Roskva Koritzinsky

Genrer og tematikker

Roskva Koritzinsky har foreløbig skrevet to novellesamlinger og en roman, men siger selv, at hun føler sig bedst tilpas i novellegenren. I novellerne dykker hun ned i karakterernes åbne sår, men uden at udpensle for meget. I stedet dyrker hun detaljerne, og det er i alle revnerne og sprækkerne i teksterne, at meningen (eller manglen på samme) bobler frem.

Koritzinsky formulerer sig og skaber sætninger, der får læseren til at undre sig. Som når hun skriver: ”Det er sandt at kirker er bygget for at mennesket skal mærke Gud som et åbent rum i kroppen.” (”Jeg har endnu ikke set verden”, s. 7). Det er et ret bombastisk udsagn, som får læseren til at stoppe op. Umiddelbart fremstilles det som en eviggyldig sandhed, men for hvem? Det gives der ingen svar på, og i det hele taget kommer læseren på overarbejde hos Koritzinsky, når der skal findes hoved og hale i de mange fortælletråde.

Debuten, novellesamlingen ”Her inne et sted”, består af 12 korte noveller, der handler om mennesker, der har et vanskeligt forhold til sig selv, deres kroppe og omverdenen. Samtlige noveller er skrevet i første person, og de forskellige fortællere havner ofte i ubehagelige situationer. En udsættes for en brand, og en skolelærer oplever, at klassen ikke kommer til undervisning efter et frikvarter. Hvad der sker på handlingsplanet er ofte uklart og skrives sjældent entydigt frem.

Romanen ”Flammen og mørket” tematiserer i høj grad kærlighed, kunst og ensomhed. Romanens jeg-person rejser ud til den ø, hvor den velrenommerede fiktive filmskaber Hedda Veier har begået selvmord. Her forestiller hun sig hovedpersonens sidste dage, og som romanen skrider frem, står det klart, at hun selv står overfor et afgørende valg i livet. Romanen bærer collagens præg og består af gengivelser af filmklip fra tv-dokumentarer og interviews, refleksioner over kærlighed, seksualitet, kunst, barndom og stoffer.

I ”Jeg har endnu ikke set verden” er det nogle af de samme temaer, der går igen. Ikke mindst temaer om identitet, intimitet, ensomhed og kærlighed.

I et interview fortæller Koritzinsky om sit persongalleri: ”Jeg tror, det er ønsket om den oprigtige renhed, som de personer, jeg skriver om, har til fælles. Både for at være 'gode', at se andre rent, men også fordi de er vældigt tyngede af deres egen selvbevidsthed. De længes efter en frihed fra sig selv.” [3]Linea Maja ErnstDet er ikke forfatterens opgave at være et godt menneskeWeekendavisen, 2018-09-21..

Beslægtede forfatterskaber

Roskva Koritzinsky har fortalt, at hun er inspireret af forfattere som Clarice Lispector, Fleur Jaeggy og Judith Hermann. Om end brasilianske Lispector skriver i en anden tid, har Koritzinsky og hun de følsomme, psykologiske menneskeportrætter til fælles.

Der er ligeledes adskillige lighedspunkter mellem Koritzinsky og schweiziske Jaeggy – ikke mindst hvad angår karaktererne. Hos begge virker de på en måde uforanderlige, som om de ikke ændrer sig, og de heller ikke har de store forhåbninger om eller overhovedet forsøger på at gøre det. De er, som de er – et resultat af deres ophav eller – primært hos Jaeggy – det sted, de er født. Tyske Judith Hermann er, ligesom Koritzinsky, primært novelleforfatter, og hendes debut ”Sommerhus, senere” er nært beslægtet med Koritzinskys ”Jeg har endnu ikke set verden”. I begge værker er karaktererne hovedsageligt unge, og deres liv er præget af tilfældigheder – tilfældige sammenstød mellem mennesker, hvad end det er kærlighedsaffærer, venskaber eller det modsatte. Ubeslutsomhed og karakterer, der ikke evner at engagere sig og knytte bånd for alvor, er i centrum i begge værker.

En anden oplagt forfatter at sammenligne med, er amerikanske Lydia Davis, der hovedsagligt skriver noveller. Begge skriver primært om det indre kaos, som vel de fleste mennesker indeholder, men det bliver aldrig penslet ud. I stedet skrives det frem i fantastiske, finurlige og ofte overraskende sætninger.

En helt anden forfatter, som er relevant at nævne, er danske Tove Ditlevsen. Den længsel og desillusion, man møder hos karaktererne hos Koritzinsky, optræder i høj grad også i Tove Ditlevsens univers, og i begge forfatterskaber møder man en trang til, at sproget skal forløse karaktererne. Som Koritzinsky beskriver det i et interview: ”Både mine hovedpersoner og jeg selv kæmper med en tiltro til, at sproget skal være det, som forløser én. Jeg har læst, at det, der kendetegner en deprimeret hjerne, ikke er, som man skulle tro, at den er apatisk, død i det. Lige inden depressionen rammer, er hjernen tværtimod hele tiden manisk i gang med problemløsning; du tror, at ' hvis jeg bare tænker anderledes om dette, så kan jeg undgå at have det sådan her', du leder hele tiden efter mentale flugtveje, for at undgå at føle det, du gør. Det er en meget sproglig ting. Og jeg tænker, at det netop er det, personerne i min bog gør. De er hele tiden desperat på jagt efter en formulering eller en indsigt, som kan forandre, hvordan de føler, at det er at være til i verden. Måske er det, de egentligt har brug for, at holde op med at tænke. Falde til ro. Men de aner ikke hvordan. Det er sproget, som redder dem og ødelægger dem på samme tid.” [3]Linea Maja ErnstDet er ikke forfatterens opgave at være et godt menneskeWeekendavisen, 2018-09-21..

Relaterede forfattere