Puk Damsgård

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2023
Martine Stock
journalist, 2021

Hovedforfatter

Karen Fjordside Pontoppidan
stud.mag., 2015

Med livet som indsats har DR's mellemøstkorrespondent Puk Damsgård opsøgt verdens brændpunkter, hvor hverken hendes ophold i journalistisk ærinde eller hendes blonde kvindeskikkelse har lettet opgaven. Oplevelserne har gjort journalisten til forfatter, og flere bogudgivelser har fulgt reportagerne. Senest “Arabica”, der følger forfatteren om bord på fragtskibet Titan med kurs mod Mellemøsten og “Det lykkelige Arabien”, som Yemen engang kaldtes, hvor forfatteren er på en moderne opdagelsesrejse. Ligesom i sine øvrige bøger sammenfletter Puk Damsgård sin personlige skrivestil med en saglig, journalistisk tilgang til de mennesker, hun møder på sin vej.

Baggrund

Puk Damsgård er født i 1978 og opvokset i Hammer Torup syd for Næstved på en gård bærende familienavnet. Som enebarn nød hun sine forældres støtte til alt, hun foretog sig – hvilket dengang primært var at pleje sin interesse for heste og motorcross. Opvæksten var præget af landlig tryghed, og ferierne blev aldrig holdt langt hjemmefra. Den familiære støtte og hjemlige tryghed er ikke blevet mindre i den voksne Puk Damsgårds liv, men verden er blevet større. Der er langt fra Hammer Torup til Beirut, Kabul og Islamabad, hvor den voksne Puk Damsgård på skift har haft hjemme. I dag bor hun i Kairo sammen med sin amerikanske mand Shaw.

”Jeg ville flygte et sted hen, der ikke fandtes. Vi nåede at søge ly ved en mur, inden bomben eksploderede i et sønderrivende brag, som om verden blev flækket midtover. Så indfandt stilheden sig. Verdens værste stilhed midt i en kortvarig orkan af glas, metal, støv, murbrokker, der blev slynget gennem luften af trykket fra nedslaget. [ ...] Jeg fik øje på Betina, Nour kunne jeg ikke se nogen steder.”

“Hvor solen græder”, s. 16.

Foto: Politikens forlag

Født
18. september 1978 i Hammer Torup.
Uddannelse
Journalist fra Syddansk Universitet, 2007.
Debut
Mellem Taleban og fremtiden. Tiderne Skifter, 2006. Fagbog. (Sammen med Marie Grundtvig Buss).
Litteraturpriser
Jyllandspostens Ytringsfrihedspris, 2011. Berlingske Fonds Journalistpris, 2012. Sammen med Simi Jan. Læsernes bogpris, 2015. Den Danske Publicistklubs fortællerpris, 2015. Dansk Journalistforbunds Cavlingpris, 2015. Rungstedlundprisen 2020. Publicistprisen, 2021. Den Gyldne Grundtvig, 2021. Den Faglitterære Pris, 2021.
Seneste udgivelse
Drageland. Politiken, 2023.
Genre
Faglitteratur
//www.youtube.com/watch?v=u_pqzRdivks&maxwidth=480">Puk Damsgaard: Om helvede på jord

I 2007, samme år som hun afsluttede sine journaliststudier på Syddansk Universitet, rejste hun tre måneder med Galathea 3-ekspeditionen og rapporterede om ruten fra Cape Town i Sydafrika over det Indiske Ocean til Australien, Salomonøerne og til hendes endelige destination New Zealand. Som færdiguddannet journalist arbejdede hun nogle år som freelancekorrespondent i Afghanistan og Pakistan, inden hun i 2011 blev ansat som Danmarks Radios mellemøstkorrespondent med base i Beirut.

At hendes karriere som korrespondent har ført til flere bogudgivelser, ser forfatteren som en naturlig forlængelse af de oplevelser, arbejdet medfører. Om tilkomsten af “Hvor solen græder” siger hun: “Min bog er vokset ud af mit job, hvor jeg naturligt befinder mig på rejser i Syrien.” [1] Netop for hendes arbejde i Syrien blev hun i 2012 nomineret til den fornemme Cavling-pris. I 2015 modtog hun Cavling-prisen for sit arbejde i Mellemøsten og for bogen “Ser du månen, Daniel”.

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Det er balancegangen mellem en journalists insisterende vilje til at afdække sandheden og et menneskes naturlige impulser og empati, Puk Damsgård forener i sit forfatterskab. Som hun selv udtrykker det: “Jeg er først og fremmest et menneske, jeres øjenvidne, til krigen i Syrien og til hvad der foregår i Egypten og resten af Mellemøsten.” (Rebecca Bodnia m.fl.: Puk Damsgård: Midt i verdenshistorien. rustonline.dk, 2013-02-01).

