Judith Hermann

Emneord:

Senest opdateret

Redaktionen
november 2023

Hovedforfatter

Betty Frank Simonsen
journalist, cand.mag., 2011

Judith Hermanns debut ”Sommerhus, senere” blev en slags litterær sensation i hjemlandet Tyskland, da den udkom. Hermann blev kaldt sin generations stemme, og mange unge tyskere tog bogen til sig som et dokument over deres liv. De ni noveller i bogen beskriver livet i det nye Berlin for en flok mennesker i tyverne, et liv præget af tilfældigheder, musik, stoffer, løse kærlighedsaffærer og ubeslutsomhed. Siden er kommet en række romaner og novellesamlinger, som er blevet modtaget med smukke anmeldelser både i Danmark og i hjemlandet.

Judith Hermann er aktuel med "Vi ville have fortalt hinanden alt", hendes Frankfurter poetikforelæsning, som dels omhandler hendes forfatterskab, og dels hendes personlige liv.

Baggrund

Judith Hermann er født i 1970 og opvokset i det gamle Vest-Berlin. Hun tilhører en generation af tyske forfattere, der begyndte at skrive efter Murens fald, men på trods af sin opvækst og sit liv i Berlin har hun aldrig beskrevet den del af byens historie. Hermann var 19 år, da muren faldt, og til spørgsmålet, hvorfor begivenheden ikke fylder noget i hendes bøger, svarer hun: ”Det var en lykkelig tilstand, og en lykkelig tilstand giver ikke stof at skrive om. Mine forældre græd af glæde foran tv´et, jeg græd ikke. Jeg fulgte strømmen af folk ind i et for mig fremmed Østberlin. Vi kikkede, og vi oplevede, men det var ikke os, der blev frie. Vi var frie i forvejen.” [5] Det, der til gengæld fylder i Hermanns noveller, er de mennesker, der bor i byen, og som hun har beskrevet i både sin debutnovellesamling ”Sommerhus, senere” og de to efterfølgende bøger.

”… hendes ansigt er simpelthen så smukt, og det hele passer, hendes øjne, hendes næse, hendes mund i én jævn regelmæssighed. Da jeg så hende første gang, havde hun et par enorme solbriller på, og allerede før hun tog dem af, vidste jeg, hvordan hendes øjne ville være, grønne.”

“Spøgelser, overalt”, s. 13.

Judith Hermann læste tysk, filosofi og musik, inden hun begyndte at læse journalistik ved den anerkendte Berliner Journalistenschule. Det var under et praktikophold i New York for to tysksprogede aviser, at det gik op for hende, at litteratur var hendes egentlige gebet. Selv har hun forklaret, at en sønderlemmende kritik af en reportage, hun havde skrevet, medvirkede til, at hun i stedet kastede sig over fiktion. Hun vægrer sig dog stadig ved at kalde sig forfatter på trods af nu fire mange udgivelser, og bliver hun bedt om at nedfælde en stillingsbetegnelse, skriver hun hellere ”journalist”.

Foto: Hreinn Gudlaugsson via Wikimedia Commons

Født
1970 i Vest-Berlin.
Uddannelse
Har en mastergrad i tysk og filosofi og er efterfølgende uddannet på Berliner Journalistenschule. Har arbejdet som freelancejournalist for flere magasiner.
Debut
Sommerhaus, später. 1998.
Litteraturpriser
Kleist Prisen, 2001, Hugo Ball Prisen, Bremer Literatur-Förderpreis.
Seneste udgivelse
Vi ville have fortalt hinanden alt. Batzer, 2023. (Wir hätten uns alles gesagt, 2023). Oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.
Inspiration
Raymond Carver, Alice Munro.

Da Hermann vendte tilbage til Berlin, arbejdede hun stadig som freelancejournalist ved nogle magasiner og dagblade, indtil hun i 1997 modtog Alfred-Döblin stipendiet fra Berliner Akademie der Künste. Med det i hånden flyttede hun ind i Alfred-Döblin huset for at skrive, og året efter udkom hendes første novellesamling. ”Sommerhus, senere” (1998) solgte omkring en kvart million eksemplarer i hjemlandet, hvilket er usædvanligt for en novellesamling. Novellerne beskriver det bohemeagtige Berlinerliv for en flok unge i midttyverne, og hun blev derfor af kritikere kaldt sin generations stemme. Om det sagde hun dengang: ”Ja, kritikere har kaldt mig en stemme for en ny generation, men jeg kender slet ikke min generation. Jeg kender kun mig selv og dette mikrokosmos af folk, jeg omgås. Det var underligt for mig at høre, at jeg skulle have skrevet om en generation.” [1]. Dengang var Hermann 28, og den pludselige berømmelse og de store forventninger til hendes næste bog lagde et pres på den næste udgivelse, som det tog hende fire år at færdiggøre.

