Gunnhild Øyehaug

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
april 2026

Hovedforfatter

Maria Roslev
cand.mag., 2018

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug skriver underholdende og elegant om livets alvor og springer ubesværet mellem det nære menneskelige og det teoretiske. Det gælder, uanset om hun skriver kortprosa, romaner eller essays. I hjemlandet debuterede hun i 1998 med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret”. Siden har hun udgivet en række bøger, hvoraf mange er oversat, senest novellesamlingen ”Knuder” i 2018. Samlingen har givet hende stor international anerkendelse, og hun er blevet rost til skyerne i tidskriftet The New Yorker.

Baggrund

Den norske forfatter Gunnhild Øyehaug er født i 1975 i Ørsta, en lille by nord for Bergen. Som bare femtenårig fik hun sin første novelle publiceret i ”Norsk barneblad”, et norsk magasin til børn, men hun vidste meget tidligere, at hun ville være forfatter. Hun fortæller, at hun lærte at læse som fireårig og begyndte at skrive dagbog som seksårig. Når hun skrev digte, afsluttede hun dem altid med ordene ”Flot digt”, fordi, som hun fortæller: ”Jeg havde en ældre kusine, der var begyndt i skole tidligere end mig. Jeg var meget misundelig på hende, fordi der altid stod ”flot arbejde” på det hjemmearbejde, hun viste mig. Derfor tænkte jeg: ”Okay, så må jeg være min egen lærer og skrive ’flot digt’”. Jeg måtte rose mig selv. Det er sikkert derfor, jeg er blevet forfatter – fordi jeg har rost mig selv så meget.” [1]. Om det er hendes egen ros eller en vedvarende fascination af sproget og tekstens mulighed for at frigøre det enkelte individ, er svært at afgøre, men forfatter blev hun.

”De lignede, tænkte jeg og måtte kvæle et fnis, kalve der lige var kommet ud af stalden om foråret, kalvene havde kroppe, det havde de, og bruge den frit, det ville de, de havde bare ikke helt fundet ud af hvordan. Der var noget næsten rørende ved at se mine kolleger sådan. Det var et forsøg på at nærme sig noget, noget friere.”

”Undis Brekke”, s. 36-37.

Foto: Helge Skodvin

Født
9. januar 1975 i Volda i Norge.
Uddannelse
Cand.phil. fra Bergens Universitet i 2002.
Debut
Slaven av blåbæret. 1998. Digtsamling.
Litteraturpriser
Bjørnsonstipendium, 2006. Tanums kvinnestipend, 2007. Doblougprisen, 2009. Sultprisen, 2009. Prins Eugens Kulturpris, 2010.
Seneste udgivelse
Her kommer solen. Turbine, 2026. (Her kjem sola, 2024). Oversætter: Sara Koch.
Inspiration
Dag Solstad, Virginia Woolf, Inger Christensen, Lydia Davis, Gustave Flaubert.

Gunnhild Øyehaug debuterede i Norge med digtsamlingen ”Slaven av blåbæret” i 1998 og fik sit store gennembrud i hjemlandet med romanen ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” i 2008. Den blev i 2014 filmatiseret under titlen ”Kvinder i for store herreskjorter”. Siden har hun skrevet både noveller, romaner og essays, og flere af hendes bøger er oversat til blandt andet dansk, svensk, tysk og engelsk. At hun blev oversat til engelsk skyldtes delvist den amerikanske forfatter og oversætter Lydia Davis, for som Øyehaug siger: ”Frode Saugestad, iværksætter af the Norwegian American Festival i Oslo og New York, inviterede flere gange Lydia Davis til Norge. Han gav hende en stak norske bøger, som han selv holdt af, deriblandt ”Knuder”, og da hun på et tidspunkt skulle ud at rejse, tog hun mine noveller med. Det var sådan det begyndte. Hun kunne godt lide dem, fortalte Saugestad mig i en mail, og det var helt vildt for mig, fordi jeg er en ret stor fan af hende.” [1]. Lydia Davis er ikke den eneste, der er vild med Øyehaugs noveller. ”Knuder”, der er kommet på dansk i 2018, har høstet formidable anmeldelser både i Danmark og USA.

Gunnhild Øyehaug er uddannet i litteraturvidenskab fra Bergen Universitet i 2002 og underviser i dag ved Skrivekunstakademiet i Bergen. Hun bor i Bergen og er gift med Sasja Haven, som hun har to børn med.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Gunnhild Øyehaug har skrevet i de fleste genrer, men uanset om hun skriver noveller, romaner eller essays, balancerer hun mellem det tragiske og komiske, det rørende og frastødende. Hun springer mellem det menneskeligt nære og livets store linjer og refererer flittigt til både litterære klassikere og popkultur.

