Jonathan Lethem

Emneord:

amerikansk litteratur

Hovedforfatter

Anders Olling
journalist og cand.mag., 2010

Outsiderens kamp for at finde sig selv i en verden, hvor etnisk fnidder og mærkværdige handikap står i vejen for omgivelsernes anerkendelse, står centralt i Jonathan Lethems gravalvorligt glade forfatterskab. Lethems diagnosticering af et kronisk identitetstab i en tid, hvor alt er blevet lige godt og ligegyldigt, har gjort ham til en af amerikansk litteraturs største eksponenter i det nye årtusinde. Den nære fortids New York danner rammen om de sorgmuntre bøger, hvor høj og lavkultur blandes i et forfatterskab bestående af både dannelseslitteratur og detektivroman.

Baggrund

En blaffetur tværs over det amerikanske kontinent blev Jonathan Lethems skæbne. Med kun 40 dollars på lommen og en afbrudt uddannelse bag sig, brændte den 24-årige New Yorker alle broer og satte sig for at forfølge drømmen om at blive forfatter på den amerikanske vestkyst. I dag må man konkludere, at drømmen gik i opfyldelse.

”Er du italiener eller white boy? og én ting, man i hvert fald ikke skulle begynde at påpege, var, at de italienske børn faktisk også var hvide [...] Og for øvrigt ville en italiensk dreng aldrig finde på at sige, Jeg er italiener. Han ville sige, Hvad fanden tror du, mand? Eller måske bare tage sig om pikken gennem bukserne, presse læberne sammen og vide næseborene ud. Selv var man lysår fra at gøre noget af den slags. Langt mere nærliggende var det at fingere et astmaanfald.”

"Ensomhedens fæstning", ss 123.

Jonathan Lethem blev født i 1964 i New York, hans forældre var kunstnere og aktivister, og Lethem voksede op i et kollektiv bestående af progressive, kreative hippietyper. Penge var der ikke mange af, men finanser var heller ikke noget miljøet omkring Lethems familie gik særligt meget op i.

Foto: Forlaget Klim

Født
19. februar 1964 i New York.
Uddannelse
Afbrudte studier i kunst.
Debut
Gun, with Occasional Music, 1994 (ikke oversat til dansk).
Priser
MacArthur Fellows Program, 2005.
Seneste udgivelse
Dissidentparken. Klim, 2015. (Dissident gardens, 2013). Oversat af Søren K. Barsøe. Roman.

Den sorgløse barndom blev dog snart afløst af alvorligere problemer. Morens tidlige død, da Lethem var tretten år, kastede mørke skygger over hans ungdom. Samtidig var Brooklyn på daværende tidspunkt en rå bydel med kriminalitet og racemæssige gnidninger, hvilket også var med til at gøre tilværelsen sur for den unge Lethem.

Da han begyndte at tage studier i kunst på Bennington College i Vermont, gik det op for ham, at den hippie-boble, han var vokset op i, stod i skærende kontrast til det øvrige samfund. Han følte sig som en fattig outsider i universitetsmiljøet og erfarede, at det var skriveriet mere end kunsten, han brændte for. Han droppede derfor ud af universitetet, og begav sig ud på sin store rejse. Han endte til sidst i Berkeley ved San Francisco, hvor han indledte sin forfattergerning. Siden har Lethem kaldt blafferturen ”den dummeste og mest mindeværdige ting, jeg nogensinde har gjort.”

Lethem debuterede i 1994 og fik sit gennembrud fem år efter med romanen ”Moderløse Brooklyn” fra 1999. Lethem blev af kritikerne udråbt til at være en storslået ”genre bender”, fordi han omgik reglerne for hvordan litterære genrer normalt behandles. I sin næste roman forlod han dog legen med genrekonventionerne for at kaste sig ud i arbejdet med en ambitiøs, selvbiografisk dannelsesroman. Arbejdet kulminerer i ”Ensomhedens fæstning” fra 2003. Igen blev Lethem prist af anmelderne, og bogen gav genlyd på internationale litterære scene. Dermed slog Lethem sit navn fast som en USAs mest prominente nulevende forfattere.

Udvalgte bøger

Forfatterskabets udvikling og temaer

Jonathan Lethem har siden halvfemserne skabt et ganske omfangsrigt forfatterskab bestående af romaner, noveller og essaysamlinger. To af hans romaner findes i dansk oversættelse. Den ene, hans gennembrudsroman ”Moderløse Brooklyn” fra 1999, er en særpræget krimi: Hovedpersonen Freakshow, som lider af Tourettessyndrom, må træde i karakter for at opklare mordet på sin chef og mentor, Frank Minna. Lethem twister i romanen konventionerne for, hvad man normalt kan tillade sig inden for krimigenren. Historien omhandler, udover mordopklaringen, i lige så høj grad outsideren Freakshows kamp for at blive taget alvorligt trods sit handicap.

