Kristian Byskov

Emneord:

science fiction

Senest opdateret

Redaktionen
2020

Hovedforfatter

Nicoline Siebken Skandov
stud.mag., 2013

Kristian Byskov gør sig med sin debut ”Mitose” fra 2013 til en af Danmarks få science fiction forfattere. I romanen møder vi katastrofe og alternative livsformer i en fremtidsversion af verden, som vi kender det fra genren. Men der er også noget andet ved Byskov. En absurditet og en tavs, underspillet mørk ynde, man ellers ikke ofte forbinder med sci fi genren, og hans værk kan tilsyneladende omvende selv de mest belæste sci fi skeptikere. Med disse særlige detaljer både i sproget, formen og fortællingen, mærker man, at dette er en forfatter, som trækker spor med fra andre kunstarter.

Baggrund

Kristian Byskov Rasmussen voksede op i Næstved sammen med sine forældre og sin lillebror. Moderen er pædagog og faderen skolelærer, og begge sønner kan stadig tage turen fra København hjem til barndomshjemmet, hvor forældrene bor endnu. I disse rammer viste Kristian som barn interesse for det arbejde, som senere hen skulle føre ham til Kunstakademiet og til tasterne som romanforfatter. ”Da jeg var lille, måske 12 år gammel, ville jeg gerne være tegneserietegner. Så jeg tror, at jeg har været fascineret af tekst og billeder kombineret til et narrativ i lang tid.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013), fortæller Byskov i et interview til forfatterweb.

”Min hud er blevet mere blød. Det er næsten som om elasticiteten er fordoblet. Samtidig bevæger den sig af sig selv. Holder jeg armen op, kan jeg se hvordan musklerne tynges ned og samles nedenunder. Jeg ryster min underarm lidt og løfter den op mens jeg ser ned ad mig. Pludselig ser jeg min albue liggende ved siden af min ankel.”

”Mitose”, s. 17.

Foto: Ukendt

Født
9. december 1984, Næstved.
Uddannelse
Det Kongelige Danske Kunstakademi, Skolen for Mur og Rum, 2013.
Debut
Mitose. Forlaget emancipa(t/ss)tionsfrugten, 2013.
Litteraturpriser
Munch-Christensens Kulturlegat, debutantprisen, 2013.
Seneste udgivelse
Græsset. OVO Press, 2020.
Inspiration
”Jeg har ingen konkrete idoler – lyder også som et stort ansvar at være. Dog bliver jeg altid inspireret af fællesskaber, venner, familie, institutioner, bopæle og så videre. Det er ikke idoler, men det har betydning,” siger Kristian Byskov.

I ungdomsårene gik Kristian Byskov på Næstved gymnasium, men var i disse år i virkeligheden mere interesseret i det, der lå udenfor lektionerne i Historie og Matematik. Her brugte han tid på at lære sig forskellige tegneteknikker og var bl.a. en del af et værkstedsfællesskab, hvor en gruppe unge med fælles interesser kunne mødes og lave kunst sammen.

I 2007 kom Byskov ind på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor han efter sit første år på skolen var med til at organisere en tværfaglig studiekreds, hvor studerende fra Kunstakademiet og Forfatterskolen mødtes og gav hinanden undervisning og kritik på tekster og værker. Her tog hans interesse for teksten som enestående værk fat: ”Med studiekredsen fik jeg mere mod på at skrive længere tekster. Jeg finder tekst meget behageligt at arbejde med, da det, for mig, er en meget direkte måde at udtrykke noget på. Især med en praksis der har mange forskellige størrelsesforhold, materialer, tider og rum. For eksempel kunne jeg med ”Mitose” forbinde mit arbejde med bæredygtige designmodeller, madressourcer og organiseringsformer.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013) fortæller Kristian Byskov.

Det efterfølgende år begyndte han at eksperimentere med små manuskripter til film og teater, der alle tog udgangspunkt i science fiction-genren og fandt sted i rumskibe og handlede om finanskrisen. Dette blev de spæde skridt til at skrive et længere værk for Kristian Byskov: ”Jeg havde bare virkelig lyst til at beskæftige mig med en ting, som ville tage lang tid at gøre færdig, som ville være en del af mit liv i en længere periode. Jeg er meget inspireret af, når man kan mærke en forfatter ændre sig selv igennem en tekst – det sker sikkert for alle. Men jeg ville prøve, hvordan det var at arbejde med noget, der i takt med jeg finder på det, også ændrer mig.” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013). I 2013 afsluttede Kristian Byskov uddannelsen på skolen for mur og rum på Det Kongelige Danske Kunstakademi.

