Yoko Tawada

Genrer og tematikker

Gennemgående for Yoko Tawadas forfatterskab er den allestedsnærværende sondring mellem det virkelige og uvirkelige. Det kommer bl.a. til udtryk i skildringen af relationen mellem mennesker og dyr. I “Brudgommen var en hund” ses det i beskrivelsen af Taro, der måske, måske ikke er en hund, og i “En isbjørns erindringer” gennem isbjørne, der kan tale, skrive og har menneskelige egenskaber. Der er på den ene side tale om en humanisering af naturen, men på den anden side parodierer Yoko Tawada også menneskene fra dyrenes perspektiv: “Den brune bjørn har en evne til at ignorere menneskers nærvær, hvis det passer den. Selv hvis den møder et menneske på den mindst tænkelige plads, kan den lade, som om den er alene (…) Jeg har hørt, at de japanske kontoransatte, som kører til arbejde i fyldte tog hver morgen, besidder samme visdom” (“En isbjørns erindringer”, s. 91).

Skellet mellem dyr og mennesker er indimellem en meget diffus grænse, som undertiden transcenderes. I “Brudgommen var en hund” indtager Taro en hundeskikkelse og påtager sig hundelignende egenskaber, efter at han er blevet bidt af hunde, men dette forhindrer ham ikke i at have et forhold til mennesket Mitsuko. I “En isbjørns erindringer” smelter menneske og bjørn sammen i cirkusnummeret “Dødskysset”. I begge tilfælde er forbindelsen mellem menneske og dyr ikke udelukkende metaforisk, men også bogstavelig.

Grænsen mellem det virkelige og uvirkelige ses også i “Hvor Europa begynder”, hvor der stilles spørgsmål ved det, der fortælles. Fx siger fortælleren: “Denne gang var det ekstra belejligt, at jeg havde skrevet min beretning inden rejsen. Ellers havde jeg ikke anet, hvad jeg kunne have fortalt om Sibirien. Jeg kunne selvfølgelig også citere fra min dagbog, men for at være ærlig: Den fandt jeg på efter rejsen, fordi jeg ikke havde skrevet undervejs.” (s. 12). Det samme gør sig gældende i “Brudgommen var en hund”, klarest illustreret gennem de mange fabler og historier, som lærerinden fortæller til sine elever, hvor en af historierne ender med at materialisere sig.

I fremtidsromanen “Udsendingen” balancerer Yoko Tawada på kanten af, hvad der på den ene side er realistiske, fremtidige klimaforandringer og miljøkatastrofer, og det, der på den anden side forekommer helt utopisk.

Når mange i Vesten vil opfatte forfatterens bøger som havende surrealistiske islæt, handler det også om opfattelsen af, hvad surrealisme er, mener forfatteren: “(…) i Europa er realisme udgangspunktet, og alt andet er surrealisme. Men i Japan er surrealismen den normale måde at skrive på og derfor ikke rigtig surrealisme (…) De her eventyr, hvor mennesket gifter sig med dyr, er meget populære i Japan. Vi plejede at have en fantasi om, at vi kunne have en tættere forbindelse med dyrene, end vi har nu.” [3]Jonathan West CarstensenHvordan vi er i dyrenes øjneAtlas Magazine, 2020-12-18..

Selvom det kan forekomme urealistisk, at de ældre er ved så godt helbred, mens de unge er svagelige, som det er tilfældet i “Udsendingen”, er det faktisk ikke fjernt fra virkelighedens Japan, der har en voksende, ældre befolkning, fortæller forfatteren i interviewet med Atlas. Samtidig kommer nutidens japanske børn sjældnere ud at lege i den friske luft. De foretrækker at sidde indenfor foran computeren – at de er svagelige, er realisme, ikke surrealisme, påpeger Yoko Tawada.

I både “Udsendingen” og “En isbjørns erindringer” berører Yoko Tawada miljøet og klimaforandringerne. I “En isbjørns erindringer” tematiserer forfatteren global opvarmning gennem isbjørnenes flugt fra Arktis og migration til andre lande, fordi der er blevet færre naturlige levesteder for dem i verden, i takt med at temperaturerne er steget på Jorden.

I “Udsendingen” skildrer forfatteren en apokalyptisk fremtid med alvorlige natur- og miljøkatastrofer i Japan. Yoko Tawada har fortalt, at handlingen er direkte influeret af katastrofen på atomkraftværket i Fukushima i 2011. Ideen til, at alle børnene er svagelige, mens de ældre er upåvirkede, stammer også herfra: “Foruden den aldrende befolkning i Japan var der Fukushimakatastrofen. De gamle mennesker blev ikke syge af radioaktiv stråling, men det gjorde de små børn. Nogle af de ældre hævder, de er immune over for det. Det er også historien om Japans isolationspolitik som følge af de nationale katastrofer” [5]Alexandra PereiraBetween Two Languages: An Interview with Yoko TawadaThe Paris Review, 2018-11-16..

Beslægtede forfatterskaber

I både “Udsendingen” og “En isbjørns erindringer” berører Yoko Tawada miljøet og klimaforandringerne, et tema, der er blevet stadig mere fremtrædende inden for litteraturen. Andre forfattere, der har berørt dette tema, er den amerikanske forfatter Margaret Atwood i MadAddamtrilogien (2003-2014), som skildrer en dystopisk fremtidig verden, hvor klimaforandringer har forandret menneskets levevilkår og muligheder. Det har skabt en ny virkelighed med bioterrorister, religiøse økoaktivister og højtudviklet genmodificering. Det samme gør den danske forfatter Theis Ørntoft i digtsamlingen “Digte” (2014), hvor han skriver om, hvordan undergangen er nær, hvor samfundet og klimaet er kørt af sporet, og om, hvordan vi har misbrugt naturen på vores planet (se Forfatterweb om klimalitteratur).

Yoko Tawadas ofte mystiske og surrealistiske universer har også paralleller til forfattere som Haruki Murakami, som i “Efter skælvet”, 2008, skriver om naturkatastrofer i Japan i seks futuristiske noveller. Ifølge Thomas Behrmann fra Litteratursiden har Japan i mange årtier været nært forbundet med katastrofescenarier, fra atombomber til massive ødelæggelser til kraftværksulykken i Fukushima. Det har ifølge skribenten sat sine spor i populærkulturen.

Ifølge New York Times blev Yoko Tawada i sine studieår i Hamborg meget inspireret af forfattere som Gertrude Stein, Jorge Luis Borges, Walter Benjamin og ikke mindst Paul Celan, hvis poesi efter sigende blev en model for hendes egen antinationalistiske tilgang til sprog og oversættelse [1]Julian LucasThe Novelist Yoko Tawada Conjures a World Between LanguagesThe New Yorker, 2022-02-21..

Bibliografi