Tematisk kredser hendes forfatterskab om kærlighed, krop, køn, drømme, drifter og identitet. Hun skriver om menneskelige relationer, eller manglen på samme, og hun har et dissekerende blik for det pinlige og dysfunktionelle. Det ses især i romanerne, hvor for eksempel Undis i ”Undis Brekke” igen og igen ender i pinlige situationer, fordi hun enten er for ærlig eller for ærekær.

Generelt for Øyehaugs fortællinger er manglen på plot og personkarakteristik. Det er tankerne og sproget, der er materialet, og således mimer de fleste af hendes historier det menneskelige sind styret af tankernes cirkulære mønstre.

Øyehaug leger med synsvinklerne, når hun skriver. I novellesamlingen ”Knuder” fortælles en af novellerne for eksempel fra en hjorts synsvinkel, og i ”Vente, blinke: et perfekt billede af et personligt indre” skiftes der ikke kun mellem mange forskellige personer, men med ét fortælles der også fra en fisks synsvinkel. I det hele taget bruger Øyehaug bevidst litterære virkemidler, men altid så det tilfører et ekstra lag og noget overraskende til fortællingen, aldrig kun for at demonstrere et fortælleteknisk greb.

Øyehaugs forfatterskab er både alvorligt og morsomt. Sammenstillingerne, personerne, referencerne og sproget bidrager hele tiden til noget nyt og overraskende. Øyehaug er både fabulerende og virkelighedsnær, skriver om det tunge og lette, det menneskelige og teoretiske, og under det hele løber en strøm af humor. Men humoren er ikke et litterært greb ifølge Øyehaug, for som hun fortæller: ”Det er ikke noget jeg beslutter mig for at gøre, som ”åh, det her er lidt trist, så må jeg hellere tilføre et morsomt element.” Det er en måde at tænke på, en måde at skrive på, og det er et dynamisk spil. Hvis det er meget dystert, er man nødt til at tilføre noget lys. Hvis ikke man gør det, drukner teksten i mine øjne. Og hvis det er for lyst, forsvinder betydningen, så er der ikke noget på spil.” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Gunnhild Øyehaug er blevet kaldt Norges Lydia Davis, og det er ikke uden grund. Øyehaugs 45 noveller i novellesamlingen ”Knuder” fra 2018 leder ikke kun tankerne hen på Davis, fordi de er korte og præcise. Forfatterne deler et humoristisk og absurd blik på tilværelsen, og de balancerer begge mellem humor og alvor, realisme og fabel, når de skriver. Davis er kendt som en fabelagtig stilist, og med sit forfatterskab understreger Øyehaug ligeledes, at hun er stilistisk suveræn.

Øyehaugs forfatterskab leder også tankerne hen på Virginia Woolf, som flere af Øyehaugs bøger direkte refererer til. Der er flere stilistiske fællestræk i de to forfatteres værker. I Woolfs roman ”Mrs. Dalloway” fra 1925 sondres der ikke mellem direkte og indirekte tale, og der skiftes frit mellem alvidende beskrivelser og indre monolog. Det samme gør sig gældende i ”Undis Brekke”, og Øyehaug er i hele sit forfatterskab tydeligt inspireret af Woolfs narrative teknik, der betegnes som ’stream of consciousness’. Derudover foregår ”Undis Brekke” over en enkelt aften, på samme måde som handlingen i Woolfs ”Mrs. Dalloway” strækker sig over en dag.

Forholdet mellem kønnene er et centralt tema i Woolfs forfatterskab, og i romanen ”Til fyret” fra 1927 er det en gennemgående konflikt for karaktererne at integrere både det kvindelige og mandlige i sig. Køn, krop og kærlighed er også centrale temaer i Øyehaugs forfatterskab. Selv siger Øyehaug om inspirationen fra Woolf: ”Jeg har altid være fascineret af en passage i Virginia Woolfs ”Til fyret”, hvor kunstneren Lily Briscoe fortæller om komponeringen af sit maleri. Hun siger, at her skal skyggerne være lysere og indser pludseligt, at træet skal centreres i maleriet. Det har faktisk altid været min guideline, når jeg former en tekst: jeg skal balancere delene i forhold til hinanden, og der er nødt til at være et centrum i teksten.” [1].