
Hanne Dagmar Raaberg
- Marie Hauge Lykkegaardcand.mag., september 2026
Intro
I Hanne Dagmar Raabergs legende og ekspressive tekster bliver teenagerens følelsesliv vakt til live. Både ord og form bidrager til dette i bøgerne ”Papirhjerter” og ”Hjernestyrt”, der i digtform fortæller historien om kæresteparret Alva og Alfred. ”Hun ved præcis, hvordan en teenager har det,” har en 14-årig læser engang sagt til Raaberg, og måske er det sandt. Hun lader i alt fald egne digte, fra da hun selv var teenager, indgå i sine tekster, og resultatet er levende fortællinger, som både fremstår enormt genkendelige og helt særlige.
Født:
1969
Uddannelse:
Cand.mag. i retorik, 1997. Forfatterskolen for Børnelitteratur, 2014
Debut:
Hils far. Eksistensen, 2017. Børnebog
Litteraturpriser:
Kulturministeriet Forfatterpris for årets bedste skønlitterære børne- og ungdomsbog, 2023. Skolebibliotekernes Forfatterpris, 2024
Seneste danske udgivelse:
Hjernestyrt. Gyldendal, 2026. Digte
Inspiration:
Egne digte fra da hun selv var barn og teenager. Modsætningsforholdet mellem store følelser og små detaljer
Hanne Dagmar Raaberg (f. 1969) skulle blive over 50 år, før hun for alvor slog igennem som forfatter af ungdomsbøger. Hun har dog skrevet, siden hun selv var på alder med hovedpersonerne i de bøger, hun siden har vundet to priser for. Som barn og teenager skrev hun digte, og det var netop disse digte, der mange år senere blev både inspiration til og en del af bogen ”Papirhjerter”. For da hun som elev på Forfatterskolen for Børnelitteratur i 2013 kiggede sine gamle digte igennem, skete der noget: ”Jeg kunne mærke følelserne, der strømmede ud fra papiret, og jeg fik lyst til at fortælle en historie formgivet som digte indeholdende alle de knitrende stærke følelser, som jeg selv husker fra preteen- og startteenagealderen.” (Anne Funch: Hun mistede sin datter i en ulykke og skrev sig igennem det mest rædselsfulde. Nu har hun givet sig selv lov til at være glad igen. Berlingske, 2024-03-23).
”Papirhjerter” udkom dog første ti år senere i 2023. I mellemtiden dimitterede Raaberg fra Forfatterskolen for Børnelitteratur og udgav i 2017 sin første børnebog. Men så indtraf tragedien. Hendes 19-årige datter mistede på tragisk vis livet i en ulykke, og i sorgen vendte Raaberg tilbage til at skrive digte for at forstå sin sorg. Lidt efter fandt hun skriveprojektet fra forfatterskoletiden frem igen, for i sin bearbejdelse af tabet fik hun lyst til at skrive om kærligheden_: ”Jeg kastede mig ud i at skrive om kærlighed, om alt det sjove, det legende og det lette. Nu skrev jeg ikke længere digte udelukkende for at overleve”_, siger hun til Berlingske (Anne Funch: Hun mistede sin datter i en ulykke og skrev sig igennem det mest rædselsfulde. Nu har hun givet sig selv lov til at være glad igen. Berlingske, 2024-03-23). Og sådan blev ”Papirhjerter” til. En bog, som Raaberg fik både Kulturministeriets Forfatterpris og Skolebibliotekernes Forfatterpris for i henholdsvis 2023 og 2024. Bogen fik senere en efterfølger ”Hjernestyrt” i 2026.
”Jeg savner/ stadig E-L/ dybt dybt/ inderst inde …/ MEN jeg kan jo/ alligevel ikke/ gøre noget/ så nu giver jeg/ SLIP SLIP SLIP/ Vi er sammen hver dag/ VI = altså mig og Alfred, selvfølgelig/ Ja, det må være sådan, det føles …/ JA!/ JEG!/ ER!/ FORELSKET!
”
Hanne Dagmar Raaberg har en kandidatgrad i retorik. Hun har skrevet bidrag til fagbøger om skrivning, og på hendes hjemmeside kan man læse, at hun også er certificeret coach og blandt andet har arbejdet med skrivecoaching. Hun bor i Rødovre med sin familie.
Udvalgte bøger
- Papirhjerter
Hanne Dagmar Raabergs ”Papirhjerter” fra 2023 er en episk fortælling for de 12 til 14-årige sat op som langdigt.
Læs mere om bogen - Hjernestyrt
I 2026 udkom Hanne Dagmar Raabergs ”Hjernestyrt”, som er fortsættelsen til ”Papirhjerter”. I denne bog er det Alfred, der fortæller historien. Han er stadig kæreste med Alva, men det er svært at være sammen, når man selv bor langt ude på landet, mens hun bor i byen.
Læs mere om bogen




