BetaDette er en beta-version, som stadig er under udvikling.
Portræt af Ole Tornbjerg
Foto: Karen Rosetzsky
*Seneste udgivelse

Ole Tornbjerg

    Hovedforfatter
    • Andreas Tonnesen
      cand.mag., januar 2025

    Intro

    Ole Tornbjerg har som forfatter i første omgang gjort sig bemærket med en række krimier som en del af makkerparret Øbro & Tornbjerg. I sine indtil videre to romaner i eget navn dyrker han en historisk realisme. De enkelte menneskers liv og kampe udspiller sig på en scene, hvor også samfundets og tidens tendenser hele tiden spiller med. Det er historier, der på godt og ondt gør os klogere på det levede liv og de kulturelle normer og værdier, der prægede det danske samfund i 1960’erne.

    Baggrund

    Ole Tornbjerg er født i Nibe i 1967 og voksede op som barn af højskolelærere på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Tornbjergs bedsteforældre var forstandere på Ry Højskole, så højskoleverdenen synes at være en del af forfatterens DNA. Opvæksten gav ham adgang til en verden fuld af kultur, ånd og fællesskab, der var med til at så kimene til voksenlivets forfatterskab: ”Ofte var jeg med, når der var forfatter-foredrag på mine forældres højskole, hvor store navne som fx Dan Turéll, Ebbe Kløvedal Reich og Aarhus-forfatteren Svend Åge Madsen kom på besøg. Det var medvirkende til, at jeg som ret ung begyndte at drømme om at skrive selv.” (Mikkel Tofte Langerhuus: ”I gymnasiet begyndte jeg på det, men jeg var realistisk omkring, at det ikke var noget, jeg kunne leve af”. Euroman.dk, 2024-02-14). Selvom Tornbjerg er taknemmelig for sin højskoleopvækst, beskriver han også hjemmet som præget af en mistrivsel, der hang sammen med forældrenes dedikation til deres arbejde: ”På den ene side foregår der hele tiden alt muligt spændende og idealistisk på en højskole. På den anden side kan det være en udfordring for de højskolefamilier, der bor tæt på skolen og derfor hele tiden er på arbejde. Det kan æde folk op konstant at være til rådighed for skolen og eleverne, hvis man som lærer ikke forstår at bevare grænserne og fastholde privatlivet.” [3]Mathias BlennerOpvæksten på Grundtvigs Højskole gav Ole Tornbjerg et stærkt …Kristeligt Dagblad, 2024-04-27..

    ”Situationen var forvirrende. Det hele var forvirrende. Men hun vidste, at der var mange, der var afhængige af hende, afhængige af den beslutning, hun tog. Hun vidste, at hun var den rigtige forstander for Bauneholm og for alle dem, der var afhængige af skolen. Hvis hun flygtede nu, ville korthuset kollapse.”

    ”Lys over folket”, s. 394.
    Portræt af Ole Tornbjerg
    Foto: Karen Rosetzsky
    • Født

      30. april 1967 i Nibe.

    • Uddannelse

      Bachelor i international udvikling og kommunikation fra Roskilde Universitet, 1993.

    • Debut

      Drengen fra Godhavn. Politikens Forlag, 2015. Roman.

    • Litteraturpriser

      Ingen kendte.

    • Seneste udgivelse

      Lys over folket. Politikens Forlag, 2024.

    • Inspiration

      Som særlige inspirationskilder fremhæver Tornbjerg bl.a. Jakob Ejersbo og svenske Alex Schulman.

    Ole Tornbjerg har gennem 25 år arbejdet som journalist og dokumentarist bl.a. for TV2-reportageholdet og DR-Dokumentar. Han står bag dokumentarfilm som ”Klimaduks og Blærerøv” (2009), ”Blod i mobilen” (2010) og ”De misbrugte filmbørn” (2018).

    Sammen med sin kone Jeanette Øbro Gerlow vandt Ole Tornbjerg Forlaget Politikens krimikonkurrence i 2010 med romanen ”Skrig under vand”. Romanens hovedkarakter, profileringseksperten Katrine Wraa, er siden blevet udgangspunktet for en krimiserie på indtil videre seks bøger.

    Ole Tornbjerg bor i Hillerød med sin kone og familiens tre børn.