Den anden oversatte Lethem-roman er ”Ensomhedens fæstning” fra 2003, som er en større og mere ambitiøs dannelsesroman. Her følger vi hovedpersonen Dylan Edbus' omtumlede opvækst i 1970ernes fattige Brooklyn. Som den eneste hvide i et sort kvarter forsøger han at hæve sig over etniske stridigheder og sociale skæl for at indtage en rolle som selvstændigt individ i en verden, hvor umiddelbart ligegyldige ting som hudfarve og musikalske præferencer bruges som styrende identitetsmarkører.

Genrer og tematikker

Jonathan Lethem's forfatterskab handler grundlæggende om identitet eller nærmere savnet af identitet. Dette kommer især til udtryk i ”Ensomhedens fæstning”, hvor de unges trang til at definere sig selv og markere tilhørsforhold udvikler sig til en racistisk kamp, hvor medmenneskelighed og rummelighed, er det første, der ryger.

Hovedpersonen søger istedet tilflugt i tegneserier og musik, hvor drømmerierne bliver et gemmested fra den triste virkelighed. Derfor er Lethems litteratur tung på referencer til populærkultur.

”Moderløse Brooklyn” er en pastiche på den traditionelle krimi, mens "Ensomhedens fæstning" har hundredevis af henvisninger til især musik og tegneserier. Selve bogens titel, "Ensomhedens fæstning", er en reference til Supermans afsondrede base på planeten Krypton. Desuden sender bogen en hilsen til Tolkien gennem en ring, som bogens hovedpersoner, som børn tror, kan gøre dem usynlige og give dem superkræfter. De mange referencer tjener til dels til at anskueliggøre, hvordan musikken tjener til at definere et identitetsmæssigt tilhørsforhold (er du punk eller disco?), mens superheltene og ringen bidrager med en mulighed for flugt fra de triste realiteter.

Lethems skrivestil kan betegnes som småskizofren. På den ene side skriver han lange og ind i mellem ganske komplicerede sætninger. På den anden side benytter han sig også af slang og mundrette punchlines, når situationen kræver det. I ”Ensomhedens Fæstning” bliver sproget mere og mere kompliceret, efterhånden som hovedpersonen Dylan Ebdus går fra at være barn til intellektuel voksen. Denne udvikling forceres også af, at Lethem skifter bogens 3. personsfortæller ud med Dylan's jeg-fortæller, således at det bliver den voksne hovedperson, som formidler historien.

Beslægtede forfatterskaber

Jonathan Lethem's forfatterskab tog i begyndelsen afsæt i den tradionelle amerikanske krimi. Store amerikanske krimikoryfæer som Raymond Chandler og Dashiell Hammett udgjorde udgangspunket for Lethems romaner. Men Lethem afholdt sig fra slavisk at følge den amerkanske ”hard-boiled”-krimis traditionelle elementer såsom fordrukne privatdetektiver, fatale kvinder og revolvere i skrivebordsskuffen. I ”Moderløse Brooklyn” twister han krimien ved at lade den Tourette-hæmmede Freakshow føre an i løjerne. Denne skæve tilgang til en ellers veldefineret genre skriver Lethem ind i en litterær tradition, hvor den lidt nedvurderede krimigenre tilføres større litterær ambition.

I 80'erne omgik forfattere som Paul Auster og Umberto Eco konventionerne for, hvad en krimi kunne byde på. Hos Auster blev genren vredet igennem i hans roman ”By af Glas”, hvor hovedpersonen forsøger at finde mening, som en detektiv ville gøre det, men han roder sig blot længere og længere ned i meningsløsheden og går til sidst til grunde. Hos Eco bliver Sherlock Holmes i ”Rosens navn” vendt på hovedet. Eco han sætter for det første kriminalhistorien i middelalderen, og opdageren William af Baskervilles' (en åbenlys Holmes-reference) skarpe iagtagelsesevne bliver gang på gang udstillet som skarp, men nyttesløs. Jonathan Lethem skriver sig altså ind i en nyere tradition for at blande genrer og tilføre dem nyt liv.

Jonathan Lethem's forkærlighed for at referere og bygge på populærkulturelle fænomener som tegneserier og popmusik viser igen, hvordan han repræsenterer en retning indenfor litteraturen, som ynder at blande det høje med knapt så fine kulturelle udtryk. Siden 80'erne har den såkaldt postmoderne litteratur ladet sine værker opløse skellet mellem høj- og lavkultur ved at lade tegneserier, tv-serier og anden ”trash-kultur” komme til orde i en litterær form. Her kan Jonathan Lethem sammenlignes med den store amerikanske forfatter Thomas Pynchon, der ligesom Lethem stiller spørgsmål ved det litterære snobberis hierarkisering af kulturen.