Henrik Bjelke

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
2016

Hovedforfatter

Birgitte Duelund Pallesen
cand.mag., 2014

Selv om Henrik Bjelke kun nåede at leve i 55 år, fik han skrevet intet mindre end 17 bøger, der alle i varierende tilsnit prøver at forstå og beskrive, hvad der sker i det moderne menneskes bevidsthed. Bjelke var en mand med en mission. Han ville gøre oprør mod de komfortable fortællinger, man dengang beroligede sig selv og sine børn med: nemlig at verden er logisk og at tilværelsen forløber ifølge en vis fornuft. Verden er ulogisk, vil Bjelke have os til at vide, og vi forstår meget mindre af os selv, end vi forestiller os. Måske pga. denne provokerende tilgang var Bjelke på mange måder en upåagtet forfatter i sin tid og tiden derefter. Og måske pga. samme er han i dag blevet ganske populær. Henrik Bjelke døde af aids i 1993.

Baggrund

Henrik Bjelke blev født i Aarhus i 1937 og fik, med forfatterens egne ord, en ”prøjsisk opdragelse”. Hermed må man forestille sig en streng og tugtende én af slagsen, ligesom den han har givet – og udpenslende skildret hos – mange af sine romankarakterer. Bjelke omtalte dog kun sjældent sine forældre i de fortidsberetninger, man kan udlede af interviews og essays – her fylder jurastudiet langt det meste.

”I sådanne øjeblikke af enhed, virkelig samhørsfølelse mellem det menneskelige og mineralske, vegetabilske og zoologiske identiteter, forstår man også, at man har været akkurat stærk nok til at tåle forceringen af flaskehalsen mellem ufødthed og fødsel, mellem ikke-tilstedeværelse og tilstedeværelse, mellem død og liv.”

”Saturn”, s. 307.

Bjelke påbegyndte nemlig et jurastudium ved Aarhus Universitet, som han – selv om han brugte 13 lange år på det – aldrig afsluttede. Efter eget udsagn dumpede han sidste eksamen, fordi han med overlæg forvekslede det danske juridiske begreb ”underpant”, som altså er en særlig form for afgift, med det engelske ”underpant”, som betyder trusse. Denne opsætsighed til trods tog det hårdt på Bjelke at måtte opgive juraen i 1969, og den tomheds- og fraværsfølelse, som opdragelsen havde grundlagt, tiltog nu i størrelse.

Foto: Jo Selsing

Født
8. august 1937 i Aarhus.
Død
9. februar 1993.
Uddannelse
Påbegyndte jurastudiet, men fik aldrig den afsluttende eksamen.
Debut
Første person ental. Arena, 1968.
Litteraturpriser
Herman Bangs Mindelegat, 1979. Beatrice Prisen, 1984.
Seneste udgivelse
Det absolutte nærværs delirium. Escho, 2016. Antologi.
Inspiration
Djuna Barnes,Vladimir Nabokov,Samuel Beckettog William S. Borroughs.

Bjelkes trøst blev, at han nu havde en form for skæbnefællesskab med franske forfattere som Proust og Zola, der også havde gjort favntag med juraen og ligeledes havde måttet opgive den. På dette tidspunkt var Bjelke allerede begyndt at skrive – og havde i 1968 tillige fået udgivet novellesamlingen ”Første person ental” – men det var først efter jurafadæsen, at litteraturen blev livsnødvendig for ham. I et upubliceret interview skal Bjelke senere have fortalt, at han skrev for at leve og formentlig ville gå fra forstanden, hvis ikke han skrev.

Derfor var Bjelke også utrolig produktiv gennem sin karriere og han formåede at udgive hele seks romaner, fem novellesamlinger, to essaysamlinger, to digtsamlinger, et dramastykke og en pamflet. En anselig samling, navnlig når man holder for øje, at forfatteren også var ansat som sproglærer og 37 timer om ugen underviste flygtninge i dansk og dertil havde en familie at passe. Fra 1965 til 1981 levede han i ægteskab med Lone Bjelke, og de fik to børn sammen.

Henrik Bjelke døde af aids i 1993, bare 55 år gammel. Han efterlod sig et stort forfatterskab, der pga. dets formeksperimenterende stil havde et begrænset antal læsere i 1960’erne og 70’erne, men som efterhånden har fået flere læsere og fans landet over.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Henrik Bjelkes forfatterskab kan karakteriseres som anti-modernistisk eller avantgardistisk, på den måde at han skrev sig op imod samtidens kulturradikale tressermodernisme og Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen som nogle af dens mest markante repræsentanter. Disse havde nemlig en forestilling om det klassiske værk som en helstøbt enhed med opbyggelige udsagn, og det var en forestilling, Bjelke gerne ville afskrive sig.