    Udvalgte bøger

    Genrer og tematikker

    Ole Tornbjergs baggrund gennem 25 år som journalist og dokumentarist trækker sine tydelige spor ind i forfatterskabets stil og interessefelter. Romanernes udgangspunkt er den realistiske rammes autenticitet og troværdighed. Her inden for optegner Tornbjerg sammenhængen mellem personernes enkeltskæbner og de tilhørende periodemæssige og sociale omgivelser. Tornbjergs værker tegner facetterede personskildringer, hvor fortid og opvækst synes at tegne definerende mønstre for fortællingens hovedpersoner. Begge romaner kredser om 1960’ernes uddannelses- og opdragelsesinstitutioner, og de bliver i Tornbjergs fortællinger en effektiv måde at indkapsle dette skelsættende årtis blanding af forstokket indordning og undertrykkelse på den ene side og moderne opbrud og frisættelse på den anden. Således bliver både ”Drengen fra Godhavn” og ”Lys over folket” undersøgelser af arv og miljø-dynamikker, hvor såvel samfundets udsatte typer, prægede af opbrudte hjem og med få ressourcer, som børn af det gode borgerskab befolker romanernes universer.

    Ole Tornbjerg beskriver selv den genre, han arbejder i i debutromanen ”Drengen fra Godhavn”, for ”doku-fiktion”, og bogen er blevet til på baggrund af samtaler med medlemmer af Foreningen Godhavnsdrengene: ”Jeg har forsøgt at indleve mig i karakteren, Kalle, som var det mig selv, der oplevede det. Det er et samsurium af de historier, jeg har hørt.” [1]Frederiksborg Amts Avis”Den historie blev jeg nødt til at skrive”2015-10-19.. I ”Lys over folket” er romanens højskoleunivers tæt forbundet med forfatterens egen opvækst.

    På sin hjemmeside beskriver Ole Tornbjerg selv sin interesse som forfatter på følgende måde: ”Jeg er optaget af menneskelige dramaer, af det politiske spil mellem mennesker og af menneskers psykologi, bevæggrund og begær. Og så er jeg optaget af arbejdet med dramaturgi: kunsten at konstruere spændende historier.” (obro-tornbjerg.dk/om-ole-tornbjerg).

    Beslægtede forfatterskaber

    De grumme skildringer i Ole Tornbjergs debutroman ”Drengen fra Godhavn” af en skole, hvor volden synes at være det herskende pædagogiske redskab, kan give mindelser om Jan Guillous skildring af kostskolen Stjärnberg i romanen ”Ondskaben” fra 1981.

    Sin interesse for at skildre sammenhængen mellem det nære drama i de enkelte menneskers liv og de større samfundsmæssige, tidstypiske konflikter og brydninger, forbinder Tornbjerg selv særligt med forfatteren Jakob Ejersbo og særligt dennes Afrika-trilogi, der udkom i 2009: ”Jakob Ejersbos Afrika-trilogi, 'Eksil', 'Revolution' og 'Liberty', har været med til at forme mig og mit forfatterskab. Det nære, private drama, der udspiller sig samtidig med det store samfundsmæssige af slagsen, har jeg kunnet spejle meget af mig selv i. Både i min egen opvækst og i, hvordan jeg kan lide at skrive.” (Mikkel Tofte Langerhuus: ”I gymnasiet begyndte jeg på det, men jeg var realistisk omkring, at det ikke var noget, jeg kunne leve af”. Euroman.dk, 2024-02-14).

    Yderligere fremhæver Ole Tornbjerg svenske Alex Schulman som en stor forfatter og som en særlig inspiration i arbejdet med romanen ”Lys over folket” i kraft af sin autofiktive måde at skrive bøger på: ”'Brænd alle mine breve' kan alt det, som jeg synes, en god roman skal kunne. Der er genkendelse. Der er spejling. Der er noget, vi kan blive klogere på – både på os selv og på vores fælles menneskelighed. Det er dér, romaner kan noget helt specielt. Hans evne til at inddrage erfaringer fra sit eget liv har været med til at motivere mig til at skrive min nye roman, der også er inspireret af min egen opvækst som barn af en højskole.” (Mikkel Tofte Langerhuus: ”I gymnasiet begyndte jeg på det, men jeg var realistisk omkring, at det ikke var noget, jeg kunne leve af”. Euroman.dk, 2024-02-14).

    Relaterede forfattere

    Bibliografi

    Romaner

    Drengen fra Godhavn
    Drengen fra Godhavn

    Ole Tornbjerg

    Politikens Forlag, 2015.

    Lys over folket
    Lys over folket

    Ole Tornbjerg

    Politikens Forlag, 2024.

    Om forfatterskabet

    Forfatterens hjemmeside

    Her kan du læse om Ole Tornbjergs bøger i eget navn og som del af forfatterparret Øbro & Tornbjerg.

    Kilder citeret i portrættet

    [1]

    ”Den historie blev jeg nødt til at skrive”

    Frederiksborg Amts Avis

    2015-10-19.

    [2]

    ”I gymnasiet begyndte jeg på det, men jeg var realist…

    Mikkel Tofte Langerhuus

    Euroman.dk, 2024-02-14.

    [3]

    Opvæksten på Grundtvigs Højskole gav Ole Tornbjerg et stærkt …

    Mathias Blenner

    Kristeligt Dagblad, 2024-04-27.