Ocean Vuong

Genrer og tematikker

Ocean Vuong skriver om store emner: krig, racisme, migration, queer begær, død, stofafhængighed. Alle temaer er til stede i alle hans bøger. De er foldet ind i de levende og virkelige menneskers liv, som befolker hans bøger. Og det er netop i de nuancer, i de levede liv, at Vuongs interesser befinder sig: ”Det er en historie om amerikansk vold. En historie om, hvordan vold er grundlaget for Amerikas fremtid. Men i alt det stiller den spørgsmålet: Hvordan lever vi i det? Hvordan lever vi meningsfulde liv inden for den forestillingsverden? Jeg ved ikke, om romanen kan besvare det. Men den kan stille spørgsmålet.” (Sebastian Wittrock: Alle på min alder kender nogen, der er døde af en overdosis. Politiken, 2020-05-20).

Vuong skriver sig på en måde op ad traditionen om ”the great american novel”. Men fra immigrantens perspektiv. Fra de fattige arbejdere ude i landområdernes perspektiv. Det er en coming-of-age-historie fra et queer perspektiv.

Han skriver heller ikke udelukkende fra en litteraturtradition fra Vesten. Han fortæller i et interview om at være meget inspireret af kinesisk litteratur, hvor man ikke arbejder dramaturgisk, ligesom man gør i Vesten, med begyndelse, knudepunkt, klimaks og slutning. I stedet arbejder man med ideen om nærhed som det, der giver spænding. At nærme sig sine karakterer og nærme sig deres liv og omgivelser, og i stedet for at udvikle dem skal man komme tættere på dem. Det er det, der skaber udviklingen. Den dobbelthed er meget Vuong-agtig, det er helt klassisk og samtidig nyskabende.

Brevromanen som genre arbejder også med nærhed, men på en anden måde. Henvendelsen er intim, men brevet peger også på distance. Det er et brev til moren, som hun aldrig kommer til at læse. Fordi hun ikke kan engelsk, og fordi litteraturen er hans billet væk fra den fattige underklassetilværelse. Samtidig er hun vævet helt ind i hans fortælling, og ved at fortælle om sig selv fortæller han også med ømhed hendes historie.

Beslægtede forfatterskaber

Eileen Myles er en amerikansk forfatter, som på mange måder også skriver sig op imod den amerikanske fortælling. Eileen Myles bruger i dag de som pronomen, men skrev romanen ”Chelsea Girls” (1994) årtier før det skifte, og om en periode i sit liv, hvor de identificerede sig som kvinde. Bogen handler om en ung pige fra en irsk-katolsk arbejderfamilie fra Boston, ikke langt fra det prestigiøse Harvard University. Og så handler den om at blive sig selv, som en queer digter i New York i 1970’erne og 80’erne. Myles skriver ikke den samme billedmættede prosa som Vuong, men mere skramlet og energisk, fræsende.

Vuong taler selv om at være inspireret af forfattere som Theresa Hak Kyung Cha og Bhanu Kapil. Cha skrev den kultfænomenale bog ”Dictée” (1982), et dokumentarisk, flerstemmigt og flersprogligt poesiværk om immigranterfaring, Koreakrigen, traumer og forældreskab. Bhanu Kapil er en britisk forfatter af indisk afstamning. Hun har bl.a. skrevet bogen ”Humanimal” (2009), et dokumentarisk poesiværk om to piger i Indien, som voksede op blandt ulve. I ”Ban en Banlieue” (2015) skriver hun om en pige i Indien, som blev voldtaget i en bus, mens den kørte. Hun har modtaget T.S. Eliot Prize for sin seneste digtsamling ”How to Wash a Heart” (2020).

I den forbindelse kan også nævnes Cathy Park Hong, som er digter og har skrevet en essayistisk og selvbiografisk bog om immigranterfaring som koreansk-amerikansk.

Skal man kigge på danske forfattere, kan man kigge mod Vuongs to danske oversættere, Caspar Eric og Niels Henning Krag Jensby. Eric har bl.a. med sine bøger ”Nike” (2015) og ”Nye balancer” (2023) fremskrevet en politisk digtning, som, ikke ulig Vuong, tager udgangspunkt i det konkret levede liv. For Eric er det så som handicappet. Krag Jensby har med sin roman ”Techno” (2016) skrevet en milepæl inden for homolitteratur i Danmark, hvor introduktionen til grænseoverskridende og voldsom sex hænger tæt sammen med et kærlighedsforhold.

Relaterede forfattere