BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Hans Fallada
Foto: People's
*Seneste udgivelse

Hans Fallada

Senest opdateret
  • Redaktionen
    2024
Hovedforfatter
  • Andreas Tonnesen
    cand.mag., august 2023

Intro

Det er mennesker på randen, i udsatte positioner og i opposition til det omgivende samfund, der befolker den tyske forfatter Hans Falladas litterære universer. En gruppe af mennesker, som forfatteren selv med et dramatisk og omtumlet liv havde en særlig forbindelse til.

Forfatterskabet er også et medrivende litterært vidnesbyrd om de menneskelige og værdimæssige omkostninger ved naziregimet og dets brutalitet. Og om de dilemmaer Fallada måtte gennemleve som en tysk forfatter, der trods en markant modvilje mod den nazistiske ideologi valgte at blive i Tyskland i årene efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Baggrund

Rudolph Wilhelm Friedrich Ditzen, bedre kendt under forfatterpseudonymet Hans Fallada, blev født i Greifswald i 1893. Hans kun 53 år lange livsbane var nøjagtig lige så omskiftelig, dramatisk og intens som den tyske virkelighed, der omgav ham. En ulykke i 1909, hvor Fallada blev kørt ned af en hestevogn, og året efter, hvor han blev ramt af tyfus, blev afgørende begivenheder og starten på et livslangt problem med afhængighed af smertestillende medikamenter. I 1911 planlagde Fallada sammen med en ven en duel, egentlig et fælles selvmordsforsøg. Vennen omkom, og Fallada blev indlagt på psykiatrisk hospital.

”Jeg har aldrig følt det så stærkt som under Hitlers regime, at et menneske, hvis eksistens konstant er truet, må have et sted, han kan flygte hen med sine drømme og håb. For at kunne leve i de værste tider er det ikke nok at have visheden om, at den nedrige fjende en dag vil bukke under.”

”I mit fremmede land”, s. 281.

På grund af alkohol- og morfinafhængighed var det forgæves, da Fallada søgte ind i den tyske hær i 1914. I stedet forsøgte han uden større held at blive stoffri og fungerede som administrator af forskellige landbrug i årene 1917 til 1919. Af flere omgange tilbragte Fallada også en række år i fængsel pga. underslæb i forbindelse med sine misbrugsproblemer. Denne erfaring behandler Fallada i bogen ”Har man én gang spist af en bliktallerken” (1934, på dansk 1981).

Portræt af Hans Fallada
Foto: People's
  • Født

    21. juli 1893, Greifswald.

  • Død

    5. februar 1947, Berlin.

  • Uddannelse

    Afbrudt gymnasieuddannelse, oplært som landbrugsmedarbejder på forskellige godser.

  • Debut

    Der junge Goedeschal, 1920. Roman.

  • Litteraturpriser

    Ingen kendte.

  • Seneste danske udgivelse

    En mands stræben. Forlaget Silkefyret, 2024. (Ein Mann will nach oben. 1953). Oversætter: Jacob Jonia. Roman.

Fallada giftede sig i 1929 med Anna Issel, med hvem han fik fire børn. Han arbejdede som journalist og blev siden ansat på forlæggeren og vennen Ernst Rowohlts forlag i Berlin, mens han skrev på romanen ”Lille mand, hvad nu?”.

Med Hitlers magtovertagelse valgte Hans Fallada den indre emigration og blev i Tyskland trods sin uvilje mod den nazistiske ideologi. Han blev i 1933 kortvarigt anholdt af SA under anklage om undergravende virksomhed.

Efter en dramatisk skilsmisse, hvor en påvirket Fallada skød efter sin fraskilte kone, blev han igen sendt på en psykiatrisk anstalt, hvor han skrev historien ”Drankeren” om en destruktiv alkoholiker. Bogen blev udgivet posthumt i 1950. Desuden skrev han i al hemmelighed sine erindringer ”I mit fremmede land” om tiden under naziregimet.

