Olga Grjasnowa

Emneord:

Hovedforfatter

Christian Baun
cand.mag., 2013

Den unge aserbajdsjaner Olga Grjasnowa har samlet noget spændende op fra bunden af et flosset Europa – et potentiale som hun ser i det multikulturelle og det personlige. Her er tosproget ikke et skældsord og hendes romankarakterer er fyldige af sprog, karakter og erfaringer, om det så er fra borgerkrig, emigration, uddannelse eller deres egne tunge valg.

Hun skriver på tysk med en baggrund i new media art og drama fra sit ”hjem” i Berlin, men tror ellers ikke på sådan en størrelse. ”Hjem” er i fuld bevægelse uden mål, som også ”identitet” og som hendes litteratur, man netop ikke ved, hvor ender.

Baggrund

Olga Grjasnowa bor og er uddannet i Tyskland, men kommer fra republikken Aserbajdsjan, der i hendes fødselsår 1984 hed den Aserbajdsjanske Sovjetsocialistiske Republik. Hendes sprog er i dag tysk, men hun taler adskillige: ”Når jeg taler russisk, taler jeg som et barn, men når jeg taler tysk, taler jeg som en russer.” (…) ”Jeg vil sikkert altid tale med accent. Jeg vil altid lyde som en fremmed, en tilrejsende, en indvandrer.” [2].

”Den går ikke, hun er jødisk, sagde Ori. Nå, De er slet ikke nogen shiksa? spurgte direktøren mig. Hendes bedsteforældre overlevede holocaust, sagde Ori. ORI, skreg jeg ad ham. Hvordan Ori? Hvis vi skal spille jøde-spillet, skal det gøres rigtigt. Vil De have en kiks mere? spurgte direktøren. Jeg tog en kiks. Den var allerede blød.”

”Russeren er en, der elsker birketræer”, s. 271.

Foto: Jakob Dall / Information / Ritzau Scanpix

Født
14. november 1984, Baku, Aserbajdsjan.
Uddannelse
Bachelor i skrivekunst, 2010.
Debut
Der Russe ist einer, der Birken Liebt. 2012. Roman.
Seneste udgivelse
Et ægteskabs mangel på juridisk skarphed. C&K, 2015. (Die juristische Unschärfe einer Ehe, 2014). Oversat af Aino Roscher.
Inspiration
Anton Tjekhov.

I Aserbajdsjan var hendes far jurist og moderen underviste i klaver. Forældre, lillebror og Grjasnowa emigrerede i 1996 til Tyskland. Grjasnowa definerer ikke sig selv som indvandrer, men mere som tilhørende en klasse: ”Begge mine forældre er akademikere, og jeg mener, at alting handler om socialklasser. På det område er jeg faktisk en sand marxist.” [1].

I Tyskland afsluttede Olga Grjasnowa sin skolegang i Frankfurt am Main og begyndte efterfølgende at studere kunsthistorie og slaviske sprog i Göttingen, Niedersachsen. Hun skiftede dog til creative writing på Deutsche Literaturinstitut Leipzig, hvor hun erhvervede sig en bachelor. Hun har også arbejdet med new media art og har skrevet det prisvindende drama ”Mitfühlende Deutsche” (2010). Hun har desuden studeret i Warszawa, Moskva og Israel, men i dag studerer hun dans på Freie Universität og er bosat i kvarteret Kreuzberg i Berlin, omgivet af andre tilflyttere: ”Kun få af mine venner er tyskere. De fleste er tilrejsende, kosmopolitter, indvandrere, der taler med accent.” [2].

Grjasnowa har megen familie i Israel og besøger ofte landet, med stor fornøjelse: ”Jeg elsker Tel Aviv med dens strand, dens cafeer og dens indbyggeres hedonisme og kreativitet.” [2].

Udvalgte bøger

Russeren er en, der elsker birketræer
I 2012 udkom Olga Grjasnowas debut ”Der Russe ist einer, der Birken Liebt” (”Russeren er en, der elsker birketræer”, 2013). I romanen følger man Masja, som studerer til tolk i Frankfurt. Hun er som...
Læs mere om bogen

Genrer og tematikker

Olga Grjasnowa startede sit kunstneriske virke som ung med new media art (computer-, internet-, digital-, videokunst og lign.). Dette har givet hende et moderne abstraktionsniveau, som kan minde om kunstformerne collage og assemblage. Grjasnowa er kendt for sin roman ”Russeren er en, der elsker birketræer”, men har også skrevet drama. Dramadebuten ”Mitfühlende Deutsche” vandt ”exil-DramatikerInnenpreis” fra Wiener Wortstätten i 2010. Teaterstykket, som desuden har titlen ”Das bisschen Palästina”, handler om to søstre, som ad forskellige veje emigrerer til Israel og genfinder hinanden der.

