Hans Davidsen-Nielsen

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
juni 2024

Hovedforfatter

Karen Fjordside Pontoppidan
stud.mag., 2015

Som journalist hos Politiken og tidligere ved Weekendavisen og Jyllands Posten er Hans Davidsen Nielsen et kendt navn i nyhedsverdenen, og gennem sine skarpt skildrede faglitterære værker om de danske efterretningstjenesters historie forbinder han sit journalistiske fagområde med rollen som forfatter. Med udgangspunkt i sit indgående kendskab til de hemmelige miljøer og med bevaring af sin journalistisk ligefremme stil kunne Davidsen Nielsen i 2014 også kalde sig krimiforfatter. Fiktionsdebuten ”Hypokonderens død” indbragte ham i 2015 Dansk Krimiakademis Debutantdiplom.

Baggrund

Hans Davidsen-Nielsen er født i 1968 og er, som søn af psykoterapeut og forfatter Marianne Davidsen-Nielsen og sprogprofessor og tidligere formand for Dansk Sprognævn Niels Davidsen-Nielsen, vokset op i et akademikerhjem på Frederiksberg. Han er mellemste barn i en søskendeflok på tre, der også tæller de to søstre Marie Davidsen-Nielsen, der er børnepsykolog og Mette Davidsen-Nielsen, der er administrerende direktør for Dagbladet Information.

”'Forsvaret,' sagde hans institutleder. 'Hvad fanden ved du om forsvaret?'
'Ja, det er sådan lidt svært at forklare. Jeg har en bekendt fra min tid som værnepligtig, der gerne vil bruge min viden om etniske minoriteter. Du ved, hvordan rekrutterer man flere til forsvarets rækker, (...) og så videre.'
Morten brød sig ikke om at lyve, men da han skrev ansættelsespapirerne under på Kastellet, havde Bruun bedt ham være diskret.”

”Hypokonderens død”, s. 93.

Foto: Politikens forlag

Født
24. juli 1968.
Uddannelse
Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1994.
Debut
Værnet – den danske SS-læge i Buchenwald. JP Bøger, 2002. Biografi.
Litteraturpriser
Nils Ufers Mindelegat, 1994. Den Danske Publicistklubs jubilæumspris, 1999. Det Danske Krimiakademis Debutantdiplom, 2015.
Seneste udgivelse
De aflyttede. Gyldendal, 2024.
Inspiration
Graham Green, John le Carré og Leif Panduro.

Frederiksberghjemmet blev i løbet af barn- og ungdommen for en tid erstattet af et toårigt ophold i USA og et etårigt i England. Hjemme igen startede han på Falkonergårdens gymnasium, hvorfra han blev student i 1988. Inden han i 1990 blev optaget på Journalisthøjskolen i Aarhus, brugte han halvandet år som opvasker og pædagogmedhjælper. I 1994, samme år som han endte sin journalistiske uddannelse, blev han ansat på Weekendavisen.

Som journalist ved skiftende aviser står Davidsen-Nielsen bag en lang række publikationer – artikler såvel som faglitterære værker, der skildrer den politiske verden. I sit daglige virke på dagbladet Politiken beskæftiger han sig journalistisk med landets efterretningstjenester, og i et interview med Forfatterweb fortæller han, hvordan dette arbejde har resulteret i hans to faglitterære værker ”En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig” og ”Spionernes krig” fra henholdsvis 2006 og 2008. I samme interview siger forfatteren om udviklingen af sit forfatterskab mod også at favne skønlitteratur: ”Det var under arbejdet med disse bøger, at jeg fik ideen til ”Hypokonderens død”.” [1]. Men selvom der altså kan tegnes en rød tråd fra det journalistiske arbejde til hans skønlitterære debut, har han mærket genreforskellene: ”[Den skønlitterære genre] stiller nogle helt andre krav til blandt andet dialog og miljøskildring, har jeg erfaret.” [1].

Det er ikke blot sin egen professionelle dagligdag som journalist, der inspirerer forfatteren Davidsen-Nielsen. Han fortæller, hvordan han til udarbejdelsen af sin hypokondriske hovedperson i ”Hypokonderens død” også har haft god nytte af sin mors erfaring med alvorligt syge patienter.

Udvalgte bøger

Hypokonderens død
Hans Davidsen Nielsen debuterede som romanforfatter i 2014 med ”Hypokonderens død” om den midaldrende Morten Richter, der er vellidt universitetsunderviser, men kummerlig forsker og derfor har en f...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

På samme måde som det er tilfældet med Hans Davidsen-Nielsens faglitterære forfatterskab, vidner hans skønlitterære debut om hans indgående kendskab til det fagområde, værket har som omdrejningspunkt. Som forfatteren har udtrykt om hensigten med et af sine tidligere værker, ”En højere sags tjeneste – PET under den kolde krig”, fornemmes det, hvordan forsøget ”at udfylde nogle af hullerne og skildre en hemmelig verden,” [2] til dels følger med over i det skønlitterære univers – på trods af fiktionsrammen.