Sammen med forfattere som Jørgen Leth og Peter Laugesen gik Bjelke i stedet ind for et åbent og legende litterært udtryk. Og i øvrigt ville han gerne have indført æstetisk anarki. Ifølge Bjelke skulle alle materialer, genrer og medier kunne bruges og blandes; der skulle ikke være noget rigtigt eller forkert; og der skulle ikke være noget finkulturelt eller lavkulturelt. Bjelke skrev i forlængelse heraf både romaner, noveller, digte, essays og dramaer, samtlige udgør et sammensurium af genrer og stilarter og samtlige hugger og stjæler fra andre udgivelser (både egne og andres). I ”Saturn” lyder det derfor – citeret fra maleren Per Kirkeby: ”Jeg er eklektiker (...) Jeg tager andres ting i videste forstand. Jeg benytter mig af materialemylder, jeg laver mit eget system, jeg har mine egne modeller. Jeg plukker ud og samler og udvælger.” (s. 309).

Indholdet for Bjelkes eksperimenterende mylder er gennem hele forfatterskabet mere ensporet end den form, han propper det ned i. Der er nemlig nogle ganske tydelige temaer, der går igen. Først og fremmest er bøgerne generelt optaget af, hvad der foregår i menneskets bevidsthed, og de kan siges at være introverte på den måde, at de ligeså meget forsøger at beskrive, hvad der sker ”inde” i hovedet på karaktererne, som hvad der sker ”udenfor”.

Her er Bjelke navnlig optaget af, hvad der sker med mennesket, når det som moderne individ – hvor rammefortællingen med Gud, samfund og familie ikke længere bestemmer dets eksistens – oplever og erfarer tilværelsen. Bjelke prøver således at formulere det isolerede individs tankeliv, som ofte præges af narcissisme, krise og distraktion. Typisk har hans karakterer en i udgangspunktet god kontakt til omverdenen med kærlighedsforhold og familie, men der er altid en eller anden form for indbygget systemfejl, som gør, at en tilstand af katastrofe uafvendeligt må indtræffe. Det er aldrig optimisme, vi møder hos Bjelke, det er benhård og surrealistisk kynisme.

Beslægtede forfatterskaber

Henrik Bjelke dedikerede mange af sine værker til Lone, som var hans kone gennem mange år, men i romanen ”Saturn” sniger også Vladimir og Djuna sig ind på tildelelsesbladet. Det er Djuna Barnes og Vladimir Nabokov, Bjelke er på fornavn med, to af 1900-tallets store amerikanske modernistiske forfattere, som begge var optaget af seksualitet og navnlig tabuiseret og homoerotisk seksualitet. Det er en arv, Bjelke har taget på sig, og han skriver i flere af sine romaner om homoseksuelle mænd og deres udsathed i samfundet.

I ”Seks råb fra baghovedet” beskriver Bjelke i essayet ”der er ikke flere rigtige strygejern” mere detaljeret sin begejstring for Nabokov med, at han havde en stor evne til at skabe afstand mellem karakterer og læsere. Han skabte, ifølge Bjelke, en fremmedgørelseseffekt, der gjorde, at læseren blev mere optaget, provokeret, iværksat af hans bøger: ”jo mindre identifikation på intellektuel basis mellem tilskueren og en hovedperson, jo mere afvisning/afstand/provokations/konfrontation og emotionel påvirkning over for tilskueren” (”Seks råb fra baghovedet”, s. 130). Det er en teknik, Bjelke har taget med over i sit eget forfatterskab, hvor han generelt sørger for, at man hverken forstår eller sympatiserer med hovedpersonerne.

Stilistisk kan Henrik Bjelkes springende og collageagtige form vække minder om den amerikanske forfatter William S. Borroughs’ cut up-teknik. Cut up er en litterær metode, hvor en given tekst udstykkes (skæres op, klippes ud eller rives i dele) og sættes sammen igen til en ny tekst. Det er en teknik, Bjelke benytter sig af i stor stil – han låner, stjæler, klipper og klistrer i snart sagt alle værker – og han sender også en kærlig hilsen til Borroughs i flere af sine essays.