Peter Asmussen

Genrer og tematikker

Peter Asmussen er et privat menneske, der sjældent lader sig interviewe eller endsige svare på interviewerens spørgsmål, og ligesom hans litteraturs replikker fremstiller et menneskes tanker nøgternt og uden fortolkning fra forfatterens side, så lader han denne interviewer tilbage med få svar på tiltale: ”– Hvilken type læser er du?” ”Hvilke typer findes der? Jeg læser.” – Hvornår læser du? ”Når det er mørkt.”” [3]Rasmus Bo SørensenHvilke typer læsere findes derInformation, 2012-10-26.. Også i sine sparsomme interviews overlades det til læseren at finde den fuldkomne mening i hans ord.

Peter Asmussen har frit bevæget sig på tværs af litterære genrer og i flere tilfælde også blandet genrer. Dette var tilfældet i brevsamlingen ”Hul i mørket” (2005), der på hver anden side bestod af et lille digt og på hver anden side et brev af forskellig art og udformning, og også ”Det Der eR” (2012), der bærer genrebetegnelsen roman, men som snarere er en række monologer. I romanen ”Og tilsidst går verden under” (2014) eksperimenteres der snarere med de rammer, hvori handlingen udspiller sig. Alle bogens scener finder sted i en lysning ved en klippeafsats, og rent tidsligt sker romanens begivenheder på – for den øvrige verden – betydningsfulde, historiske datoer. Det har imidlertid ikke indvirkning på bogens karakterer, der hver især oplever personligt set betydningsfulde ting på de pågældende datoer. Som med ”Det Der eR” bliver det et enkelt menneskes historie midt i verdenshistorien, der fortælles – frem for verdenshistoriens udvikling i centrale skæringsdatoer.

På sin vis har Peter Asmussen altid kredset om den lille, tragiske handling og den lille, konkrete historie, der synes at indeholde hele nøglen til det ulykkelige, moderne menneske. De store temaer er oftest død, tab, kærligheden og dens kriser, men aldrig beskrevet i andre termer end i dem, der stammer inderst inde fra det vaklende sind og som kan skydes ud i eksakte replikker.

Som hovedpersonen i ”Det Der eR”, Renate, giver udtryk for adskillige gange, så er hun – på trods af et trygt og ømt familieliv i DDR – dybest set ensom og sorgfuld. Sådan er grundvilkåret for mange af Peter Asmussens karakterer; de er i bund og grund ensomme og ulykkelige, men de ønsker at være lykkelige.

I både hans dramaer og prosastykker får man fornemmelsen af at være vidne til en eller flere afgørende begivenheder i et menneskes liv og bliver dermed en slags personernes fortrolige. Og netop det at være beskuer er centralt. Læseren præsenteres nemlig ikke for styret fortælling og forklarende forfatterkommentarer, derimod lægges sanseindtryk, replikker, sceneskift og – her og der – symboler og metaforer frit ud uden omsvøb, og det er op til læseren selv at fortolke og stykke en sammenhæng sammen. Det ubarmhjertige er, at det som oftest viser sig, at der ingen sammenhæng eller mening er, men at al denne snak om ens inderste, desperate tanker i bund og grund kan koges ned til én sætning, der på samme tid fremstår tom og meget indholdsrig: Der er ikke mere at sige.

Beslægtede forfatterskaber

Peter Asmussen sammenlignes oftest med de allerstørste inden for teater- og litteraturverdenen. I en anmeldelse af det prisvindende teaterstykke ”Ingen elsker nogen” (2010) er det den svenske forfatter, maler og dramatiker August Strindberg (1849–1912), der fungerer som sammenlignende kompliment: ”Det er komedie i højeste gear og tragedie i dybeste helvede. Som velspillet Strindberg, bare uden ridestøvler og hårnåle.” [2]Anne Middelboe Christensen'Jeg elsker dig. Jeg går nu.' Information2010-01-18.

I sin sceniske fortielsesteknik ligger Peter Asmussens dramatik tæt på den engelske forfatter, dramatiker og nobelprismodtager Harold Pinters (1930 – 2008). Begrebet fortielsesteknik skal forstås som teknikken at skrive rundt om det usagte og uløselige frem for at fremlægge en histories knudepunkt. Både Pinter og Asmussen lader en situation med spænding i alt det, der ikke fortælles, og det efterlader læseren med en mystisk fornemmelse af, at der kan ske noget betydningsfuldt hvert øjeblik, det skal være.

I sit fokus på DDR-tiden ligner Peter Asmussen den østtyske prisvinder Eugen Ruge (f. 1954), der har udgivet romanen ”I tider med aftagende lys”, der har fokus på Østtysklands befolkning og den nære fortælling under DDR.

Peter Asmussens karakterer er stort set alle desillusionerede mennesker med en ofte påfaldende manglende lyst til at handle. De tænker i stedet. I sit sorte livssyn kan Peter Asmussen sammenlignes med den irske forfatter og nobelprismodtager Samuel Beckett (1906–1989), selvom Peter Asmussen ikke skriver så absurd og utilgængeligt som Beckett. De enes dog om at centrere deres litteratur omkring det enkelte menneskes oplevelse af en meningsløs verden. En verden fuld af mørke, hvor der alligevel findes en form for lykke – omend den kan synes utilnærmelig. I forbindelse med opførelsen af skuespillet ”Knogler” (1997) skal Peter Asmussen i en artikel have beskrevet sig selv således: ”Jeg indrømmer, jeg intet kan overskue. Jeg kan ingen mening finde med noget. Der er totalt mørke omkring mig. Jeg kan føle mig i live, og jeg kan være optændt af den største lykke og lyst, men nogen mening med det hele kan jeg ikke finde.” (Jens Kistrup: Tale til Peter Asmussen. Det Danske Akademi, 2010.)

Relaterede forfattere