Det er en fornemmelse, der understøttes af den realismeverden, historien udspiller sig i. Davidsen-Nielsen trækker på læserens genkendelighed med miljøet, når han refererer til københavnske steder som Amagerafdelingen af Københavns Universitet, Loppen på Christiania og Bopa plads på Østerbro. Herved bliver det relaterbare København et genkendelighedsanker for den almene læser, når denne på lige fod med Morten præsenteres for den hemmelige og mere ukendte verden inden for forsvarets efterretningstjeneste.

Da størstedelen af romanen bruges på at give læseren et kendskab til karaktererne og et indblik i forsvarets efterretningstjenestes fagområde er det tydeligt, at karaktererne ikke blot er flade stereotyper, hvis eneste funktion er at drive historien frem mod plotafsløringen. De bliver plottet i sig selv. Således er det på sin vis en utraditionel måde, hvorpå Davidsen-Nielsen skriver sig ind i kategorien af krimiforfattere, når selve dramatikken, der hurtigt gennemspilles i den sidste tredjedel af værket, overskygges af persontegningerne og romanens oplysende funktion som det centrale.

Fortællingen berettes af en tredjepersonsfortæller, der med undtagelse af sidste kapitel tager Mortens synsvinkel. Via et slutteligt synsvinkelskift tydeliggøres skellet mellem fortællerens og Mortens stemme – et skel, der ellers flere steder er lettere udvisket, når fortælleren eksempelvis overtager Mortens hypokondriske tanker ved er at skrive dem ud: ”Men den slags (et godt helbred, red.) skal man ikke lulle sig i søvn af.” (s. 13). At det er fortælleren, der står for denne udtalelse og ikke Morten, eksemplificerer bogens sarkastiske tone og ironiske distance til ellers alvorlige emner som hypokondri, dødelig sygdom og terrorisme. Denne underliggende tone er et tydeligt gennemgående træk hos den fortællende instans.

Også højtideligheden omkring forsvarets inderkreds udsættes for fortællerens ironi, når det overdrevne hemmelighedskræmmeri fremhæves ved alt fra en hemmelighedsstemplet festsang til en ulv, der fejlagtigt bliver bytte under en jagtsession og hemmeligt begraves på baggrund af det uimodsigelige mantra: ”Skyd, grav, ti” (s. 85).

Beslægtede forfatterskaber

Davidsen-Nielsens flerdimensionerede fjendebillede er et træk, der også findes hos krimikollegaen Jakob Melander, hvis roman ”De berusedes vej” fra 2015 lader de onde kræfter udgå fra vores eget samfund i stedet for at være udefrakommende. Således bearbejder Melander også spørgsmålet om, hvem den virkelige skurk er, og gør det besværligt for et etableret ”os” at give ”de andre” skylden for ondskaben.

Det generelle billede af krimiens skurk kommenteres af litteraturkritikeren Klaus Rothstein, der i et interview til Informations Krimitillæg 2015 siger om krimien: ”Den bør arbejde så grundigt med portrætteringen af gerningsmanden, at man også bliver klogere på hans ståsted.” [3].

I fald Hans Davidsen-Nielsen deler denne overbevisning, er det fristende at tildele Forsvarets Efterretningstjeneste titlen som skurk, da forfatteren netop gør et stort arbejde ud af portrætteringen af denne institution, dens inderkreds og strategier.

De danske efterretningstjenester er også omdrejningspunktet i Frank Jensens krimi ”Som et blik fra helvede” fra 2014, der således deler tematisk sigte med ”Hypokonderens død”. Ydermere er der fællestræk mellem de to forfattere, idet Frank Jensen, der er tidligere operativ chef i PET, i sit forfatterskab gør brug af sin erfaring fra sit professionelle virke – netop som det er tilfældet med Davidsen-Nielsen.

At karakterskildringen synes at skubbe dramatikken i baggrunden er ikke et ukendt fænomen i krimigenren. Også Thomas Rydahl benytter sig i ”Eremitten” fra 2014 af en fremstillingsstil, hvor det kriminalistiske plot er sekundært i forhold til persontegningen og dagligdagen.

Krimiens kredsen om terror er en tendens, der genfindes i værker af flere af Davidsen-Nielsens forfatterkolleger, blandt andre Michael Katz Krefeld, Benni Bødker, Karen Vad Bruun og Christian Frost samt svenskeren Kristina Ohlsson og nordmanden Eirik Wekre.