I 1945 giftede Fallada sig med sin anden kone, den meget yngre Ursula Losch, der også delte Falladas alkohol- og morfinmisbrug. I en kort periode, da krigen sluttede, fungerede Fallada som borgmester i den lille by Feldberg nord for Berlin. De sidste to år af sit liv boede Fallada i Berlin, hvor han stærkt svækket færdiggjorde romanen ”Alene i Berlin”. Tre måneder senere, den 5. februar 1947, døde Hans Fallada af hjertesvigt.

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Videoklip: Illustreret introduktion til "Alene i Berlin". Engelsk, 2023.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Hans Falladas værker forbindes i en tysk sammenhæng med betegnelsen ”Neue Sachlichkeit” (ny saglighed). Betegnelsen svarer til den danske socialrealisme og er med andre ord en bred betegnelse, der dækker en stil, der i kølvandet på ekspressionismens mere utopiske ambitioner ønsker at komme ned på jorden og tale den virkelige verdens sag med en detaljeret og realistisk udtryksform. Det handler om at indfange den moderne hverdag og almindelige menneskers liv. Denne realistiske ambition præger i den grad Hans Falladas samlede værk. Og det bliver særligt tydeligt, når man også bemærker, i hvor høj grad Falladas eget liv er flettet sammen med hans litterære værker. Foruden de store socialrealistiske romaner har Hans Fallada også skrevet en række børnebøger, noveller og eventyr.

Det helt markante tematiske omdrejningspunkt for Falladas liv og værk blev dog Weimar-republikkens sammenbrud og de 12 års nazistiske herredømme i Det Tredje Rige. Overalt i hans bøger spores indignationen, og der skrives ofte også med en sarkastisk ironi om nazismens ’fortjenester’ og ’fortræffeligheder’. På den måde får magtesløsheden og mismodet en modvægt og fortællingerne en livgivende kritisk brod.

På den måde er forfatterskabet tæt forbundet med sin samtid og forfatterens egen person som en eminent katalysator af det samfundsmæssige og menneskelige sammenbrud, der kendetegner Tyskland i 1930’erne og 1940’erne. Som Fallada konstaterer det i sin fængselsdagbog fra 1944: ”Jeg har levet et liv som alle andre, i den store masse, almindelige menneskers liv. Og for så vidt vi ikke var partimedlemmer, bestod vores liv i Det Tredje Rige nu engang af trakasserier, af lutter små kampe, der skulle udkæmpes, for at vi kunne opretholde livet.” (”I mit fremmede land”, s. 245). Og netop ved sin insisteren på det almindelige, nære og personlige i denne så ualmindelige periode hæver forfatterskabet sig op over sin egen tid med sin uafrystelige måde at sætte et menneskeligt ansigt på konsekvenserne ved udgrænsningens uretfærdighed og undertrykkelsens uhyrligheder.

Beslægtede forfatterskaber

Hans Fallada fik sit store gennembrud med romanen ”Lille mand – hvad nu?”. Dens portræt af den lille mands frugtesløse forhåbninger og anstrengelser i 1930’ernes kriseår er blevet til en klassiker. I en tysk sammenhæng er det oplagt at nævne forfatteren Erich Kästner, der ligesom Fallada blev boende i Tyskland efter magtovertagelsen i 1933, hvor nazisterne gjorde hans bøger forbudte. Kästners berlinerroman ”Fabian” fra 1931 skildrer i stil med Fallada en ung mands svære vej gennem en inflationens og arbejdsløshedens storby. En anden berlinerroman i perioden, der kredser om individets konfrontation med storbyen, er Alfred Döblins ”Berlin Alexanderplatz” fra 1929. Men også for en række danske forfattere udgør Falladas roman om den lille mand en tydelig inspiration. Det gælder for Mogens Klitgaards ”Der sidder en mand i en sporvogn” (1937), for H.C. Branners roman ”Legetøj” (1936) og ikke mindst for Kjell Abels skuespil ”Melodien, der blev væk” (1935).