Grjasnowas debutroman ”Russeren er en, der elsker birketræer” fortsætter hendes interesse i eksillitteratur, det vil sige litteratur som behandler det at være forvist, eksileret, fra sit hjemland. ”Russeren er en, der elsker birketræer” kan også betegnes som postkolonial litteratur eller migrationslitteratur.

Grjasnowa selv modsætter sig den nedsættende betegnelse ”indvandrerlitteratur”: ”Indvandrerlitteratur lyder som om, det handler om mennesker med særlige behov,” [1]. Man bør hellere betegne Grjasnowas bog som samtidslitteratur, hvor alle hendes præcise detaljer giver et billede af en zeitgeist eller tidsånd for et udvidet Europa anno 2012. Når læseren kigger Masja, Cem, Sami, Ori og Tal over skulderen, forstår han udfordringerne med at navigere i et flersproget samfund med et diffust ”hjem”.

Grjasnowa bearbejder også kulturelle fordomme om seksualitet og kønsroller. I ”Russeren er en, der elsker birketræer” er hovedpersonen Masja en meget ambitiøs og aktiv kvinde, som udfordrer mandens position og endda er biseksuel. Masja kan tage seksuelt initiativ (s. 13), er sin kæreste utro (s. 77), og hun antager gerne det maskuline blik, som objektiviserer og begærer: ”Kvindenakken i køen foran mig var så perfekt, så smal og så hvid, at der omgående opstod en længsel i mig.” (s. 89).

”Russeren er en, der elsker birketræer” har drømmesekvenser og ender åbent, hvilket giver den et islæt af postmoderne litteratur, hvor man ikke gennemgående kan stole på struktur og virkelighed. Denne form spiller sammen med, at netop også identitet, sprog og tilhørsforhold flyder i romanen. Som forfatteren selv siger det i et interview: ”Dens personer er på én gang tyskere, israelere, tyrkere og palæstinensere. Og det er hverken deres nationalitet, sprog eller køn, der afgør, hvem de omgås, eller hvem de forelsker sig i.” [2].

Romanen kaldes i anmeldelser selvbiografisk, men Grjasnowa giver svar på tiltale: ”Min bog handler om en ung kvinde, der er født i Aserbajdsjan. Det er det eneste, den har at gøre med mit eget liv,” [1].

Beslægtede forfatterskaber

Olga Grjasnowas litteratur rummer en arv fra tjekken Milan Kundera, der siden 1975 har skrevet på fransk fra sit eksil i Frankrig. Kundera og Grjasnowa har det til fælles, at de skriver i en let melankolsk tone med tendenser mod det sanselige. De skriver begge med et fraværende hjemland in mente.

Britiske Zadie Smith skriver i ”Hvide tænder” (2000) om London og om kampen for at skabe en fornuftig tilværelse i en ny storby og en ny kultur med stadig respekt for sine egne rødder. Smith er ikke som Grjasnowa emigrant, men er født i London og datter af en jamaicansk indvandrer. Smith og Grjasnowa indlemmer begge slang og fremmedsprog i deres litteratur, hvilket gør værkerne håndgribelige og autentiske.

Yoko Tawada er en anden ung, kvindelig emigrantforfatter i Berlin. Hun skriver med sin japanske kultur i bagagen og har en god evne til at fokusere på de sproglige udfordringer, man oversvømmes af som tilflytter. Hendes vigtige værker som ”Das Bad” (1989), ”Ein Gast” (1993) og ”Das nackte Auge” (2004) er ikke oversat til dansk.

Romanen ”Den hvide tiger” (2008) af indiske Aravind Adiga udfører Grjasnowas projekt med omvendt fortegn. Indiske Adiga blev fyrsteligt uddannet i udlandet og vendte senere hjem til sit hjemland med et par nu fremmede øjne. Derfor er ”Den hvide tiger” skrevet med formålet at trække alle de forkerte ting i Indien frem i lyset. Ting som man ikke let ser med indfødte øjne, der har vænnet sig til skidtet. Adigas stemme er mere humoristisk og overdreven end Grjasnowas, som er oprigtig og personlig.