eller tegn, der ikke kun taler bøgerne imellem, men også er små personlige koder eller spor, som både han og læseren kan afkode i dialog med fortællingerne.

Det sociologiske omhandler særligt Perecs begreb om det infraordinære. Modsat det ekstraordinære er det infraordinære alt det hverdagslige, som sker hver eneste dag, uden noget egentligt synes at ske. Det handler om at omgå et tilvænnet blik, hvor vi ikke ser, hvad der sker på daglig basis. Perecs tilnærmelser er gerne nøje detaljerede registreringer af hverdagen og således forsøges en flygtig erfaring at blive fanget. I hverdagen er vi allermest til stede, og ved nøgternt at beskrive de allermest banale handlinger eller nøje registrere byens daglige bevægelser forsøger Perec at tilnærme sig den erfaring, der ellers forbliver overset.

Det ludiske eller legende er Perecs interesse for regler, begrænsninger og matematiske strukturer samt alt fra krydsord til lipogrammer (Perecs notoriske roman ”La Disparition” er eksempelvis skrevet helt uden bogstavet ’e’). Paradokset her er – som tilfældet er generelt også hos OuLiPo – at begrænsningen skal kunne frigøre et potentiale, en mulighed. Ved at sætte sig særlige regler – om det er for skriften eller blikket, der skal betragte den flygtige hverdag – kan man frigøre ting, der ellers ikke synes tilgængeligt.

Det romaneske er Perecs forkærlighed for romanens verden. Som sådan er det ikke tematisk, men sigter snarere til hans glæde ved fortællingens kunst. Forskellen mellem det romaneske og romanen er groft sagt, at Perec her ikke lader sig binde af traditionelle formmønstre eller fortællinger, men kan lade fortællingen lege, underordne sig og åbne både litteraturens egne former såvel som erfaringens.

Beslægtede forfatterskaber

Georges Perecs interesse for det hverdagslige såvel som det matematiske giver tydelig genlyd hos den franske forfatter Raymond Queneau. Ikke kun var denne en vigtig inspirationskilde for Perec, men også en ven og allieret. Queneaus egne formstrenge romaner har også tydelige præg af leg som det bl.a. ses i ”Zazie dans le métro” (”Zazie i metroen”) og ”Exercises de style” (”Stiløvelser)”. Queneau var selv medlem af OuLiPo.

To andre OuLiPo-forfattere, som har et ganske tydeligt slægtskab med Perec, er den franske forfatter Jacques Roubaud og den italienske forfatter Italo Calvino. På hver deres måde beskæftiger disse forfattere sig med litteraturens former og potentielle forgreninger over tid og form.

Af nyere forfattere kan man nævne bl.a. François Bon og Annie Ernaux. Perecs ofte forfladigede stil, hans interesse for hverdagen og vores steder, og vendingen mod vore egne ydre omgivelser vækker genklang hos disse. Bon besøger bl.a. fabrikkerne uden for Paris i flere bøger, hvor han forsøger at vriste erfaringerne i et senkapitalistisk samfund frem fra deres skjulte åg. Ernaux blander selvbiografiske elementer med en særlig direkte stil, der frasiger sig enhver lidenskab i sproget. Hun er interesseret i vore omgivelser, og hvordan erfaringen – personlig som fælles – kan spores ved at koncentrere sig om skriftens måde at gengive virkeligheden på.

På dansk kan vi se et slægtskab med Perec hos en forfatter som Christian Yde Frostholm, hvis bog ”Paris en brugsanvisning” ikke kun citerer Perec, men også forsøger at tilnærme sig hverdagen ved at afprøve Perecs egne metoder. En anden dansk forfatter er Martin Larsen. Bl.a. er dennes digtsamling ”noter til det mere perfekte liv” også en hyldest til det hverdagslige og matematiske. Digtene er såkaldte metrodigte (en digtform udviklet af OuLiPo-forfatteren Jacques Jouet) og dedikerer sig også til tilnærmelsen af det infraordinære. Andre danske forfattere, der på forskellig vis slægter Perec på, er Svend Åge Madsen, Peter Adolphsen, Thomas Hvid Kromann og Morten Søkilde.