Men også romanen ”Når man én gang har spist af en bliktallerken” har måske med dens måde at beskrive fængselslivet som den endelige tryghed givet inspiration til Hans Scherfigs roman ”Den forsvundne fuldmægtig” (1938).

Forfatterskabet udgør således en klar inspiration for en række af Falladas samtidige forfattere. Men forfatterskabet har også i de senere år oplevet en fornyet interesse. Det er blandt andet tydeligt at se med de relativt mange nyere oversættelser af Falladas værker – til dansk, men også til andre sprog. Det skyldes måske også en generel interesse i vores tid for den politisk og kulturelt buldrende tyske Weimar-periode. Et markant eksempel på denne interesse er tv-serien ”Babylon Berlin” (2017), der er den hidtil dyreste europæiske tv-produktion.

Relaterede forfattere

Bibliografi

Romaner

Hackendahl gir sig ikke
Hackendahl gir sig ikke

Hans Fallada

Jespersen og Pio, 1941. (Der eiserne Gustav, 1938). Oversat af Clara Hammerich.

Hos os derhjemme i de gode gamle Dage: Oplevelser, Opdagelser og Opspind
Hos os derhjemme i de gode gamle Dage: Oplevelser, Opdagelser og Opspind

Hans Fallada

Jespersen og Pio, 1942. (Damals bei uns daheim, 1941). Oversat af Clara Hammerich.

Herude hos os: en ny Bog om Oplevelser og Opspind
Herude hos os: en ny Bog om Oplevelser og Opspind

Hans Fallada

Jespersen og Pio, 1943. (Heute bei uns zu Haus, 1942). Oversat af Clara Hammerich.

Drankeren
Drankeren

Hans Fallada

Grafisk Forlag, 1952. (Der Trinker, 1950). Oversat af Karl Hornelund.

Hr. Von Strammins vidunderlige rejse
Hr. Von Strammins vidunderlige rejse

Hans Fallada

Jespersen og Pio, 1955. (Der Jungherr von Strammin, 1943). Oversat af Clara Hammerich

Har man én gang spist af en bliktallerken
Har man én gang spist af en bliktallerken

Hans Fallada

Sesam, i samarbejde med Nyt Dansk Litteraturselskab, 1981. (Wer einmal auf dem Blechnapf frisst, 1931). Oversat af Sonja Heise.

Alene i Berlin
Alene i Berlin

Hans Fallada

People’s Press, 2012. (Jeder stirbt für sich allein, 1947). Oversat af Jacob Jonia.

I mit fremmede land – fængselsdagbog 1944
I mit fremmede land – fængselsdagbog 1944

Hans Fallada

People’s Press, 2013. (In meinem fremden Land – Gefängnistagebuch 1944, 1950). Oversat af Jacob Jonia.

Mareridt i Berlin
Mareridt i Berlin

Hans Fallada

People’s Press, 2017. (Der Alpdruck, 1947). Oversat af Jacob Jonia.

Lille mand – hvad nu?
Lille mand – hvad nu?

Hans Fallada

Gyldendal, 1951. (Kleiner Mann – was nun?, 1932). Oversat af Sonja Heise.

En mands stræben. Silkefyret
En mands stræben. Silkefyret

Hans Fallada

2024. (Ein Mann will nach oben, 1953). Oversat af Jacob Jonia

Filmatiseringer

Perez, Vincent (instr.): Alone in Berlin

X Filme Creative Pool. 2016.

Om forfatterskabet

Artikler

Tysk krigsroman hitter efter 60 år

Benjamin Krasnik

Kristeligt Dagblad, 2012-09-04.

Det effektive frøperspektiv

Torben Brostrøm

Information, 2013-11-08.

Hans Falladas ”Lille Mand – hvad nu?” er en af det 20. århundredes…

Georg Metz

Information, 2022-02-11.

Hans Fallada

Annelise B. Petersen

Den store danske. 2023-04-23.

Web

Hans Fallada museets hjemmeside