Hjembyen Berlin fylder meget i Hermanns forfatterskab, men hendes mange rejser afspejles også i novellesamlingerne: en del af historierne foregår i USA eller rundt omkring i Europa. Novellen ”Et koldt, blåt faktum” fra ”Spøgelser, overalt” foregår i Island, der har en særlig plads hos forfatteren. Hermann siger selv, at hun foretrækker mørke frem for lys, og kulde frem for varme. Hun boede på Island, mens hun skrev på ”Spøgelser, overalt” og havde det som om, hun vendte hjem: ”Jeg er sådan en, der altid er træt. Jeg vågner først for alvor, når det er ved at blive mørkt ... På Island bliver det først lyst ved ellevetiden. Så er det lyst i tre eller fire timer, lige på det tidspunkt, hvor jeg kan komme i gang med tingene. Jeg forbinder altid aftenen med at geare ned. Det er som om, at jeg så kan give mig selv fri. Alting går ned i gear og bliver blødere. Og i Island sker det klokken fire om eftermiddagen ... Det gjorde mig godt.” [3].

Efter at have levet hele sit liv i Berlin flyttede Judith Hermann i forbindelse med coronakrisen op til kysten ved Nordsøen, hvor hun nu bor og skriver. Hun har stadig en lejlighed i Berlin, hvor hendes voksne søn residerer. Hun trivedes ikke længere i byen og har fundet ud af, at hun skriver bedre i den lille landsby ved den frisiske nordkyst: ”Jeg skriver godt deroppe, fordi det er så isoleret og stille. Jeg har et fint skrivebord og kan spadsere lange ture og tale med mig selv i naturen. Jeg tror, at det er mit hjem nu.” [6].

Blokeret indhold

Dette er eksternt indhold. Derfor skal du acceptere cookies til statistik og markedsføring for at se det.

Vælg "Tillad alle"

Udvalgte bøger

Genrer og tematikker

Judith Hermann har mest skrevet noveller og bruger den korte form på meget forskellig vis afhængig af, hvad det er for en historie, hun fortæller. Hun bruger både formen til at gengive en enkelt aften i byen eller et enkelt møde med et nyt menneske, men flere af hendes historier strækker sig over længere tidsperioder. Historien er altid forankret i nutiden, på den måde, at det kan være en sætning eller en situation, der sætter fortællingen i gang. Om novelleformen siger Hermann selv: ”Det er altid et bestemt øjeblik, som mine historier er bygget op omkring – en sætning, som bliver sagt, en bestemt situation, som jeg har oplevet eller iagttaget. Og et sådant øjeblik egner sig ikke til en stor roman. Den kan bære en fortælling, men ud over det ville man snakke dette øjeblik ihjel (...) Og så kan jeg godt lide den åbne afslutning, som fortællingen overlader mig som en mulighed. Samtidig understreger det dens nutidighed. I romanen kommer man til sidst altid til en slags afslutning.” [2].

Det er meget forskellige temaer, der tages op i Hermanns mange historier, og handlingen hensættes både til det pulserende byliv i det indre Berlin, til et motel i Nevada-ørkenen, et hotel i Østeuropa og langt ude på landet i Island. Det, der binder alle historierne sammen, er Hermanns interesse for mennesker, i det som foregår inden i og imellem dem. Og selvom Hermanns hovedpersoner på ingen måde er ens, så kan de alligevel siges at ligne hinanden. I hvert fald er der en stemning, der går igen i de fleste af hendes personer. Noget, Hermann selv betegner som en slags melankoli: ”Der er noget, som forbinder disse figurer med hinanden – en bestemt forventning til livet, en vis længsel og ubeslutsomhed, måske også en uro, alt sammen tilstande, som man på en måde kunne sammenfatte som værende melankolsk. Men hver enkelt person tackler sine følelser forskelligt. De har forskellige biografier og planer. Som sagt handler det altid om et bestemt øjeblik, og hvad en person gør ud af det.” [2].