Når den menneskelige kvalitet 'empati' bliver en begrænsning for det journalistiske arbejde, er det kunsten at afveje sine værdier. Som i “Hvor solen græder”, hvor journalisten bukker under for mennesket, da Puk Damsgårds frygt for at se de eventuelle lig af oprørernes to tilfældigt tilbageholdte fanger afholder hende fra at undersøge, om de to skud, hun hørte affyret, var dræbende eller blot til afskrækkelse (s. 117).

Med bøgerne har forfatteren til hensigt at oplyse sine læsere, hvilket tydeligt mærkes under læsningen. Og om at skulle navigere mellem de mange indtryk og modsatrettede informationer for derved at kunne tegne det mest præcise billede af krigen, skriver Puk Damsgård i “Hvor solen græder”: “De journalistiske dyder om uafhængighed og mulighed for at få bekræftet en sag fra to sider var under hårdt pres i krigszonen. Alle løj og overdrev – ikke fordi de var amoralske mennesker, men fordi krigen forstyrrede deres virkelighedsopfattelse, tidsfornemmelse og sondring mellem rigtigt og forkert.” (s. 82).

Selvom hun skriver oplysende faglitteratur, lader hun sig i udtryksformen inspirere af teknikker fra fiktionsgenren. Hun udtrykker selv sine tanker omkring det spændingsfelt på følgende måde: “Ved siden af faglitteratur læser jeg mange romaner. Jeg gik meget op i med 'Hvor solen græder' at den kunne læses som en roman med en hovedperson, vi følger over tid. Bare non fiktion, selvfølgelig.” [1].

Puk Damsgårds hensigt med hendes måde at formidle på er at give vesterlændingen mulighed for at relatere til den virkelighed, borgerne i det land, hun rapporterer fra, lever under. Hendes opgave får psykologisk karakter, og hun omtaler netop i Syrien-beretningen en psykolog, der på BBC World News formidlede følelsen af chok blandt løberne under bombeangrebet ved Boston Marathon i 2013 til seerne. Når Puk Damsgård påtager sig opgaven at skabe identifikation mellem den syriske borger og en gennemsnitlig vesterlænding bliver sværhedsgraden blot taget til helt andre højder. Som Damsgård selv skriver i “Hvor solen græder”: “Der var mere genkendelse i tragedien ved maratonløbet i et land, som vi kulturelt sammenlignede os med, end i et angreb på syriske byer, ingen havde hørt om.” (s. 227-28). Netop fordi hun “aldrig i danske eller udenlandske medier havde set en psykolog tale om, hvad det vil sige at være flygtning eller vokse op under belejring og konstant bombardement [ ...]” (s. 227) ligger hendes opgave som identifikationsformidler hende så stærkt på sinde. Den syriske kvinde Nour kommer således også til at spille en væsentlig rolle i identifikationsspørgsmålet, idet hun både i tankegang og udseende er vestligt orienteret.

I “Ser du månen, Daniel” fremhæves endnu et lag af identifikationsspørgsmålet, idet der her ikke er tale om et kulturelt skel mellem Daniel Rye og læseren. Grusomhederne, frygten og sorgen rykker med Daniel, hans medfanger og familie helt tæt på læseren, for hvem det er en skræmmende opdagelse, at identifikation er umulig at komme udenom.

Beslægtede forfatterskaber

Puk Damsgårds måde at formidle fakta og historisk udvikling på findes også hos journalisten og historikeren Tom Buk-Swienty, hvis historiske udgivelser har krig som deres centrale tema. I sine værker “Slagtebænk Dybbøl” (2009), “Dommedag Als” (2011), “Ild og blod” (2013) og “Til døden os skiller” (2014) forener han sin grundige bearbejdning af et omfattende kildemateriale med sin sans for dramatisk skildring. En evne, også Puk Damsgård besidder.

Også journalist Peter Øvig Knudsen bedriver faglitterær fingerpræcision i sin skildring af den moderne danmarkshistorie. Han står eksempelvis bag de to udgivelser om Blekingegadebanden, begge fra 2007, og bøgerne “Hippie 1” og “Hippie 2” fra henholdsvis 2011 og 2012. Der er også en vis lighed med den norske forfatter og journalist Åsne Seierstad, der i “Hundrede og én dag” (2003) fletter historien om krigen i Irak før, under og efter invasionen sammen med beretningerne om almindelige mennesker.

Som nævnt tidligere får Puk Damsgårds faglitterære tematikker modspil af et fortløbende narrativ bygget op om en karakter. Derved slægter hun på en tradition, der tæller mange skønlitterære forfatterskaber. En forfatter, der på samme vis som Damsgård forsøger at give et indblik i en verden fjernt fra vesten, men blot benytter sig af fiktionsrammen, er Khaled Hosseini, hvis romaner “Drageløberen” (2004), “Under en strålende sol” (2007) og “Og bjergene gav genlyd” (2013) er bygget op om enkelte karakterer og finder sted i Afghanistan. På lignende fiktive vis fortæller Arundhati Roy i sin roman “De små tings gud” fra 1998 om en families liv i Sydindien.