Udvalgte bøger

Mitose
Kristian Byskovs debutroman, ”Mitose” fra 2013, placerer sig allerede med sin undertitel i genren science fiction, men i bogens fremtidsscenarie er det ikke så meget en teknologisk udvikling, vi pr...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Kristian Byskovs debut som forfatter ligger i klar forlængelse af hans arbejde på Kunstakademiet, hvorfra han blev færdiguddannet i 2013. Hans afsluttende værk på Kunstakademiet, som er lavet i samarbejde med Andreas Rasmussen, kredser om nogle af de samme refleksioner som hans debutroman, ”Mitose”. Installationen er et biotopisk testrum, hvor to rumrejsende fremfører en opera omringet af spiselige alger og stueplanter. Værket indbragte de to dimittender Charlottenborg-legatet. Også her er temaer som klima, teknologi og liv centrale, og Byskovs virke som installationskunstner slår på den måde rødder i ”Mitose”s sprængte form.

”Mitose” er en roman, som behandler nogle af de klassiske sci-fi emner, men er i højere grad en stemning end et afgrænset komplekst fremtidsscenarie. Byskovs baggrund som kunstner afspejles i værket, og måske derfor er ellers sci-fi-skeptiske litterater begejstrede for ”Mitose”. ”Jeg tør roligt sige, at Kristian Byskov med sin roman fik bragt mig ud af min science fiction skepsis og fanget mig ind en fortælling om en verden efter en katastrofe, og det er en fortælling, der helt elementært fungerer som kunst og litteratur”, skrev Litteraturprofessor Anne-Marie Mai i sin motivationstale til Kristian Byskov ved overrækkelsen af Munch-Christensens Kulturlegat.

”Mitose” er på trods af de komplekse rammer en simpel fortælling med et klart, men enkelt sprog uden lange forkromede og ordtunge sætninger. Det komplekse overfor det simple gør, at man hele tiden er i tvivl som læser – hvad er det der foregår? Fortælleren er nemlig selv efterladt i uvidenhed og opsluges langsomt i et telepatisk univers blandt sumpfolket, og hans følelser og oplevelser smitter på mange måder af på læseren. Der sker dog et skift og en form for åbenbaring, da synsvinklen for en kort stund skifter til karakteren Lis som den udefrakommende betragter. Hun sætter tingene i perspektiv og kan fortælle om den fremmede verden uden selv at være blevet absorberet af den nye livsform.

Kristian Byskov benytter Lis som betragter, hvilket er et genkendeligt træk fra sci-fi-genren. På den ene side er han med ”Mitose” en forfatter som tydeligt bekender sig til en genre, mens han på samme tid udfordrer og eksperimenterer med den. Selv er han sikker på, at det er en genre, som han får svært ved at komme ud af igen. ”Når man beskriver en fremtid, beskriver man også en nutid, men på en måde som nutiden ikke selv kan beskrive. Men man er også med til at definere fremtiden, ved at skabe billeder af den. På den måde er det en fiktionsgenre, der har et sært, tæt forhold til vores nutidige virkelighed,” (Nicoline Skandov: Interview til forfatterweb, oktober 2013) fortæller Kristian Byskov.

Beslægtede forfatterskaber

Kristian Byskov kan på den ene side siges at skrive sig ind i en snæver tradition i dansk litteratur ved at bekende sig til science fiction genren, som kun få danske forfattere har gjort sig i. På den anden side rummer debutromanen ”Mitose” elementer, som mange inkarnerede sci-fi-læsere ville overraskes over, og som derfor peger Byskovs forfatterskab i andre retninger.

”Mitose” gør det op til læseren at vurdere, hvorvidt den fremstillede fremtidsvision er værdikritisk, og romanen er hverken afgjort dystopisk eller utopisk. Men idet det totalitære og teknologiske stilles overfor det kollektive og biologiske, læner Byskov sig op ad andre danske sci-fi-forfattere som Inge Eriksen eller Niels E. Nielsen eller amerikanske Cormac McCarthy.

Titlen ”Mitose” afslører i sig selv, at der her eksperimenteres med biologi og krop i et fiktivt univers. Et udgangspunkt som andre nye danske forfattere, som Amalie Smidt og Bjørn Rasmussen også har arbejdet med, om end i helt andre kontekster.

Lukker man øjnene for sci-fi referencerne et øjeblik, er ”Mitose” også en sær og original fortælling på andre planer end det tematiske, og den handlingslette fortælling med sære, fremmedgørende elementer kan minde om 1960’er forfattere som f.eks. Peter Seeberg, hvis tekster heller ikke er hverken samtaletunge eller har meget komplicerede plots, men til gengæld bærer et sprogligt nærvær og ’muligheden’ som spændingselement.