Hermann lægger ikke skjul på, at hun bruger af sit eget stof, og at novellesamlingerne er selvbiografiske. I den første var det vennerne i tyverne, der drev rundt i et bohemeagtigt Berlin. Så kom ”Spøgelser, overalt” med mennesker i trediverne, der forsøger at finde sig selv rundt omkring i verden. Med ”Alice” nærmede Hermann sig romanformen ved at lade én kvinde gå igen i alle fem fortællinger – Alice, en kvinde sidst i trediverne, som pludselig mærkes af livet på en anden måde end tidligere, fordi hun begynder at miste dem, hun har kær.

I Hermanns længe ventede roman ”Al kærligheds oprindelse” har Stella fået mand og barn, isoleret sig fra omverdenen og længes efter en ungdom eller alderdom, friheden i begge ender af livet, men skræmmes alligevel, da omverdenen, i form af en kærlighedsbesat stalker, begynder at invadere hendes liv.

Hermanns bøger har ofte mødt kritik i hjemlandet på grund af det, der blev set som deres manglende politiske kontekst. I sin anden roman, ”Hjem”, er det, som om hun har taget noget af denne kritik til sig, selv om romanen indtager velkendt, Hermannsk terræn: det klare og lavmælte, der altid antyder og aldrig udpensler, denne gang i et ingenmandsland ved Østersøkysten. Det er atter de nære relationer og erindringens skyggespil, der er fokus for fortællingen, men klimakrisen trænger sig på: der er tørke, det regner aldrig mere, fortælleren kan ikke engang huske, hvornår det sidst har regnet. Om det nye politiske præg på hendes forfatterskab sagde Hermann for nylig: ”Jeg har aldrig villet skrive politisk. Men denne gang måtte jeg omtale klimakrisen. Der var tørke og ingen regn i lange perioder her i Tyskland. Deroppe, hvor jeg bor, talte folk om, »hvad skal der ske med svinene og os?« Jeg har taget det med i en dialog mellem to af hovedpersonerne om, at verden måske er ved at gå under. Det måtte jeg skrive, ligesom vi må tale om det.” [6].

Beslægtede forfatterskaber

Da Judith Hermann blev et navn i slutningen af 1990'erne, blev hun i Tyskland udnævnt som frontfigur i ”das Fräuleinwunder”, ”kvindeunderet”. Det blev en hyppig betegnelse for den række af udgivelser, der netop i disse år kom fra yngre, tyske, kvindelige forfattere som Hermann, Julia Franck, Jenny Erpenbeck, Felicitas Hoppe, Zoe Jenny og flere andre. Hermann selv er dog yderst betænkelig ved denne benævnelse: ”Man kalder det eksempelvis ikke ”Frauenwunder”, men ”Fräuleinwunder” med et diminutiv. Der er noget nedladende over holdningen til kvindelige forfattere. Tidligere interesserede det mig ikke, men nu er det begyndt at ærgre mig, og ganske vist er der en lang række stærke kvindelige forfattere i min generation, men senest er mændene begyndt at genindtage de indflydelsesrige poster, så det er i høj grad den gamle rollefordeling, man ser.” [4]. Selvom de fleste af disse forfattere bor i Berlin, ser de ikke meget til hinanden og ser ikke på sig selv som en gruppe.

Hermann føler sig mere beslægtet med andre novelleforfattere og nævnes ofte i sammenhæng med nogle af hendes forbilleder, Alice Munro (der har lagt navn til en af Hermanns novellesamlinger) og Raymond Carver. Hun dyrker et lakonisk og nedtonet sprog, der også er i familie med Hemingway, og udtaler aldrig sine personers motiver for at gøre ting, men lader det være op til læseren selv at fornemme, hvad der foregår. Med sin forkærlighed for det finurlige og lettere henkastede sprog, kan man også sammenligne hende med en hjemlig forfatter som Helle Helle. Som i Helle Helles bøger, sker tingene også bare hos Hermann. De analyseres ikke og fører ikke til store, gennemgribende åbenbaringer, men holdes i et underspillet univers, hvor livet fortsætter på trods af store skred under overfladen.